Tiltrækker Guldpalmen publikum?

Om kort tid uddeles priserne ved den 67. Cannes Filmfestival. Størst interesse samler sig naturligvis om Den Gyldne Palme, som uddeles for 49. gang.

Årsagen til antal festivaler og antallet af Den Gyldne Palme ikke stemmer, er fordi førsteprisen i perioderne 1939-1954 og 1964-1974 hed ”Grand Prix de Festival International de Film”. Ja, og så var der lige 1968, hvor festivalen blev aflyst.

Men hvad betyder det egentlig for publikumsinteressen i Danmark, at en film vinder Den Gyldne Palme?

Idet tilskuerantal før 1976 ikke er tilgængelige, tager denne undersøgelse udgangspunkt i årene 1976-2013.

43 film har i perioden vundet Cannes Filmfestivalens fornemmeste pris. I fem af årene er prisen blevet delt mellem to film: 1979, 1980, 1982, 1993 og 1997. En uskik, man ikke har oplevet i dette årtusinde.

Film fra USA har hjemtaget prisen ti gange, Frankrig fire gange, Danmark, Italien, Japan og England hver tre gange, Østrig, Grækenland, Vesttyskland, Jugoslavien og Belgien hver to gange, Kina, Iran, New Zealand, Polen, Rumænien, Thailand og Tyrkiet hver en enkelt gang.

Følgende instruktører har i perioden hjemtaget trofæet to gange: Michael Haneke, Jean-Pierre og Luc Dardenne, Bille August, Shohei Imamura og Emir Kusturica. De må karakteriseres som festivalens absolutte darlings.

Den mest sælgende film tiltrak 581.059 tilskuere i Danmark, den mindst sælgende sølle 719. Så en Guldpalme er absolut ingen garanti for stort tilskuerantal i Danmark. Eneste garanti, der er ved at vinde Den Gyldne Palme, er vid udbredelse. Samtlige Palme-vindere er blevet vist i de danske biografer.

Danskerne foretrækker selvfølgelig danske Guldpalme-vindere. Der har i perioden været Pelle Erobreren, Den gode vilje og Dancer in the Dark. Disse tre film er gennemsnitligt blevet set af 253.323 tilskuere i de danske biografer.

Dernæst kommer de amerikanske film med et gennemsnit på 111.313, de øvrige 38.451.

Dansk- og engelsktalende film har solgt 134.158 i gennemsnit, de øvrige 21.401.

De instruktører som tiltrækker sig danskernes største interesse, er naturligvis Bille August og Lars von Trier, dernæst følger Quentin Tarantino, Mike Leigh, Francis Ford Coppola, Jane Campion, Martin Scorsese og Michael Moore.

Så ud fra en tilskuermæssig betragtning er der god grund til at heppe på en dansk eller amerikansk film – eller i det mindste engelsktalende – som vinder. Med mindre instruktøren da hedder Gus Van Sant!

Ud over Van Sant udviser danskerne mindst interesse over for instruktører som Dardenne-brødrene, Abbas Kiarostami, Apichatpong Weerasethakul, Emir Kusturica og Taviani-brødrene.

Så svaret på spørgsmålet i overskriften må være: Overhovedet ikke! Tusindvis af journalister kan skrive spalte op og spalte ned og hylde en Guldpalme-vinder nok så meget, men intet kan give et dansk publikum blod på tanden til at se film, som ikke lige har filmisk mainstream-leverpostej smurt tykt på og i forvejen er yderst succesfulde.

Og helt ærligt: Det må da komme som en overraskelse for de fleste, at en festival, som er så fransk og i den grad hylder det anderledes og det eksperimenterede, tungekysser så dybt med amerikansk film.