På krigsveteranernes fattighjem i København rejser fantasten Ludvig Kahlen sig fra sit leje, pudser sin ene medalje og trækker i en slidt uniform på vej til audiens hos kongen.
Han vil slå en handel af med rigets hersker.
Hvis han kan opdyrke den golde og lovløse jyske hede, vil han ophøjes til det søde adelsliv, han længes efter som den uægte søn af en godsejer.
Også for kongehuset er det et kynisk projekt. Frederik V vil have flere skatteindtægter, men er for optaget af at drikke og hore til at bekymre sig om hvordan.
For at lukke munden på både kongen og Kahlen, og fordi den tilknappede kaptajn hævder selv at kunne finansiere projektet på sin tyske militærpension, indvilger Rentekammeret i at lade ham forsøge.
”Vi kunne love at gøre ham til kejser af Rusland. Heden kan ikke dyrkes,” siger en af de royale papirnussere.
I dag ved vi bedre.
Danmark er Europas mest opdyrkede land, og vejen til det jyske landbrugsboom er en storslået ramme for Nikolaj Arcels comeback elleve år efter Oscar-nomineringen for En kongelig affære.
Efter den kiksede Hollywood-debut The Dark Tower vender han tilbage til en opskrift, der virker: Mads Mikkelsen som fremsynet drømmer midt i 1700-tallets magtfuldkomne aristokrati, i kamp mod en sadistisk adelsmand og med en besindig kvinde fanget midt imellem.
Lighederne med En kongelig affære er så iøjnefaldende, at man let kan stirre sig blind på dem. Men de to film har først og fremmest kvaliteten tilfælles.
En kongelig affære er med sine pudderparykker og tyste komplotter et hofdrama efter alle kunstens regler, mens Bastarden er en formfuldendt western.
Ludvig Kahlen er den stålsatte nybygger på jagt efter sit livs lykke mod vest, hvor han standses af Simon Bennebjergs godsejer Frederik Schinkel – ”De Schinkel,” om han må be’ – der agerer som en skruppelløs ranchejer med sit eget krav på den uopdyrkede jord.
Han er en kulørt skurk, et forvokset, kontrolsygt barn i sin fars skygge, og Simon Bennebjerg brænder lige så meget igennem, som Mikkel Boe Følsgaard gjorde det som Christian den Sindssyvende.
Frederik de Schinkel værner om sin råde- og revselsesret over egnens fæstebønder og har ikke til sinds at lade en opkomling som Kahlen nå længere frem i verden, end at han hurtigt kan pilles ned igen. Så da hedeopdyrkeren afslår en handel efter at have fundet frugtbar muld i nærheden af Hald Gods, sætter han alt ind for at sabotere ham.
Da han forbyder sine fæstebønder at arbejde for Kahlen, hyrer Kahlen skovens lovløse vagabonder – taterne – til at hjælpe med at pløje, brænde og så. Ved Gustav Lindhs fromme præsts mellemkomst finder han også et ægtepar af bortløbne fæstebønder, Erik og Ann Barbara. De hjælper til på gården, som han af respekt eller som en provokation kalder Kongenshus.
For hvis Ludvig Kahlen lykkes med sit foretagende, vil heden blive overrendt med kongetro kolonister – tyske tilflyttere fra det danskejede Schleswig-Holstein – og magtbalancen vil tippe væk fra Schinkel.
Det har godsejerens forlovede, hans norske kusine Frk. Edel (Kristine Kujath Thorp), også indset. Hun indgår sin egen handel med Kahlen. Hvis han lykkes og får sin belønning fra kongen – titel, gods, tjenere, formue – kan hun præsentere ham som et bedre match for sin forgældede far.
Kvindernes handlemuligheder er begrænsede i denne mandeverden, men det er ofte dem, der får det sidste ord.
Bastarden er baseret på Ida Jessens roman Kaptajnen og Ann Barbara, og Amanda Collins Ann Barbara bliver stadig mere styrende for handlingen, efter at Frederik de Schinkel i en hårrejsende scene hæver indsatsen ved at demonstrere sin magt som landsdommer.
Sammen med den lille taterpige Anmai Mus, hvis mørke hud skræmmer gårdens arbejdere – racismen har dybe rødder – sår Ann Barbara tvivl ved Kahlens drøm om endelig at få de privilegier, andre er født med.
Han er en svær nød at knække.
Kahlen er sammenbidt og ærekær, ærgerrig og stædig, og Mads Mikkelsen fortæller meget med en bister grimasse og stiv tale, der kommer til kort i en morsom scene sammen med godsejerens forlovede.
”De er vist ikke vant til at føre samtaler med kvinder, er De?” spørger hun med et smil efter at have flirtet hen over hovedet på ham.
”Nej, jeg tror faktisk, dette er den længste, jeg nogensinde har haft,” svarer han akavet.
Hun slår en flig af fantasten. Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensens manuskript er både taktfast og overraskende hele vejen frem mod den blodige afslutning.
Fotograf Rasmus Videbæk sætter dramaet uforglemmeligt i scene med varme interiørbilleder og imposante tableauer af de vidde jyske horisonter. Den nådesløse hede er dækket af lilla lyng, så langt øjet rækker, indtil sneflokke kommer vrimlende og truer med at kvæle Kahlens livsprojekt.
Der er en ubøjelig strenghed i landskabet, som leder tankerne hen på Michael Noers Før frosten, og som komponist Dan Romer understreger med strygerinstrumenter, der spilles som pistolskud.
Livet er kaos, siger Frederik de Schinkel, men i filmen er der kræset for mindste detalje.
Bastarden er et fremragende historisk storværk med al den schwung, branchens topfolk kan præstere, orkestreret med præcision af en dreven fortæller med noget på hjerte og meget på spil.
Velkommen tilbage, Nikolaj Arcel. Kom lidt oftere hjem fremover!
Kommentarer