Virginia, 1864.
Spansk mos svajer fra prægtigt knejsende egetræer. De lange, sølvglinsende tråde skaber et magisk skær i skoven, hvor en lille pige plukker svampe. Som en anden Rødhætte går hun nynnende under de store træer, da hun pludselig møder ulven – eller i dette tilfælde: den hårdtsårede soldat John McBurney (Colin Farrell).
Troskyldigt slæber hun soldaten fra Nordstaterne hjem til pigeskolen i Syden. Her tager den tilknappede forstanderinde Miss Martha (Nicole Kidman) rask over og forsøger at redde soldatens liv ved at operere de mange kugler ud af skinnebenet.
Egentlig burde de overgive ham til Konføderationens varetægt, men Miss Martha vælger – efter at have vasket Johns spændstige overkrop – at lade ham blive, indtil han er på benene igen.
The Beguiled er en fortælling om forbudt, kvindeligt begær.
I Don Siegels version fra 1971 er det Clint Eastwood, der spiller den mystiske soldat, som får pigeskolens piger til at dåne. Clinten starter med at kysse den tolvårige skolepige i skoven, og så er vi ligesom i gang.
1960’ernes seksuelle frigørelse er tydelig i den obskure thriller, hvor Eastwood indespærres på pigeskolen, mens lysterne stiger. Han er den farlige fremmede, som ingen kan modstå, og de forbudte drifter fører til både sex og mord.
Der er en verden til forskel på Siegels energiske, rå filmsprog og Sofia Coppolas fintfølende æstetik. Derfor er det interessant at se, hvad Coppola har formået at få ud af den lille fortælling.
Hun fokuserer i højere grad på kvindeensemblet i The Beguiled og har da også samlet et imponerende et af slagsen.
Elle Fanning er det frivole, forførende pigebarn, lige på grænsen af den seksuelle lavalder. Kirsten Dunst den lidt ældre lærerinde Edwina, som bliver åh, så forelsket og Kidman den strikse forstanderinde Martha, der prøver at holde på formerne i en tid, hvor en ny verden truer.
Alle bliver de ramt af Colin Farrells dybe dådyrøjne, og alle spiller de eminent.
Der er en snert af The Virgin Suicides over The Beguileds unge kvinder isoleret fra omverdenen, men det mytiske drømmelag er erstattet af melodramaets bølgende følelser.
Da Edwina finder ud af, at John måske i virkeligheden er mere tændt på Elle Fannings forførende Amy end hende selv, falder hendes verden sammen. Det fører til en deroute i det tætte og stramt fortalte kammerspil, hvor Miss Martha igen på fornøjelig vis tager affære.
Men der er noget, der skurrer.
Kritikere har beskyldt Coppola for hvidvaskning, da hun har udeladt slaven Hallie – en karakter, der har en vigtig rolle i Siegels version. Coppolas svævende svar er, at det er for vigtigt et emne til at skøjte let henover, og at mange slaver på det tidspunkt i krigen var flygtet.
Det er simpelthen for letkøbt.
Især fordi The Beguiled er optaget på den historiske plantageejendom Madewood Plantation House, som også Beyonce brugte som et stærkt statement i Lemonade.
Det er, som om Coppola gerne vil have de smukke settings og den interessante historiske ramme, men helst ikke vil bekymre sig om de barske realiteter. Det skal selvfølgelig stå enhver instruktør frit for at fortolke begivenheder, men i denne sammenhæng virker det dobbeltmoralsk.
Problematikken er symptomatisk for Coppola-æstetikken, der altid har dyrket det ungdommeligt smukke. I The Beguiled får vi bedårende kjoler, sirlige fletninger og ungmøer opstillet i symmetriske kompositioner. Men det er også på grænsen til det nypuritanske.
Colin Farrell bliver aldrig farlig som Eastwoods karakter, og derfor er vi heller aldrig i tvivl om, hvem der snører hvem.
Takket være de ferme skuespillerkvinder er The Beguiled dog stadig en fornøjelig affære.
Særligt Nicole Kidman er i særklasse som den handlekraftige Miss Martha, der vil beskytte sine piger for enhver pris. Hun er udstyret med de kosteligste replikker, der leveres med akkuratesse og en helt igennem fantastisk sydstatsdialekt.
Kommentarer