Det går næsten altid galt, når der skal laves en film over en betydelig jazzmusikers liv, og det skyldes sikkert, at instruktøren aldrig er på niveau med den portrætterede kunstner.
Det gælder i hvert fald de to seneste forsøg, Miles Ahead og Chet Baker-filmen Born to Be Blue.
Chet Baker var i 1950’erne den førende cool-musiker på den amerikanske vestkyst. Han fastholdt en særlig skrøbelighed i sit spil, som om han ville gøre en dyd ud af sine tekniske mangler. Denne skrøbelighed blev et varemærke for hans særlige minimalisme. Han viste virkelig, at less is more.
Baker er vanskelig at efterligne, og det er filmens musikalske problem.
Den habile bebop-trompetist Kevin Turcotte gør sit bedste på lydsiden, og det samme gør skuespilleren Ethan Hawke, der forsøger at efterligne Bakers sang i blandt andet klassikeren My Funny Valentine, der faktisk blev ”opdaget” af Chet Baker for derefter at indgå i jazzens standardrepertoire.
Men det er ubegribeligt, at man fravalgte de originale indspilninger til filmen.
Den canadiske instruktør Robert Budreau har fået den krukkede idé at lade filmen begynde i 1966, hvor et filmhold er i gang med at lave en film om Bakers ungdom, mens resten af historien udspiller sig et par år senere.
Men det lykkes ham aldrig at forene nutid og fortid, og han ser stort på biografiske kendsgerninger. Det gælder ikke mindst den rolle, han tildeler Bakers instrumentkollegaer Miles Davis og Dizzy Gillespie, der medvirker i en scene, hvor de bestemt ikke var til stede i virkeligheden.
Ethan Hawke gør et noget anonymt indtryk som Baker, hvorimod Carmen Ejogo som hans kæreste er den eneste i filmen, som har star quality. Hun huskes som Martin Luther Kings kone i Selma.
Den bedste filmiske indføring i Chet Bakers liv og musik er fortsat Bruce Webers dokumentarfilm Let’s Get Lost fra 1988.
Kommentarer