Jeg er vild med tre originale film

To fiskeriarbejdere får til opgave at fikse et tilstoppet toilet hos de illegale medarbejdere fra udlandet. En smal sag, men snart vokser det til et problem for til sidst at eksplodere.

Jeg griner højt og bliver samtidig bevæget af Óskar Kristinn Vignissons afgangsfilm fra Filmskolen. Frie mænd er en skæv blanding af western og absurd teater a la Beckett og Pinter. Den moderne mand er ofte en lidt patetisk mand, og det er urkomisk, at Daniel og Emil får boostet deres selvværd ved at ordne et toilet. Men følelsen af maskulinitet er den samme som for helten i en amerikansk cowboy-film, og under løjerne rumsterer et større tema: venskab, svigt, frihed.

Hovedrolleindehaveren Nicolai Jørgensen er et enestående talent. Der er en menneskelig bund i hans komik. Han har en enorm spændvidde og en stor karriere foran sig i dansk film.

Se filmen her

Da Morten fortæller om at blive voldtaget af sin ekskone, tænkte jeg først: ”Overdriver du ikke lidt?” Han kunne jo bare have skubbet hende væk, fordi han er stærkere end hende. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Vi har nogle stereotype forestillinger, som filmen om to mandlige voldtægtsofre gør op med.

Jeg blev også overrasket over, at hvad der umiddelbart ligner en problemfilm til undervisning, har et filmisk fortællegreb. Det mand ikke taler om er baseret på samtaler med de voldsramte mænd, og instruktøren viser med skuespillere deres nuværende liv, mens vi på lydsiden hører om overgrebene i fortiden.

Jeg har fulgt færøsk-danske Andrias Høgenni, som vandt en pris ved Ekko Shortlist Awards med Ikki illa meint. Han er værd at holde øje med, for han har altid noget interessant på hjerte.

Se filmen her

Amanda bliver lejet til at agere en mors datter for en aften. Det leder tankerne hen på Yorgos Lanthimos’ Alperne, hvor en gruppe mennesker bliver hyret til at spille familiemedlemmer til folk, der har mistet en elsket person.

Mor har dog en anderledes skildring af temaet. For moren (Ellen Hillingsø) er det en bevidst iscenesættelse, men som aftenen skrider frem, får den unge kvinde (Maria Jernov) følelser i klemme. Hun kan ikke affinde sig med, at det bare er et job.

Instruktøren Andrea Stief fortæller subtilt med små armbevægelser, men får alligevel på bare femten minutter skabt en formfuldendt og meget rørende historie. Det er et særegent koncept, men jeg køber præmissen.

Se filmen her