”Is this the worst the world has ever been?” taster jeg ind i et tomt, hvidt søgefelt efter at have set den danskproducerede dokumentarfilm Can’t Feel Nothing, som bliver vist på dette års Cph:Dox.
Det er en film, som bestemt ikke efterlader seeren tom for følelser, men nærmere i akut weltschmerz.
Med udgangspunkt i sig selv har filmens instruktør, den amerikanske københavner David Borenstein, sat sig for at afdække den kalkulerede mekanik bag de sociale mediers tiltrækningskraft.
David er selv blevet en følelsesforladt zombie af sit skærmforbrug.
Det konkurrerende indhold i det lille sorte spejl er så overstimulerende, at man som storforbruger risikerer at blive så hærdet, at følelser ikke længere når ind. Tilværelsen på nettet er intens og nem, men den tillokkende pseudoeksistens kan koste én evnen til at leve rigtigt.
Han allierer sig med sin terapeut, der virkelig brænder for at bekæmpe mobilafhængighed, men efter tyve år i feltet risikerer at brænde ud.
Der er lige dele komik og tragedie i terapeuten, som på gebrokkent engelsk må indrømme, at selv hans egne børn på ironisk vis er en del af problemet. ”They’ve taken away my children from me. Kidnapped them,” siger han grådkvalt om internettet.
I en nøgtern og usentimental gennemgang af de følelser, David savner – vrede, kærlighed, frygt, glæde, skam, stolthed, chok – bliver vi præsenteret for ekstreme eksempler på, hvordan hver følelse instrumentaliseres i den digitale verdens opmærksomhedsøkonomi.
For hver tænkelig følelse er der content creators, som spiller på at vække netop den følelse hos sine seere. Seere, der kan blive til profit, hvis de er mange (eller gavmilde). På et syret uddannelsesforløb i livestreaming i Kina starter et undervisningsmodul med ordene: ”I dag er en lektion i naive rige mennesker.”
Can’t Feel Nothing er absurd, så absurd at jeg må søge efter synonymer for ordet, mens jeg skriver.
David observerer med måbende åben mund (eller er det bare resting zombie face?) en selverklæret internettrold, der systematisk terroriserer kommentarfeltet. Det viser sig at være en antihelt med slående selvindsigt. Og så ufrivilligt morsom og selvmodsigende, at David må vende tilbage til ham igennem filmen.
I Kina lever live-streamere mærkelige ikke-liv som digital kæreste eller hofnar. I Makedonien tjener en underbetalt læge størstedelen af sin indkomst på at fabrikere falske nyheder, og i Rusland betaler staten almindelige borgere for at lave nationalistisk propaganda for børn.
Davids karriere som dokumentarist er særligt knyttet til Kina, hvor han har boet i ti år, og det kinesisk ejede TikTok er virkelig stedet, hvor det sker, fornemmer man. ”This is our world now, not just in Russia but everywhere,” konstaterer en russisk TikTok’er i hjemsøgende mellemrum i filmen.
David drages af ekstremerne og har en god fornemmelse for, hvor virkeligheden føles mest uvirkelig.
Can’t Feel Nothing er eksistentiel horror, hvor ensomme mennesker famler sig frem under sjæleknusende kapitalisme. Men lydsiden er kontrapunktisk, optimistisk og naiv, og der er en stor humor i Davids øje for absurditet.
Humoren giver associationer til HBO’s formfuldendt finurlige dokumentarserie How to with John Wilson, der deler tone og stil med David Borensteins selvkritiske studie i det mærkelige moderne menneske. Og serien er et godt bud på en løftestang, man kan give sig selv efter hans mavepuster.
Visuelt er Can’t Feel Nothing mat og kontrastløs. Nærmest som en forstærkning af SoMe-zombiens oplevelse af den digitale verden som smuk og farverig og den virkelige verden som grim og grå.
David er trods sin digitale spleen nysgerrig på både afsender og modtager i hver af de syv følelser, han undersøger. Og pludselig føler kynikeren noget. Vores mand i felten kan endelig mærke noget igen: Fortvivlelse!
Det går op for David fem minutter før lukketid, at det er for brutalt at efterlade seeren uden et gryn af håb, og de sidste minutter af filmen lykkes som et lidt kejtet reparationskram med en kær, omend forudsigelig morale.
Can’t Feel Nothing er virkelig en rusketur, og efter at have set den får jeg alvorligt brug for at røre ved noget tredimensionelt. At gå ud og røre ved noget græs, som man siger på internettet.
Panisk pisker jeg afsted på den hurtigste cykelrute til havet, og så står jeg lidt der på en overskyet, vindblæst strand og knoldesparker.
Dommedag ulmer foran os, når vi folder avisen ud, tænder fjernsynet og løfter den fandens mobil. Men søgeresultaterne på ”Is this the worst the world has ever been?” fortæller mig, at menneskeheden historisk set aldrig har været mere lovende.
Jeg bliver faktisk håbefuld, efter jeg har grædt ud og på min cykeltur mærket mælkesyren i mine ben. Hvis David Borensteins samfundsdiagnose er mangel på følelser, må man sige, at hans film lykkes som chokterapi.
Kommentarer