Redningsvestene ligger efterladt på stranden. De er ikke til at overse. Som en mosaik af menneskeskæbner ligger de spredt, så langt øjet rækker. Et lavpraktisk vidnesbyrd om den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig.
De har gjort deres pligt for nu. Ført menneskene sikkert over havet. Men rejsen for de mange mennesker er langt fra overstået. Den er nærmest lige begyndt, og foran dem ligger kilometer efter kilometer, der skal trædes, inden de når deres mål: et nyt liv.
Egil Håskjold Larsens klare og rolige steadicam bevæger sig langsomt gennem morgengryet. Det følger vestene op til bredden, hvor små, grønne iglotelte er knopskudt mellem en trafikeret vej og havet. Menneskene står og skutter sig i morgenkulden, der er endnu et par timer til solen får opvarmet disen.
Der er en afdæmpet ro og ærbødighed i luften. Kameraet bevæger sig gennem menneskemængden, følger dem ind i en bus og videre op på en færge.
Efter en ti minutters tid fæstnes det observerende kamera ved en Frozen-rygsæk, der danser på ryggen af en lille pige. Pigen vender sig om, stirrer kækt ind i kameraet og hopper glad videre.
Pigen hedder Lean. Hun er tre år og skal til ”Sverige i Tyskland”, som hun selv formulerer det til sin familie, der tæller en lillesøster, mor, far, brødre og onkler. Vi ved det ikke præcist, for familierelationerne bliver aldrig forklaret. Ligesom ruten og årsagen til flugten heller ikke gør.
Debutinstruktør Egil Håskjold Larsen har lavet en mageløs dokumentar.
Han har skrællet alle informationer væk. Der er ingen forklarende voice-over, ingen tekstblokke, navneskilte, interviews eller direkte henvendelser til kameraet. De voksne snakker ofte på kryds og tværs, men det bliver sjældent oversat, og derfor bliver de arabiske stemmer til en konstant baggrundsstøj, der ikke hjælper med orienteringen.
Vores eneste faste holdepunkt er den lilla Frozen-rygsæk. Lean bliver vores guide gennem kaosset, og man kunne ikke have fundet en mere tapper soldat til at vise vej.
Hendes store, brune øjne suger alt det sete til sig, imens hun danser og leger sig vej op gennem Europa. Håskjold Larsens fintfølende kamera holder sig altid på behørig afstand, men formår alligevel at indfange alle de indtryk, som Lean oplever.
På vej op ad trapper, mellem horder af ben, øjnes en bamse og straks fokuseres opmærksomheden på det aflange tøjdyr, der holdes fast af en hånd og næsten skraber gulvet med fødderne.
I den næsten dialogløse dokumentar, er det op til kameraet og musikken at formidle fortællingen. Og nøj, hvor er det godt skruet sammen! Egil Håskjold Larsen har et gudbenådet blik for detaljen og benytter sig af ekstremt lange indstillinger, der bliver til små fortællinger i sig selv.
Da familien skal nå endnu et tog på rejsen, bliver løbeturen hen ad perronen til en højdramatisk scene, hvor de små barnefødder forsøger at følge med, mens Bugge Wesseltofts piano stiger i tempo på lydsiden.
Den erfarne jazzmusiker Wesseltoft formår at akkompagnere hvert eneste billede med interessante kompositioner, der hidkalder sig opmærksomhed, men aldrig tager over. Det er en delikat balance, men det er, som om Håskjold Larsen og Wesseltoft har en gensidig respekt for hinandens metier og de mennesker, som den poetiske dokumentar portrætterer.
Det kan nogle gange være svært at forsvare filmkunsten og støtten dertil, især i forhold til aktuelle, politiske emner. For hvad er det kunsten kan, som en bog, et debatprogram eller et læserbrev ikke kan?
Filmkunsten kan det her!
Den kan give os følelsen af at være lige dér, lige midt i århundredets flygtningekrise, vi føler det på vores egen krop. Blandingen af håb og håbløshed, kulde og varme, de små øjeblikke og det store perspektiv. Dét er guld værd.
facebook
twitter
Kommentarer