Hvad skal man stille op med Baby Invasion?
Harmony Korines seneste Venedig-projekt efter sidste års udsyrede og macho-toksiske Aggro Dr1ft er et computerspilsmareridt i første person. Iscenesat som en livestream af en maskeret gruppe røveres indbrud i luksusvillaer i Florida.
Præmissen er kuldegysende.
Et hacket computerspil florerer på the dark web, som via augmented-reality-teknologi gør virkeligheden til et voldspsykopatisk skydespil.
Røvernes ansigter er via AI-teknologi erstattet med smilende babyfjæs, men de bærer automatgeværer og opfører sig som overstadige teenagere, der vifter med fuckfingre og raver igennem, mens 8bit-animerede avatars danser hen over skærmens nederste halvdel, og et kommentarspor leverer pubertære jokes og blaserte kommentarer:
Late stage capitalism, bro.
My grandma got more drip than these wannabes.
Welcome to the end of joy.
De fleste kommentarer er skrevet med asiatiske skrifttegn eller det kyrilliske alfabet, og der er hverken reallyd og eller megen handling. Røverne danser rundt, mens husenes hovedrige ejere sidder rædselsslagne på jorden, lige så livlige som NPC’er i et online-skydespil.
Billederne skifter konstant, videochatvinduer og popup-beskeder om penisforstørrelser og gavmilde prinser fra Nigeria dukker op, mens virkeligheden fortoner sig i lag af frenetisk computergrafik.
Hen over uhyrlighederne lyder et pumpende electronica-lydspor leveret af den anonyme, kultdyrkede musiker Burial. Og en kvindelig sengekammerstemme fortæller et eventyr om en kanin, som det er komplet umuligt at koncentrere sig om.
Baby Invasion er kun en film i den allermest generøse forstand, nemlig at den kan projiceres på et lærred for et betalende publikum, uden at de kan kræve deres penge tilbage.
Men det er der vist heller ikke megen risiko for, at de ville gøre, selv om billetterne her i Venedig går for 300 kroner stykket. Harmony Korine er en superstjerne for en indforstået fanskare, og ingen anden visning på Venedig-festivalen har været lige så svær at komme ind til.
Den amerikanske instruktør slog igennem som manuskriptforfatter til Larry Clarks skelsættende Kids fra 1995 og blev senere filmbranchens enfant terrible med værker som Trash Humpers og Gummo samt en respekteret kultfilmskaber med Spring Breakers og den muntre slackerkomedie The Beach Bum.
For et par år siden startede han kunstkollektivet EDGLRD, der ”redefinerer fremtidens underholdning”, som der står på hjemmesiden. Som navnet antyder, går det ud på at være så yderliggående, provokerende og nævenyttig som muligt.
Jeg var selv grebet af den tomgangspoetiske Aggro Dr1ft, der var optaget med infrarøde kameraer og pyntet med computergenererede effekter og screensaver-æstetik. Meget af salen udvandrede undervejs, men blev man hængende i Harmony Korines solsvedne gangsterunivers, havde de vildt farverige billeder en hypnotisk effekt.
Allerede dengang erkendte instruktøren, at man dårligt kunne kalde det en film, og da Aggro Dr1ft holdt amerikansk premiere i Los Angeles i januar, var det meget passende på en stripklub.
Baby Invasion er endnu sværere at kategorisere, og instruktøren har lovet, at det færdige produkt vil byde på indtil flere film-i-filmen, som man kan se samtidig på sin telefon.
Jeg ved ikke, hvorfor det skulle gøre oplevelsen bedre. Til gengæld kan jeg levende forestille mig Baby Invasion som baggrundstapet til et raveparty. Måske vil den give en afstumpet form for mening med mdma i blodet.
Harmony Korine taler til en anden generation end det rutinerede festivalpublikum, der sad med blokkene parat til visningen. Baby Invasion er designet til TikTok-generationen – som den unge mand, der blev lukket ind i sidste øjeblik, fordi der stadig var et par tomme pladser.
Halvvejs igennem filmen begyndte han at snorke.
Kommentarer