En krig er ikke overstået, så snart bomber holder op med at falde.
”Krigen sætter sig i folk som en pest,” siger en af hovedpersonerne i Birgitte Stærmoses Afterwar, der netop har haft verdenspremiere på Berlinalen i sideprogrammet Panorama Dokumente.
I Kosovo har man levet med truslen om krig siden Jugoslaviens opløsning. På lavt blus, eller i lys lue som sidst i 90’erne, hvor tusinder mistede livet og flere end én million mistede deres hjem.
Afterwar følger de fordrevne.
Den starter med bombardementerne i hovedstaden Prishtina i 1999 for så at følge fire børn, der lever af at sælge peanuts og cigaretter på gaden.
En dreng sælger cigaretter og gemmer pengene i sin mors pung, i håbet om at hun ikke vil spørge. En pige sælger sig selv. En anden dreng fortæller om at vende hjem til en raseret landsby, hvor kun et køleskab er tilbage efter hans barndomshjem.
Og hvem ved, om ikke der sprænger en bombe, hvis man åbner det?
”Jeg er så sulten, at jeg kunne spise dine penge,” siger en tredje. ”Jeg kunne spise alt i verden. Jeg kunne spise dig!”
Formen er episodisk, udtrykket poetisk og effekten overvældende. Børnene fortæller i monologer direkte til kameraet, mens kameraet følger deres hverdag i randen af et bundfattigt samfund, rundt i Prishtinas natteliv, gennem vejtunneller, under betonkolosser og forladt nybyggeri.
Første del kaldes ”Fortid”, men hed engang Ønskebørn og var Birgitte Stærmoses sidste dokumentarprojekt fra 2009, før hun to år senere spillefilmdebuterede med Værelse 304 i 2011.
Siden har hun skabt sig en markant fiktionskarriere herhjemme med spillefilmene Darling og Camino og især i udlandet som instruktør på en række store, internationale serier.
Og sideløbende har hun altså – nærmest ubemærket – fortsat og forlænget Ønskebørn ved at vende tilbage til Prishtina. Her har hun talt med de samme børn, der siden er blevet voksne og har skabt sig liv på må og få.
Disse optagelser fra perioden 2018-2023 er inddelt i ”Nutid” og ”Fremtid”, som handler om deres hårde hverdag og håb om et bedre liv.
Xhevahire, Shprësim, Besnik og Gëzim fortæller om en skrøbelig eksistens med diskrimination og dårligt arbejde. De er alle stadigvæk tydeligt mærket af traumet fra krigen og en udsat opvækst.
”Når krigen ender, bliver mændene mere tavse,” lyder det indledningsvis, men tavsheden er ligesom fattigdommen noget, de har tilfælles.
”Kun til jer kan jeg fortælle, hvordan jeg voksede op. Mine veninder må ikke finde ud af det,” siger Xhevahire.
Bekendelserne er intime og iscenesat med alle fiktionsfilmens virkemidler. Der er en nedslående skønhed i de mørke billeder leveret af fotograferne Marek Septimus Wieser og Troels N’koya Jensen.
Det gælder både de opstillede monologer, hvor personerne er sparsomt oplyst, mens de konfronterer publikum, og i de smukke optagelser af livet i Kosovo, der binder monologerne sammen.
Erik Skodvins melankolske musik skaber et stemningsmættet og ofte urovækkende bagtæppe. Afterwar er stærkt stiliseret og til tider også så meget, at æstetiseringen tager brodden af personernes hårrejsende fortællinger.
De fire hovedpersoner er krediteret som medskabere, og monologerne er baseret på deres egne erfaringer. Mange af de medvirkende er personer fra deres liv. Andre er ikke – Afterwar befinder sig et sted mellem dokumentar og fiktion som en refleksion af personernes liv.
Den føles ikke mindre troværdig af at være indstuderet. I måden de opfører monologerne på – hviskende og insisterende eller opgivende og affektløst – tager de ejerskab over deres egne fortællinger.
Uden at foregive at give et tværsnit af Kosovo, der erklærede selvstændighed i 2008, giver ophobningen af smertefortællinger en gribende indlevelse i liv med traumer som et grundvilkår.
Man bliver stirret direkte i øjnene, og det er svært at ryste af sig.
Kommentarer