Kæmpestore Forum lagde lokale til Ennio Morricone og det 200 mand store symfoniorkester og kor, men hvor er det dog en grim sal. Jeg sad og længtes efter DR Koncerthusets sal, der ikke kun er smuk med sine bølgede trævægge, men som også har en fantastisk akustik.
I Forum kan der imidlertid være omkring 8.500 siddende gæster modsat Koncerthusets 1800. Og selv om Forum ikke var helt udsolgt – hvilket nok skyldtes de absurd høje billetpriser på mellem 780 og 1.280 kroner! – så er det sympatisk, at så mange kunne få mulighed for at opleve den italienske mesterkomponist i levende live.
Der var fyldt med børn og ældre, en bred vifte af Danmarks film- og musikfolk og punks med pink hanekamme. Morricone rammer alle.
Og alle sprang på benene, da 88-årige Ennio Morricone trådte ind på scenen. Han hilste på publikum, inden han satte sig på en stol på dirigentpulten, hævede sin dirigentstok og satte orkestret i sving.
Det lød heldigvis godt i en sal, der ellers er kendt for dårlig lyd. Men alle instrumenter havde mikrofon på, så lyden kunne styres af en lydmand, inden de blev blæst ud igennem de store højtalere i loftet.
I starten af første sæt gik der ellers et sus gennem publikum, da der pludselig lød en forfærdelig masse knasen fra en af højtalerne, men det blev heldigvis hurtigt fikset, og orkestret spillede upåvirket videre.
Med mere end 500 soundtracks på cv’et – senest Tarantinos The Hateful Eight fra 2015 – er der masser af musik at vælge af, men koncerten var smukt bygget op. Som til en klassisk koncert var der indlagt en pause mellem sættene, og det første sæt var klart den bedste.
Med sig havde Morricone The Czech National Symphony Orchestra, og de spillede forrygende. En del af publikum kunne ikke lade være med at bryde ud i hujende jubel, når temaerne fra Sergio Leones spaghettiwesterns lød, og så smilede musikanterne stort til hinanden. Det er uhørt til en klassisk koncert, at man klapper mellem numrene, og da slet ikke, når orkestret er i gang.
Det samme orkester udgav i november et album sammen med Ennio Morricone. På 60 Years of Music har de nyarrangeret en del af kendingene, så temaet fra The Good, the Bad and the Ugly ikke længere lyder som noget, der var optaget i den golde ørken med endeløse vidder.
Under koncerten spillede de det samme arrangement, men hvordan skulle man også kunne genskabe den golde ørken i en koncertsal? I stedet var der kommet flere blæsere på og mere power i koret, og det virkede som en frisk fornyelse af temaer, de fleste kender til hudløshed.
Aftenens højdepunkt blev numrene fra Sergio Leones spaghettiwesterns: The Good, the Bad and the Ugly, Once Upon a Time in the West og A Fistful of Dynamite. Fremførelsen blev stærkt hjulpet på vej af Morricones faste sopran, italienske Susanna Rigacci. I knaldrød kjole sang hun de ordløse, følsomme toner med kun et enkelt, tilgiveligt knæk. Fraseringerne var bløde og overgangene fejlfrie.
Særligt The Ecstasy of Gold, der sluttede første sæt, fik flere blandt publikum til at tørre øjnene. Den blev sat i med et hæsblæsende tempo, så man blev revet med. For sit indre filmlærred så man Tuco, den grusomme, løbe rundt på kirkegården i The Good, the Bad and the Ugly.
Stor ros skal lyde til kvinden, der spillede på det lidt glemte engelskhorn, en dyb udgave af oboen. Hendes betoninger og fraseringer var drømmende smukke.
Metti una Sera a Cena med sin jazzede, easy listening-stil stak behageligt ud. Chi Mai bød på cembalo (godt nok fra keyboard), som er et velkendt instrument fra særligt Morricones italienske tv-temaer. Dem måtte der faktisk godt have været flere af, men samtidig giver det mening, at Morricone fokuserede på det mere storladne og symfoniske musik, når han nu havde medbragt et velvoksent orkester.
Det påfaldende ved Morricones musik er, at den altid er god, selv når filmen ikke er det. Tænk bare på den banale The Mission med Robert de Niro og Jeremy Irons, som nærmest er glemt i dag, men det er soundtracket ikke.
Det var ærgerligt, at Morricone genbrugte to stykker, han allerede havde spillet, som ekstra-nummer. Hvor var musikken fra De uovervindelige eller harmonika-temaet fra Once Upon a Time in the West?
Men det var imponerende at se den aldrende maestro dirigere så sikkert og smukt. Han virkede måske lidt træt, når han vendte sig mod publikum, men musikken talte sit eget tydelig sprog: Morricone elsker den.
facebook
twitter
Kommentarer