Russiske Andrej Tarkovskij indtager en enestående plads i filmhistorien, selv om han blot nåede at lave syv spillefilm og døde i 1986, 54 år gammel.
Han er en kompleks og gådefuld instruktør. Så meget desto mere lyst har man til at blive klogere på ham.
Nogle udenlandske anmeldere kalder filmen et ”erindringsmesterværk”, men så langt vil jeg ikke gå. Der er ingen interviews med gamle venner, familie, kollegaer eller bekendte.
Kun Tarkovskijs egen karakteristiske stemme glider ind og ud over sanselige billeder fra mesterværker som Den yderste dom og Solaris – og hans kommentarer til private, sort-hvide fotografier fra barndommen.
Fortællerstemmen stammer fra et interview, og dokumentaren bliver således Tarkovskijs fortælling om sig selv – hjulpet på vej af sønnen. Måske netop derfor kommer vi aldrig rigtigt ind under huden på instruktøren.
Dokumentaren gør rede for Tarkovskijs liv og virke med spændende kapitler om hans barndom, tidlige ungdom og eksil i Vesten, efter at han forlod Sovjetunionen.
Især det sidstnævnte kapitel er interessant. Efter et konstant pres fra det sovjetiske regime følte Tarkovskij sig nødsaget til at forlade Rusland. Men han havde svært ved at finde sig til rette i Vesten og kunne ikke forlige sig med tanken om at skulle lave film til et andet publikum end det russiske.
Han mente, at kunstneren altid vil være national, uanset hvor han befinder sig. De sande, frie individer befinder sig ofte de mest undertrykkende steder på kloden, siger han på et tidspunkt.
Der er en form for kontrol i alt, hvad Tarkovskij fortæller. Filmen er kemisk renset for humor og ironi.
Lige så megen kontrol Tarkovskij havde over kameraet og skuespillerne, lige så kontrolleret er han, når han opbygger en fortælling om sig selv og sit liv. Det er egentlig forbløffende lidt, man får at vide om mesterens kunstneriske arbejdsmetode.
Vi har uden tvivl at gøre med et utroligt begavet menneske, som har en enestående evne til at udtrykke sig, men også er tilbøjelig til at blive selvhøjtidelig.
Tarkovskij ejer et imponerende ordforråd, men holder også koldsindigt styr på fremstillingen i sine filosofiske tirader. Han er nærmest prædikende, ja, messende i dele af filmen. Man fristes til at spørge, om han virkelig er fuldkomment ufejlbarlig?
Billederne fra hans egne film er stadig dragende, mærkelige og ubegribeligt smukke. Men det er ikke mindre dragende at se ham sammen med skuespillerne på optagelse.
Der er en dristighed såvel som præcision over ham, når han befinder sig på et filmset. Man føler sig beæret over at få lov til at få indblik i hans arbejde.
Og man ville gerne have haft mange flere billeder af instruktøren, når han udfolder sig med sine skuespillere. For det er her, at vi kommer tættere på ham – ikke bare som kunstner, men også som menneske.
Klippene føles langt mere intime end den konstante fortællerstemme, hvor Tarkovskij på bedste instruktørmaner leder os i en bestemt retning. Han dikterer, hvad vi skal tænke om ham, men klippene er et lille åndehul, hvor vi får lov til at gøre vores egne iagttagelser.
facebook
twitter
Kommentarer