Boganmeldelse
03. apr. 2014 | 20:14

Asta Nielsen fortæller

Foto | Art-Film GmbH
Asta Nielsen i rollen som kvindelig Hamlet i Svend Gade og Heinz Schalls fortolkning Hamlet fra 1921.

Asta Nielsen var ikke kun en stor stumfilmskuespiller, hun havde også et litterært talent. Ny antologi byder på overraskende mørke og satiriske noveller.

Af Flemming Kaspersen

Internet Movie Databases opslag på Asta Nielsen (1881-1972) er ikke godt for vores filmhistoriske selvforståelse: ”Danish leading woman in German films,” kalder IMDb hende.

Teknisk set er det ikke forkert.

Asta Nielsen – Die Asta – lavede de fleste af sine film i Tyskland. Men herhjemme opfatter vi hende med rette stadig som et af dansk stumfilms største ikoner, som fra debuten i Afgrunden (1910) blev synonym med dansk films ultimative internationale storhedstid.

Asta Nielsen var en verdensstjerne i stumfilmtiden, men hendes karriere stoppede brat med lydens fremkomst. Talefilmen passede hende ikke, eller også var det omvendt.

Men at Asta Nielsen kunne noget med ord, beviste hun, da hun i 1945-46 udgav sine erindringer i tobindsværket Den tiende muse. Et hovedværk i dansk filmlitteratur og en afgørende dansk selvbiografi.

Efter succesen med Den tiende muse, som blev overvældende positivt modtaget af kritikerne, fik Asta Nielsen blod på tanden og forsøgte sig med en litterær karriere. Frem til midten af 1950’erne udgav hun cirka tyve fiktionsnoveller og erindringshistorier, blandt andet i ugebladene Nationaltidende Søndag og Alt for Damerne.

Det er et udvalg af disse, tolv i alt, som nu er samlet i den lille antologi med titlen Asta Nielsen fortæller. Intet af materialet har tidligere været udgivet i bogform på dansk. John Chr. Jørgensen har redigeret og forsynet teksterne med korte, interessante introduktioner. Desuden har Poul Malmkjær skrevet en filmhistorisk note til hver af teksterne. Dette gør i sig selv bogen til en god, ultrakort introduktion til Asta Nielsens liv, film og litteratur. Men bogen er samtidig en fin samling overraskende mørke og velskrevne noveller og erindringsglimt.

Åbningshistorien, Sangen til Ar fra 1949, beskriver en syvårig piges forhold til et sygt, døende, barn med en blanding af feminin følsomhed og iskold realisme. Og i den måske mere direkte biografiske Rosen (1952) bliver en visnet rosenblomst et billede på hovedpersonens søsters død. Kontant og usentimentalt.

Blodig, barsk og indigneret er beskrivelsen af en tyrefægtning i Spanien i Døden i Sevilla, en kronik trykt i Politiken i november 1955. Asta Nielsen var en skarp modstander af tyrefægtning, som hun aktivt agiterede imod. Og skildringen af magre krikker i kamp med forpinte tyre kunne nærmest være taget fra Cormac McCarthys Blood Meridian. Det er delirisk, solsvedet og brutalt:

På den modsatte side af arenaen havde tyren nu spiddet endnu to heste på de blodige horn, tarmene slæbte efter dem, de styrtede og ved hjælp af savsmuld blev tarmene atter stoppet ind. Den ene hest kom atter på benene, forsøgte at gå, snublede i sine egne indvolde og blev på ny angrebet af en rasende tyr, på hvis ryg tolv bandarillas vuggede, og ved hver bevægelse borede de knivskarpe pile sig rundt i sårene.

Men det er ikke sort alt sammen. Beskrivelsen af altmuligmanden Jensens sølvbryllupsfest i Pullimut (1949) er en sviende satire over Københavnsk småborgerlighed.

Fortælleren kan ikke sige nej til en invitation og befinder sig pludselig i festligt, fugtigt lag med uendelige taler, festsange i mol, hjemmedyrket tobak og strømme af mystiske alkoholiske fluidummer – hvidvinstypen, rødvinspræparatet, den imiterede cognac. Det er i virkeligheden en ganske snobbet skildring af det lavere borgerskabs tåbeligheder. Men det er sjovt!

Mere lige-ud-ad-landevejen er en fortælling som Jul i Massa (1949), hvor vi kommer med på optagelserne til 1914-filmen Zapatas bande.

Asta Nielsen fortæller er nok mest for komplettister ud i dansk filmlitteratur. Men den lille bog er samtidig en overraskende spændende samling noveller og kronikker, der i glimt er både gribende og morsomme.

Kommentarer

Asta Nielsen fortæller – erindringsnoveller og kronikker

År:
2014

Forfatter:
Asta Nielsen
– redigeret af Chr. Jørgensen og Poul Malmkjær

Forlag:
Spring

Omfang:
166 sider

Vejledende pris:
198 kr.

© Filmmagasinet Ekko