Chain Reactions

Historien om Tobe Hoopers horrorfilm Motorsavsmassakren kan fortælles på mange måder.

Der er historien bag historien, nemlig om den legendariske psykopat Ed Gein, hvis brug af opgravede ligdele inspirerede filmen. 

Så er der historien om filmens tilblivelse, filmet på en måned for kun 140.000 dollars, det vil sige under én million kroner. 

Der er historien om kamp mod censuren og filmkritikerne. Og om dens kølvand af sequels, prequels, remakes og efterligninger. Sideløbende med en langsomt voksende status som kunstnerisk visionært og kulturelt betydningsfuldt mesterværk – en status, der i dag må siges at være fuldt udfoldet.

Chain Reactions vandt en Venezia Classici Award som bedste dokumentar om film på festivalen. Den er skabt af Alexandre O. Philippe, der tidligere har imponeret med dokumentarer om mediet: Doc of the Dead (om zombiegenren), Memory (om Alien), The People vs. George Lucas (om ændringer i Star Wars-filmene) og 78/52 (om brudebadsmordet i Psycho). 

Chain Reactions er lavet i anledning af 50-årsjubilæet forTobe Hoopers Motorsavsmassakren, hvis originaltitel er The Texas Chain Saw Massacre.

Den består af fem interviews og utallige filmklip struktureret som en parallel til filmens plot, der udspilles i løbet af ét døgn – fra middag til solopgang.

Blandt de fem medvirkende behøver i alt fald forfatteren Stephen King ingen introduktion. Hans segment repræsenterer ”natten”, og indledes herligt revisionistisk med ordene: ”My first movie experience was a horror movie. It was called Bambi.”

Han mener faktisk Disney-filmen, hvori menneskenes opdukken i dyrenes verden udløser bestialsk dramatik og pludselig død. Ikke ulig de unge byboers opdukken hos den arbejdsløse slagterfamilie i Motorsavsmassakren. Han sammenligner dog primært filmen med The Blair Witch Project, den eneste horrorfilm nogensinde, han ikke turde se færdig. 

King sammenligner sig selv med Tobe Hooper (som han spiller over for i filmen Sleepwalkers) og beskriver begge som en slags psykopater, der privat bærer en maske af normalitet. 

”Det er vores opgave at gå for langt,” fastslår han.

Velkendt er også den japanske instruktør Takashi Miike (Audition, Ichi the Killer, 13 Assassins), der sporer sin karriere og ikke mindst smerten i sine film til sit møde som femtenårig med kødkrogen i Motorsavsmassakren.

”All bør forstå dens værd. Det er en betydningsfuld film. Vi bør elske og dyrke den,” fastslår han.

Den australske filmkritiker Alexandra Heller-Nicholas er kendt for fagbogen 1000 Women in Horror. Hun fremmaner en levende erindring om sit første møde med Motorsavsmassakren i en slidt og falmet kopi, der gjorde den beslægtet med australske, såkaldte ozploitation-gyserfilm så forskellige som Wake in Fright og Picnic at Hanging Rock. 

Lokale pointer, jeg aldrig selv i en million år ville have tænkt på, fremmanes af Heller-Nicholas.

Heldigvis er Alexandre O. Philippe for talentfuld til blot at være mikrofonholder. Og en stor del af filmens styrke er dens utrættelige montager, hvis omfattende brug af klip og fraklip fra Motorsavsmassakren samt fra mange andre film beriger de fem interviews med konstante, betydningsberigende lag.

Dokumentaren indledes af standupkomikeren Patton Oswalt (rottens stemme i Ratatouille), der fremhæver kontrasten mellem filmens barske, kødflænsende titel og dens sære indslag af skønhed. 

I sidste interview-kapitel møder vi den amerikanske instruktør Karyn Kusama (Jennifer’s Body, The Invitation), der ligeledes påpeger filmens sublime æstetik. I plottet ser hun dog en kritik af USA, et samfundsmæssigt vanvid, som retfærdiggør slagterfamiliens vanvid.

Ledsaget af solopgangen, der udsletter både lyssky monstre og forældet anmelder-åndsformørkelse afslutter Kusama dokumentaren med en skarp, kortfattet opsummering, som både hun, Motorsavsmassakren og Chain Reactions har fortjent at blive husket for.