Blue Moon

Da vi møder sangskriveren Lorenz Hart, stavrer han plørefuld om i regnen, godt i gang med at pådrage sig den lungebetændelse, der fire dage senere vil tage livet af ham.

Man ved altså, hvad der er i vente, da Richard Linklater klipper syv måneder tilbage i tiden til premierefesten for musicalen Oklahoma!. Over halvanden times medrivende kammerspil i noget nær realtid skildrer han en legendarisk, tragisk skikkelse inden for amerikansk musicalhistorie.

Lorenz – Larry – har en diminutiv statur og en gigantisk personlighed. Han spilles af Ethan Hawke med selvfed charme og lurende usikkerhed.

Oklahoma! er den første Broadway-musical, som Larrys kreative makker gennem et kvart århundrede, Richard Rodgers, har skabt uden ham. At den er på vej til at blive et nationalklenodie står øjeblikkeligt klart for forsmåede Larry, der foragter den af et ærligt hjerte.

For ham er det tandløs masseunderholdning, en klodset besyngning af et propagandistisk perfekt USA, som aldrig har eksisteret. Men det sælger, og komponisten Rodgers og hans nye sangskriver Oscar Hammerstein II stod senere bag flere familievenlige musicalsensationer som South Pacific og The Sound of Music.

Indtil da havde duoen Rodgers & Hart været Broadways store hitmagere, men de huskes i dag mere for en håndfuld klassiske sange end for de musicals, de blev skrevet til: My Funny Valentine, The Lady Is a Tramp og Blue Moon.

Sidstnævnte er en evergreen, som Larry ikke bryder sig om, men som alligevel blev hans eftermæle. Han optræder i filmen som en storskrydende fuldebøtte, der i første halvdel holder hof på den hotelbar, hvor premierefesten skal finde sted, og i den anden forsøger at finde en ny plads blandt gamle bekendte.

Filmen Blue Moon er et studie i afvisning.

Larry håber på at imponere den smukke, tyveårige Elizabeth (Margaret Qualley) nok til, at hun går i seng med ham, efter at han i månedsvis har sendt hende beundrende kærlighedsbreve. Da han bestiller blomster til hende, inviterer han også det mandlige bud med hjem, men bliver af et tvivlsomt elevatorblik.

”Alle forfattere bør være omniseksuelle!” deklarerer sangskriveren, der ikke vil afskære sig fra nogen former for kærlighed.

Samtidig venter Larry ængsteligt på, at hans gamle skrivemakker skal komme, så han kan vejre, om de stadig kan arbejde sammen.

Blue Moon er lige så forelsket i Lorenz Hart, som han er i sig selv. I hver en scene plaprer han løs om sit livs skuffelser og succeser. Han er selvforherligende og selvmedlidende, en inkarneret æstetiker, hvis sans for musikaliteten i det engelske sprog får publikum til at slå ørerne ud og holde godt fast.

Robert Kaplows manuskript er overstrømmende ordrigt og fyldt med citater fra alle de ordsmede, Larry sætter højt, og med hans egne spidse formuleringer og spydige kommentarer. Han smager på ordene og sigter efter det sublime, en sand romantiker og en nådesløs kritiker.

Filmen bygger på de breve, han og Elizabeth udvekslede, og der er kælet for replikkerne. Ethan Hawke har været Richard Linklaters trofaste følgesvend gennem det meste af karrieren – mest mindeværdigt i Before-trilogien. Men han er også selv forfatter og filminstruktør med forståelse for Larrys insisteren på at skabe uforgængelig kunst.

Han har hentehår og løse håndled og er gjort et hoved eller to lavere end sine medspillere. Det kunne let have været distraherende, men Ethan Hawke stråler i rollen.

Han er omgivet af gode kræfter.

Bobby Cannavale er en betroet bartender, der bærer over med ham, svarer skarpt igen og hælder op, når der er brug for det. Andrew Scott spiller Richard Rodger og antyder årtiers konflikter og succeser i deres få scener sammen. Margaret Qualley har rollen som Elizabeth, der ophidser Larry med historier om sine seksuelle eskapader og først sent indser, hvor ulige deres forhold er.

Robert Kaplow skrev også Richard Linklaters charmerende Me and Orson Welles, en anden film om New Yorks teaterverden. Siden har instruktøren søsat et ambitiøst filmprojekt, hvor han over tyve år filmatiserer Stephen Sondheims Merrily We Roll Along og optager en håndfuld scener om året.

Instruktøren elsker Broadway-musicals, og hans respektfulde gengivelse af New Yorks teatermiljø anno 1943 er fuldt af vink med hatten. Sondheim optræder endda selv kort til sidst i Blue Moon.

Richard Linklater stammer fra den uafhængige del af amerikansk film, men er også en inkarneret filmhåndværker, der spænder bredt i genrer og interesser. Blue Moon minder også en smule om hans tidligere et-lokation-film, den eksperimenterende Tape, der også havde Ethan Hawke i hovedrollen.

Men formatet er denne gang større, ligesom følelsen er anderledes traurig og nostalgisk. Man kan kun ærgre sig over, at filmen ikke står til at få dansk biografpremiere. Det er et forrygende velskåret kammerspil og en bittersød hyldest til stræbende romantikere.