Caught by the Tides

På en bjergvej med udsigt over en kinesisk bugt kan en kvinde og en mand ikke se hinanden i øjnene. Følelserne buldrer mellem dem, tapperhed og melankoli. Men vi ser kun deres hverdagsagtige koreografi forbi hinanden, bevægelser, der måske handler om det liv, de kunne have haft sammen. 

Da de endelig taler, er det i korte mellemtekst-skilte, hvidt på sort som i en stumfilm. 

Der er tre-fire sekvenser i Jia Zhangkes Caught by the Tides, der er så rørende, billedstærke og opfindsomme, at de ville vinde priser som kortfilm i løs form. Stilen er vidt forskellig, og der er ikke kapitelopdelinger mellem dem. Så man skal have tungen lige i munden og i øvrigt acceptere, at det ikke er en ordinær film. 

Hovedpersonen Qiaoqiao har vi tidligere mødt i Zhangkes Unknown Pleasures (2002), og i Caught by the Tides følger vi hendes søgen efter Bin, kæresten og chefen, der har forladt deres fælles hjemby Datong for at finde arbejde andetsteds. 

Rejsen fører hende gennem forskellige kinesiske landskaber, hvor hun bliver en tavs observatør af de skiftende omgivelser. Stedernes transformation bliver en spejling af hendes egen forandring – en kvinde, der bevæger sig gennem en verden, hun knap nok genkender. 

Mest slående og bogstaveligt sker det i scenerne fra Three Gorges – det gigantiske, topstyrede dæmningsprojekt, der lagde tusinder af byer under vand, ændrede vindforhold og temperaturer og gjorde millioner hjemløse. Qiaoqiaos blik fra en transportbåd rettes mod skiltene på bredden: Her kommer vandstanden til at være i fase tre. 

I Still Life, der i 2006 skaffede Jia Zhangke Guldløven i Venedig, er det samme kvinde, som betragter de samme landskaber fra samme båd, tavs og ivrigt vanddrikkende. Som en alien på en alt for varm planet. 

Også disse scener glider logisk ind, for hovedplottet er taget fra netop den film: Kvinde søger en elsket. Plottet er blot strakt ud, så vi bevæger os fra 2001 til 2022. Og her er det geniale træk: Der er ingen rekonstruktioner af fortiden. 

Filmens første halvanden time består af optagelser lavet af Jia Zhangke i processen med sine tidligere filmproduktioner. Der er både fraklip og håndholdte scener fra optagepauser og research. Den sidste del er mere konsekvent nyindspillet og en anelse mere narrativt stringent. 

Tilsammen skaber det en dynamik, hvor fortid og nutid smelter sammen, og hvor publikum oplever en følelsesmæssig rejse, der på en gang er fragmenteret og sammenhængende. 

Som i Richard Linklaters Boyhood ældes personerne foran vores øjne. Samtidig hopper og danser vi i kameraformater og lyssætning, mens samfundet går fra ramponeret til højpoleret. Fra en tid, hvor minearbejdere gik til folkelig opera, til en tid, hvor robotpersonale citerer Mark Twain i supermarkedet. 

Jia Zhangke har om filmen fortalt, at han tilbragte corona-perioden med at genbesøge de filmoptagelser, han blot havde lavet af ren fascination, men som han pludselig så muligheder i. 

”Det, der gjorde dette projekt så udfordrende, var de mange muligheder, materialet tilbød. Det er næsten som skyer på himlen: Man kan bevæge sig lodret eller vandret. Det gav mig meget at tænke over, især i forhold til struktureringen. Om det skulle organiseres efter geografi, med fokus på de forskellige byer og steder, eller tidsligt, med vægt på en specifik æra eller de forandringer, der fandt sted i den periode.” 

Caught by the Tides har både krønikens store fortællebue og den dygtige iagttagers detailpræcision. Det er en stor film om Kinas tranformation fortalt gennem et instruktørtemperament, der er lykkeligt hævet over prosaiske skillelinjer såsom mellem dokumentar og fiktion. Han laver kunst og dokumentation, sammenhæng og desorientering. 

Det er samfundskommentatorens stilistisk mest modige film til dato, og er man det mindste interesseret i filmiske hybridformer, Kina eller radikal kunst, er Caught by the Tides en uomgængelig oplevelse. 

Qiaoqiaos spilles af Jia Zhangkes hustru og faste samarbejdspartner, Zhao Tao, der har et udtryksfuldt blik og en uortodoks skønhed, som også ville have fungeret i stumfilmens æra. Hun er næsten ordløs filmen igennem. 

Epoke-markører glider ind og ud. Fejringen af at værtsskabet for OL 2008, internationale handelsaftaler og corona-epidemi. 

Men det væsentligste er ikke italesat: en følelse af fællesskab. Allerede i starten er et forfaldent maleri af Mao omgærdet med en form for retro-nostalgi. Ligesom Zhangke tydeligvis nyder at se Datongs minearbejdere lange pengesedler til lokale kvinder, der går rundt i salen, mens de synger lokal opera på et bagtæppe af afskallede forsamlingshusvægge og syntetisk muzak. 

Øjeblikke som disse har Jia Zhangke reddet fra vores kollektive erindringsoversvømmelse.