Ai Weiwei the Fake Case

Den autodidakte danske instruktør og fotograf Andreas Johnsen (Man Ooman, Natasja, Kidd Life) har gjort lidt af et scoop.

Hans nyeste film kommer nemlig helt tæt på den kinesiske kunstner og dissident Ai Weiwei. Ud over at være verdenskendt i kunstkredse for sine installationer, sin sociale aktivisme og sit arbejde med design og arkitektur blev Ai Weiwei kendt som kunstnerisk konsulent på det specielle olympiske stadion Fuglereden i Beijing.

Han trak sig dog ud af projektet før OL og kritiserede i utvetydige vendinger både myndighederne og internationale kunstnere, som deltog i planlægningen af åbningsceremonien. Ai Weiwei boede i New York fra 1981 til 1993, hvor han flyttede tilbage til Kina på grund af sygdom i familien.

Med sig havde han en avantgardistisk kunst- og designforståelse, som han nu udfoldede i hjemlandet. Myndighederne så ham som en stadig større torn i øjet, og i april 2011 blev Ai Weiwei anholdt af det kinesiske politi. Intet slap ud om hans skæbne, og mange frygtede det værste. Pludselig – efter 81 dage – blev han så løsladt og sat i husarrest.

Han fik et års prøveløsladelse og en fabrikeret anklage for skatteunddragelse. Ai Weiweis arkitekt- og kunstfirma hedder Fake Ltd., og myndighederne lagde ikke sag an mod personen Ai Weiwei, men mod firmaet. Som han selv bemærker i filmen, var det en fake sag imod et fake company, men for real. Det ville næsten være sjovt, hvis det ikke var så brutalt og grænseoverskridende. Andreas Johnsen har fulgt Ai Weiwei gennem hans år som prøveløsladt.

Med videokamera og gode spørgsmål iagttager han kunstneren og viser os elegant og hårrejsende, hvordan det er at være et menneske, som må leve med at være kendt, efterspurgt og overvåget døgnet rundt. Berømt og feteret i hele verden, efterspurgt af journalister, kunstfolk, fans og hangarounds – og overvåget af det kinesiske politi. Det er et liv under ekstremt pres, vi er vidne til. Men også et liv, hvor der skal være plads til kone og barn og hverdag.

Først er Ai Weiwei ikke til at lokke mange ord ud af, for han har tydeligvis fået besked på ikke at sige en lyd om sin anholdelse. Men efterhånden får han tungen på gled, og i sin kunst bearbejder han sin tid i enecelle under konstant overvågning og med daglige forhør.

Vi ser ham afvise emsige journalister, som plager ham om interviews. Vi ser ham besøge sine assistenter og instruere dem i atelieret. Vi ser ham sammen med sin mor, der selv var intellektuel og sammen med faren røg i styrets unåde helt tilbage i 1957. Vi ser ham køre rundt i byen med sin chauffør og lege kispus med deres forfølgere. Og endelig ser vi ham, gang på gang, sidde tungt på stolen og gnide øjnene og ansigtet i de store håndflader, lydløst sukkende, eftertænksomt og udmattet.

Ai Weiwei har altid brugt sin egen krop og persona i sin kunst (han kaldes også Beijings Andy Warhol), og han virker helt tryg ved at blive filmet. Det gør filmen til en behagelig og rolig affære trods det højspændte indre drama. Og Andreas Johnsen bringer os så tæt på denne kunstnerskikkelse, at vi både forstår og undres over, at han er blevet kaldt ”Kinas farligste mand”.

Det skal selvfølgelig forstås på den måde, at hans intellektuelle indflydelse truer de gamle magtstrukturer. Da skattevæsenet for eksempel pludselig opkræver over halvanden million dollars, som de mener, han skylder, begynder folk helt uopfordret at kaste pengesedler foldet som papirsflyvere ind over hegnet til hans hus. Det siger noget om hans status!

Filmen har ingen underlægningsmusik, bortset fra Nina Simones Feeling Good i rulleteksterne. Det er billederne, pauserne, tavsheden og replikkerne, der fortæller historien, og det er svært ikke at blive grebet af samme fascination, som instruktøren tydeligvis har haft af sit emne. Ai Weiwei the Fake Case sætter kunstnerens rolle i fokus på alle niveauer. En lille stor film.