Komponisttalent anbefaler tre perler

Jeg så Ikki illa meint til filmens premiere i Dagmar-biografen i 2019 og blev efter visningen nødt til at gå op til instruktøren for at sige: ”Det her var sgu for vildt.”

Filmen følger et færøsk venindepar, som har en mærkelig, konfronterende samtale i et supermarked. De skal navigere i, at vi behandler hinanden forskelligt online og ansigt til ansigt. 

Ikki illa meint har en langsom start, men så pludselig laver den en baglæns kolbøtte, så man bliver totalt desorienteret. Og rent dramaturgisk trækker den virkelig en kanin op af hatten.

Det kommunikerer musikken glimrende. Sune Kølster har lavet en vokalmusik, som bruges til at hæve den jordnære fortælling op til et fantasilag. Det giver et prej om, at noget af handlingen måske kun er forestilling.

Se filmen her

Sergenten og hans nevø handler om to mænds hyggeprojekt. Instruktøren Glen har opsøgt sin onkel for at blive oplært som en rigtig, maskulin soldat. For Glens fraværende far har aldrig gidet lære ham noget.

Onklen er tidligere sergent og bor i en forladt by på Sjælland, hvor gråvejret synes evigt. Der er ingen sjæl i huset bortset fra onklens fortid i militæret. Det minder mig om en anden fortabt mand kaldet Gadejørgen, hvis historie jeg lavede musik til.

Sergenten og hans nevø lyder som gode minder, der ikke længere er forbindelse til. Det er rørende.

Musikken er lavet af Kassandra B. Bak, som jeg intet kender til, og jeg tror, det er et kunstnavn.

Musikken virker inspireret af kunstneren The Caretaker, som tager gamle lakplader og sampler dem. Der bliver lavet nye toner af gamle optagelser. Det er lyden af noget gammelt, aflangt og glemt. Det virker nærmest dement og lidt uhyggeligt.

Se filmen her

Enten eller udfordrer dokumentargenren. Den viser, hvordan genren kan være en snyltende parasit, der kynisk udnytter de medvirkende.

Filmen følger et ungt, lidt specielt par. Kvinden er instruktøren, Thora Lorentzen, og manden hedder Kewin. De har haft et platonisk forhold gennem godt tolv år.

Filmen bringer uddrag af breve, som de sender til hinanden, og Kewin spiller selv klavermusik i filmens montager.

Det er ret tydeligt, at han er dybt forelsket i Thora og meget fascineret af hende. Og det går instruktøren ikke af vejen for at bruge, så vi oplever Kewins fortabelse og uforløste tilværelse.

Jeg kan godt relatere til at leve så platonisk, at man kan glemme, at der findes noget fra halsen og ned. Og den følelse udtrykker filmens meget voldsomme, fysiske klimaks meget præcist.

Se filmen her