Actress

Når jeg slår op i databasen IMDb – og det kan man ikke lade være med efter at have set Robert Greenes fremragende stærke og intrikate dokumentar Actress – fremstår skuespillerinden Brandy Burres karriere helt håbløs.

Efter et par småroller spillede hun 2004-06 Teresa D’Agostino – politisk konsulent og maneater – i to sæsoner af den nyklassiske tv-serie The Wire. Og derefter noteres … slet ingenting før 2014, hvor hun er med som nr. 32 på rollelisten i independent-komedien Listen Up Philip.

Ved siden af kategorien ”Actress” opererer IMBb også med kategorien ”Self”, og her popper så Actress op med en tilhørende kitschet, 50’er-melodrama-agtig plakat. Dertil kommer, ude til højre under ”Related News”, en række links til omtaler af Actress som en vildt buzz-genererende dokumentar lige nu.

Dybt inde i link-junglen nåede jeg frem til et interview med Brandy Burre i damebladet Cosmopolitan, hvor hun afslutningsvis bliver spurgt om, hvilken betydning filmen har haft for hendes karriere. Hun svarer:

”Den kunne have skadet mig, det var helt sikkert en risiko. Men jeg var stolt over at deltage. Jeg var spændt på, hvordan den ville blive modtaget, fordi den var så ærlig. Men jeg kan se, at filmen har hjulpet mig. Den har allerede givet mig så mange store oplevelser. Manuskripterne, jeg læser, de auditions, jeg får ... jeg kan ikke følge med. Filmen har allerede givet mig jobs. ”

Det siger noget om filmens helt særlige, svimlende-intimiderende nærvær, at jeg både bliver lettet og lettere creeped out af denne gode nyhed fra den virkelige skuespillerinde.

Ikke mindst ordet ”ærlig” skurrer. For kun få dage siden videre-tweetede Burre instruktøren Robert Greenes foto af et avis-citat om filmen: ”Spiller hun skuespil? Og hvis hun gør, hvad så? Gør vi ikke alle det?”

Det er let nok at referere handlingen i Actress. Efter syv lange, usynlige år, hvor Burre har helliget sig rollen som husmor i forstæderne, forsøger hun med stort besvær og uden synderligt held at genstarte sin skuespillerkarriere. Undervejs i filmen går forholdet til hendes to børns far omsider i stykker.

Det er straks sværere at sige præcis, hvad der gør Actress så særlig – altså hvor den løber væk fra – eller måske snarere dvæler væk fra – sit på overfladen klassiske dokumentarformat: At følge i hælene på en inderlig hovedperson, der har kameraet som skriftestol i en konfliktfyldt, kronologisk fortælling.

Det er, som om både instruktør og hovedperson på samme tid underløber og overløber doku-formatet. Filmen indeholder flere skamløst stiliserede tableauer – for eksempel den genkommende scene med Burre i rød kjole, hvor hun vasker primært rødt service op midt mellem to julestjerner. Men den byder også på mange skamløst performede optrædener, som da Burre for fuldt blus synger med på en sang foran spejlet.

Dertil kommer de scener, hvor grænsen mellem virkelighed og performet kunstfærdighed er usikker eller pludselig vipper. Som da Burre, der rydder op i sine børns legetøjskasser, siger ”I moved to Beacon. I’m not acting. So this is my creative outlet” to gange lige efter hinanden.

Men helt instinktivt virker det, som om det er svært for Greene og Burre ikke lige at give scenerne det ekstra instruktør- og skuespillermæssige touch. Det resulterer i et konstant overskud af både poesi og melodrama i den hverdag, som filmen vil dokumentere, og som Burre er lige så fængslet i, som Greene er fængslet af.

Og ligesom Burre bruger filmen som sit eget forsøg på at flygte fra trummerummet, bruger Greene hendes dedikerede desperation til at skabe en både pinligt og prægtigt påtrængende – og dermed yderst vellykket – dokumentarfilm.

Win-win, som man siger, mens det forbliver tindrende uklart, hvad der er mest autentisk, og hvad der er mest manipulerende (for ikke at sige kannibalistisk): kunsten eller virkeligheden.