Apropos of Nothing

Når Woody Allens film meget sjældent føles for lange, skyldes det også, at de ikke er særligt lange. De bedste og mest berømte – Annie Hall, Hannah og hendes søstre og Manhattan – varer under to timer.

Instruktørens opsætning af sine elegante sædeskildringer med vid og bid bliver derfor sjældent trættende.

Det er desværre ikke tilfældet med Woody Allens meget foromtalte erindringer: Apropos of Nothing.

Over mere end 300 sider leverer han memoirer hulter til bulter og tilsætter dem et forsvarsskrift for den aktuelle sag med datteren Dylan Farrow og forholdet til steddatteren og siden hustruen Soon-Yi Previn.

Selv om læseren skal over halvdelen af bogen igennem, før Allen går i gang med sin version af sagerne, går der et spøgelse igennem bogen fra første side: Mia Farrow.

Ifølge instruktøren er hun både en fremragende skuespiller og en furie fra helvede.

Som biografi begynder bogen helt traditionelt. En kunstner fortæller om vejen til sin kunst og de efterfølgende kunstværker med påhæng af koner og kærester, venner og kolleger.

Mange af de mange første sider kender man allerede fra Allens erindringsfilm Radio Days. Hans jødisk-amerikanske og mildt venstreorienterede, men meget snakkende småborgerfamilie i Brooklyn. En markant tyrannisk mor og omflakkende utro far i et spøjst miljø af fantaster og drømmere.

Woody Allen gør meget ud af, at han kommer fra en aldeles antiakademisk baggrund, hvor bøger var en by i Rusland. Men det har han siden indhentet. Der er ikke en side, hvor han ikke lige får smidt et litterært navn eller citat ind i sit meget zigzaggende, mere eller mindre slagfærdige sprog.

Det går over stok og sten med et konstant mylder af alle de berømte mennesker, Allen møder på sin vej. Først som gagman for diverse komikere, siden som fremragende filminstruktør, men efterhånden også en galoperende snob, der konstant tematiserer sine falske mindreværdskomplekser.

Tænk, at lille Woody kom til at kende alle disse verdensberømte kendisser, men også mægtige fjender. Og smukke kvinder forført med lommefilosofi, selvmedlidenhed og namedropping i penthouselejligheden på Manhattan. Han har et kvindesyn som et falmet nummer af Playboy.

Der er underholdende anekdoter om alle de fantastiske skuespillere fra hans film. Mens han selv lever op til at være den neurotiske, navlebeskuende newyorker, som nødigt forlader Manhattan. I så fald kun til Paris for at spise trøfler med Truffaut.

Når det kommer til den del af bogen, der handler om Mia Farrow og hendes anklager, snakkes der endnu mere løst og fast. Vi taler om en slægtsfejde, som ulykkeligt deler vandene og parrets børn.

Men Allen skyder sig selv i foden i sin usammenhængende forsvarstale. Alt betragtes som en stor joke, intet tages alvorligt, og alt minder om en af Woody Allens elskede film.

Mia Farrows forhold til datteren Dylan og dennes anklage mod faren sammenligner Allen med Claude Rains’ mor, som forgifter svigerdatteren Ingrid Bergman i Hitchcocks Berygtet.

Eksemplet er ikke enestående.

Woodys vittighedssyge forvandler det hele til et lystspil, som han har set engang på det hvide lærred. Levende billeder fra den barndommens biograf, som instruktøren antageligt aldrig har forladt.

Mig og Bogart, hvor Woody Allen spiller en usikker fyr, der identificerer sig med filmstjernen Humphrey Bogart, er tilsyneladende tættere på sandheden, end man skulle tro.

Han har haft svært ved at få bogen ud, og meget tyder på, at der har manglet en redaktør til at fjerne gentagelserne, skære ned på fjolleriet og flovserne og fået ham at være mere alvorlig og mindre selvoptaget.

Apropos of Nothing er ikke rar læsning.

Jeg vil til enhver tid foretrække selv en af Woody Allens svageste film frem for hans uorganiserede ophobning af berømtheder og våde vittigheder.