Ai Weiwei er kendt for sin kompromisløse kritik af autoritære magtstrukturer og menneskets formidable evne til at skabe uoverskuelige problemer.
Animality er ingen undtagelse.
Filmen, som får verdenspremiere på Cph:Dox, kredser om menneskets forhold til dyr – som ressource og medskabning. Den spænder fra halshuggede kadaverbunker på Kinas hundemarkeder til poetiske billeder af fiskenet, der flyder som limegrønne skiver på havoverfladen nær Lofoten i Norge.
Allerede denne modstilling siger noget om, hvad Animality gør ved publikum. Den sætter vores moralske pile på arbejde og tvinger os til at overveje, hvorfor bestemte former for dyrehold føles okay og andre ikke.
Handler det om den miljømæssige påvirkning eller graden af omsorg for dyrene, inden boltpistolen eller harpunen rammer? Handler det om, hvor meget tradition slagtningen er forlenet med? Eller er det vores regionale smagsløg og irrationelle forhold til dyreracerne som kæledyr – deres sjældenhed eller nuttethed – der taler gennem vores nærmest kropslige respons?
Den kinesiske multikunstner, der i dag bor i Tyskland, har ingen æggehoveder med i filmen. Alle refleksioner kommer fra de umiddelbart involverede kvægdrivere, fuglejægere, slagtere med mere. De fleste er lykkeligt befriet for følelsen af inkvisition.
Billederne er af dyrene og dem, der regerer, og de sætter et etnografisk og zoografisk spejl op foran os. Et spejl med mange facetter.
Som den 80-årige amerikanske biolog Donna Haraway ville sige, formes vores forhold til dyr af de systemer, vi er en del af. Ikke kun økologiske, men også politiske og økonomiske.
Kultur og natur er spundet ind i hinanden.
Fra de 5.000 tømmerelefanter, der i Myanmar står foran arbejdsløshed, når den politisk korrekthed med afskovning og dyreetik sætter ind, til indonesiske hvalfangere i diminutive træbåde, der efterhånden kun fanger hvaler med års mellemrum.
Indimellem rammer indslagene uden for skiven.
Pakistans sværme af græshopper er ikke dyrehold og føles som et mærkeligt indslag. Den kinesiske cirkusfamilie, der i tre generationer har trænet tigre, aber og bjørne, er fotogen, men føles som en numerisk ubetydelig kultur. I det hele tager byder filmen på en voldsom, kinesisk overrepræsentation.
Meget af styrken ligger i æstetikken og spændingsopbygningen. Droneoptagelser og glidende steadycams kan gøre brutalitet inciterende. Som når vi går med mænd på knortekæppejagt efter uregistrerede hunde i en kinesisk landsby og gisper vantro, når en hund får smadret ryggen og derefter kraniet for rullende kamera.
Hundeelskere står til en gyseraften i biffen.
Anderledes vildmarksbetagende er blikket på yakokse-hyrder. Eller bevægelsen ind i mørket med opfindsomme fuglejægere, der har opdaget, at de kan slå fugleflokke ned med stave, når fuglene i tåge søger mod midlertidigt opsatte projektører i skoven.
Kan vi lære noget af eksemplerne?
Ai Weiwei lader med sin danske klipper Niels Pagh Andersen dem hænge separat og være mere åbne, end kapitalisme-kritiske dokumentarer ellers gør. Men selv om Animality ikke er en aktivistisk film i gængs forstand, er den en indlysende del af instruktørens større projekt: at blotlægge magtstrukturer, som vi tager for givet.
Som han for eksempel gjorde med Human Flow, der handler om flygtningestrømmene, og Coronation, der stiller skarpt på coronakrisen.
Det er ikke første gang, han beskæftiger sig med dyrenes rolle i samfundet. Med skulpturværket Circle of Animals/Zodiac Heads fra 2010 genskabte han således de stjålne dyrehoveder fra Yuanmingyuan-paladset, og i tapetkunstværket The Animal That Looks Like a Llama but is Really an Alpaca fra 2015 undersøgte han, hvordan vi giver dyr kulturel betydning.
Men i Animality er det ikke symbolikken, men systemerne og deres ofre, der er i fokus. Og det gør flertydigheden mere problematisk. Vi mennesker er indlysende problemet, men snarere end at animere til handling gør Animality det sværere at se konkrete løsninger.
Som debatoplægget virker filmen derfor i nogen grad mod sin hensigt, men man ville alligevel ikke have været foruden den fascinerende og ofte blodige sanserejse rundt i verden.
Kommentarer