Claymation i swingerklubben er genialt

Tone Ottilies Lulus første gang, der vandt Ekko Shortlist Awards i 2017, er en af mine favoritter. Jeg blev simpelthen så berørt af den. Det er nyskabende at se et portræt af en ung pige fremstillet på den måde.

Filmen handler om Lulu, der går på efterskole og er meget usikker. En aften, hvor pigerne er samlet rundt om et bål og snakker om deres seksuelle debut, kommer hun med en åbenlys røverhistorie. Det fører ting med sig, og hun bliver mobbet af de andre.

Filmen har nogle overraskende greb. Mobning er set mange gange før på film, men det fungerer stærkt, at Tone Ottilie aldrig italesætter, hvorfor Lulu bliver mobbet. Man forstår det alligevel.

Det er også godt set at bruge en efterskole, der for de fleste er en idyllisk tid, til at vise noget så hårdt. Filmen virker fuldendt i sit filmsprog og manuskriptets opbygning.

Det er en lille, perfekt film skabt af en kun 21-årig instruktør.

Den er overbevisende spillet, rørende relevant og fremsynet modig. Og så kan jeg godt lide, at den ikke er berøringsangst over for det, som unge rent faktisk laver online i forhold til forelskelse og sex. Det skildres på en afslappet, realistisk måde.

Se filmen her

Claymation er min yndlingsanimationsstil. Jeg kan godt lide, at det er så uperfekt. Og der er noget urkomisk ved claymation-figurer, fordi de er lidt groteske.

Så at tage claymation, der er en naiv og banal stil, og sætte det ind i et swingermiljø, er jo genialt. Det er flabet og provokerende, og samtidig er Venus rørende og tankevækkende.

Et par har været sammen i syv år, så det er blevet lidt kedeligt og leverpostejsagtigt. De tager i swingerklub, hvor han er helt oppe og køre, mens hun er meget tøvende og usikker i sit hvide bomuldsundertøj. Han ser slet ikke, hvor utilpas hun er.

De går på opdagelse i swingerklubben og kommer til et rum, hvor der står en kø af mænd klar til at knalde en kvinde i lænker. Det er en katastrofe under opsejling. Kvinden er ved at tage hjem, men så møder hun en anden kvinde, der fortæller, at hun synes det er fedt at blive kigget på og begæret.

Det giver hende et andet syn på oplevelsen. Hun falder i snak med en mand, der finder hende meget fræk, og imens bliver det hendes kærestes tur til at være sammen med kvinden i lænkerne. Men det viser sig, at han overhovedet ikke kan præstere og bliver pinligt berørt. Der står nøgne mænd omkring ham, og de er klar til at springe på, mens han står dér med sin slappe penis.

Da han så vil hjem, finder han kæresten i gang med at have sex med manden, mens alle andre kigger liderligt på. Man tror lige, at han bliver sur og jaloux, men heldigvis ender filmen med, at han finder kæresten utroligt fræk og smuk. Det er dejligt og meget moderne, når man tænker på, at filmen er tretten år gammel.

Det er Tor Fruergaards afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, og manuskriptet er af Sissel Dalsgaard Thomsen, som siden har skrevet en række film. Venus er bare herligt overraskende, fordi den tager noget så tabuiseret og hemmelighedsfuldt som en swingerklub og fortæller en romantisk historie.

Tor Fruergaard fortjener virkelig at få lov til at lave en spillefilm snart.

Se filmen her

Det er mega godt gået at lave en genrefilm så flot og gennemført. Det er en temmelig klassisk zombiefortælling, men det, at den foregår i København, er vildt sjovt, når man kender byen. Jeg blev blæst helt bagover af, hvordan de har fået Rådhuspladsen, Nytorv og Parken til at se så dystopisk ud.

En ung kvinde leder efter sin bror i en verden, hvor der er zombier på lur over det hele og ikke et levende menneske at se. Hun har kun en bue og en enkelt pil, så hun skyder ikke, medmindre hun virkelig har behov for det.

Som ved et lykketræf møder hun en anden fyr, og sammen finder de broren, der dog er blevet til en zombie. Hun bliver nødt til at slå ham ihjel, og det er hårdt at se hende miste håbet. Det er enkelt fortalt, og der er ikke meget dialog, men det er vildt tragisk.

Man skulle tro, at de har haft et budget på to millioner kroner. Bare at have så mange statister med overbevisende zombie-makeup er jo sindssygt tidskrævende og sikkert dyrt. De har tydeligvis ikke bare taget en bøtte Heinz og er gået amok med ketchuppen.

Filmen emmer af lækkerhed. Og så har den et twist til slut, som jeg ikke havde set komme. De giver den et svirp med halen, hvor der både er underspillet humor og stor brutalitet. Jonas Ussing laver vist mest visuelle effekter i dag, men han må da meget gerne instruere en film igen.

Se filmen her