Antidote

Hvilke omkostninger har det for de mennesker, der sætter deres liv på spil for at afdække Putin-regimets forbrydelser? Hvordan opleves det konstant at leve i frygt for at blive slået ihjel eller fængslet?

Det forsøger den aktuelle Cph:Dox-dokumentar Antidote at give svar på.

I den stramt klippede og velproducerede dokumentar møder vi en anonym whistleblower, der har været med til at afsløre Ruslands systematiske brug af gift som politisk våben. Hans ansigt ser vi aldrig, det er blevet regenereret ved hjælp af AI. Et greb, jeg ikke tidligere har set, men som både er fremmedgørende og fascinerende.

Bag det generiske, algoritmisk skabte ansigt, der i sig selv virker komplet anonymt, fornemmer vi alligevel brudstykker af et menneske. Hvordan dette menneskes rigtige ansigt ser ud – om det er ungt eller aldrende, hærdet eller forfinet, tillukket og frygtsomt eller åbent og levende – må vi som publikum selv forestille os.

Men ikke alle medvirkende i Antidote er anonymiserede.

Den russisk-britiske aktivist Vladimir Kara-Murzas ansigt er også forvrænget, men ikke af AI. Hævelsen og blegheden skyldes den gift, han stadig lider under virkningerne af. På det tidspunkt, hvor dokumentaren er filmet, sidder Kara-Murza i en straffekoloni i Sibirien, dømt til 25 års fængsel. Og hans tilstand forværres dagligt.

Kara-Murza har overlevet to attentatforsøg med den samme type gift, som den anonyme whistleblower har været med til at afsløre Ruslands brug af mod politiske fjender. På den måde bliver de to hovedpersoners skæbner på morbid vis forbundet.

Mindst lige så nervepirrende er det at følge Vladimir Kara-Murzas hustru Evgenias utrættelige kamp for at udbrede sin mands fortælling til den internationale offentlighed.

”Jeg tror, det er sværere at dræbe nogen, når hele verden kigger med. Jeg vil derfor råbe så højt, jeg overhovedet kan,” fortæller hun til kameraet.

Også den bulgarske journalist Christo Grozev er blevet et mål for Kremls efterretningstjenester og må gå under jorden på den anden side af Atlanten. I årevis har Grozev sammen med onlinenetværket Bellingcat afsløret russiske efterretningsoperatører, blandt andet bag forgiftningerne af den nu afdøde oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.

Vi er med, når Grozev advares af amerikanske myndigheder om, at han ikke bør vende tilbage til sin bopæl i Wien, hvor et russisk team venter på ham. Vi følger ham, da han desperat forsøger at få fat på sin aldrende far, der bor i Wien. Opkaldene forbliver ubesvarede, og faren poster heller ikke længere på Facebook. Vores første tanke er også Grozevs: Er hans far blevet slået ihjel? Og i så fald af Rusland?

Grozev er tydeligt slidt op. Han fortæller midt i filmen, at hans læge aldrig før har set et så belastet nervesystem. Selv når han sover, er kroppen på overarbejde. Stresshormoner pumpes konstant rundt i blodbanerne.

Antidote er tempofyldt, men uden at blive sensationalistisk eller en decideret politisk thriller. Filmskaberne har ladet drivkraften være de tre hovedpersoners følelser, og instruktøren James Jones (Chernobyl: The Lost Tapes) har givet plads til at udpensle de menneskelige omkostninger, hovedpersonens modstandsarbejde har: ødelagte familier, en flosset psyke, et liv i konstant frygt og til tider total modløshed.

Dokumentaren anvender animerede visualiseringer og AI-genererede ansigter som en måde at skabe anonymitet på. Brugen af AI vil utvivlsomt dele vandene, men det er svært at benægte, at grebet understreger filmens alvor.

I en tid med Trump og et muligt skift i den amerikanske indstilling til Rusland, hvor normalisering er på dagsordenen, fremstår filmen som en direkte opfordring: Normalisér ikke Putins diktatur, for der er intet normalt ved at forgifte politiske-modstandere, sende dem i eksil i Sibirien eller lade kritiske journalister leve i konstant frygt.

Og frem for alt: Glem ikke de mennesker, der har valgt at yde modstand!