Nine Rocks

Du skal ud, hvor du ikke kan bunde, synger Danmarks første rockband Steppeulvene i et nummer fra 1967.

Rock’n’roll har fra genrens guldalder handlet om frigørelse – frigørelse fra samfundets normer, kulturens vanespind, kroppens anatomi. Fyr dine fede, skyd din heroin, befri dig selv.

Drømmen stoppede brat, da en tilskuer blev stukket ned under en Stones-koncert. Da Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison døde af overdoser. I 1980’erne og -90’erne faldt mytologiske helte som Sid Vicious og Kurt Cobain.

I Danmark mistede rocken sin uskyld i år 2000 på Roskilde Festivals anden dag under en overfyldt Pearl Jam-koncert. Folk lå væltet ned over hinanden. Næstnederst i bunken lå Tor Nygård Kolding, den ene af instruktørerne af Nine Rocks.

I dokumentaren ser vi ham svømme under havet og boblerne stige til overfladen. Han er billedlig talt på dybt vand, da han ligger under fire-fem mennesker og oven på en livløs ung mand. Han kan ikke få vejret. Han forsøger at vikle sig fri. Han bliver revet i. Alle ligger viklet ind i hinanden og forsøger at slippe væk. Til sidst ligger han ved siden af bunken uden bukser: ”Save them,” råber han.

Ni mennesker er døde.

Tor fortæller hændelsen nøgternt og reflekteret med ansigtet i front mod kameraet. Her femten år efter forsøger han at bearbejde sin sorg. Filmen er optaget håndholdt. Vi følger Tor i bedste rock-ånd on the road, og det giver fortællingen liv.

Han besøger mindestedet med de ni sten, som filmen er opkaldt efter, og taler med en præst om tilgivelse. Han besøger forældrene til to af de efterladte, en hollænder og en svensker. Han besøger Roskildes sikkerhedsvagter og sikrer sig, at alt er forbedret. Han taler med sin mor. Han fortæller, at han i månederne efter kom til at smadre sin vens stereoanlæg og slå ham i gulvet, da vennen kom til at sætte Pearl Jam på.

Oprindelig skulle filmen have været en mere klassisk dokumentar med Tor Nygård Kolding i journalistrollen, men da filmklipper Rikke Selin fik optagelserne, så hun en stærk personlig fortælling smittet af berøringsangst. Så klipperen blev medinstruktør og skar meget af det journalistiske væk for at nå ind til det emotionelle og poetiske.

Resultatet får karakter af en hjemmelavet mindesten med helbredelsen i fokus. Et sympatisk forsøg på huske, forsone, komme videre.

Spørgsmålet er, om vi til trods for det psykologiske fokus kommer helt i dybden med Tors terapeutiske rejse. Det havde været interessant at se ham i samtale med andre vidner, der ligesom Tor havde oplevet det samme og været tæt på døden. Har de også skyldfølelser? Kunne de i samme rum opnå en større forståelse af det hændte?

Jeg savner på sin vis også en mere umiddelbar ordstrøm af følelser fra Tors side. Et forsøg på at sætte ord på hele paletten fra sorg indadtil til aggressioner udadtil. For at vi som tilskuere helt forstår traumet.

Måske fordi filmen oprindelig var tiltænkt mere distanceret journalistisk, kommer den ikke helt i mål med sit inderlige, poetiske projekt.

Femten års psykologisk bearbejdelse vil uundgåelig give ens psyke lag af beskyttelse, og dermed får filmen også sværere ved at bore helt derind under mindestenen, hvor det bliver rigtig svært og sorgfuldt.

Mindre kan heldigvis også gøre det, og der er kommet et flot resultat ud af en lowbudgetfilm finansieret af produktionsselskabet First Lady uden støtte fra hverken Det Danske Filminstitut eller Roskilde Festival.

Skal du på Roskilde, vil jeg anbefale dig at se filmen på femtenårsdagen for de ni. For at mindes og mærke historien. Det sker på Roskilde-festivalens Rising-scene den 30. juni 2015 klokken 17.45.