The Chinese Widow

Bille August er med The Chinese Widow den første udenlandske instruktør, der har lavet en film i Kina, som er strøget lige igennem landets strikse censur.

Det tror da pokker.

Filmen foregår under Anden Verdenskrig, hvor japanerne havde besat dele af landet, og de er her fremstillet latterligt stereotypt.

De er helt enkelt grusomme. De myrder og voldtager, og der er ingen nuancer overhovedet. Kineserne derimod er smukke og heltemodige. En lille landsbys overhoved ofrer sit eget liv for at holde på den hemmelighed, at en såret amerikansk soldat skjuler sig i en enkes jordkælder.

Der er ikke noget at sige til, at kineserne ikke har noget imod at blive fremstillet på den måde. Men det kunne være interessant at vide, hvad japanerne siger til det?

Men de gider næppe se den. Med behørig respekt for Bille August er The Chinese Widow en ugidelig, uoplagt og delvis uforståelig affære.

Skal man fremhæve noget positivt, må det være det korte indblik, som filmen giver i livet i den lille kinesiske landsby i 1940’erne.

I udkanten af byen bor silkespinderen, enken Ying, alene med sin lille datter. Hun koger silkeormenes spind, spinder det til tråde og sælger trådene i byen. Sådan forsørger hun sig selv og sine svigerforældre – selv om svigermor er en kritisk krage, der mener, at Ying er respektløs, fordi hun ikke vil flytte ind til dem.

Man får et indtryk af, at Ying er lidt en paria, fordi hun er enke – hendes mand er død i krigen. Men hvorfor det er sådan, får man aldrig en forklaring på. I stedet dvæles der længe ved de smukt disede bambusskove, der vokser blødt bølgende op ad skråninger, ligesom kameraet ofte hviler på ansigterne på enken og piloten Jack.

Ham finder Ying hængende i et træ uden for landsbyen. Han er såret efter et flystyrt, og hun beslutter sig for at holde ham skjult.

Hvor er det dog en banal historie, som man har set så mange gange før. Den sidste samurai, The Purple Plain og Danser med ulve for nu bare at nævne nogle titler. Mand og kvinde fra forskellig kultur bliver bragt sammen under kaotiske krigsforhold, og sød musik opstår.

Kærlighed to kulturer imellem kan både være medrivende og udfordre ens fordomme. Men i dette tilfælde kommer kærligheden kun jomfrueligt til udtryk i et nedslået blik, en forsigtig berøring, et enkelt tantekys. Og pludselig er de vildt forelskede.

Efter et par dage sammen. Selv om de ikke taler samme sprog.

Det er svært at forstå, hvorfor kineserne er villige til at ofre deres eget liv for en enkelt amerikaners skyld. For meget hurtigt finder man ud af, at japanerne ikke er blege for at dræbe folk for at finde frem til amerikaneren, som de mistænker at være skjult i landsbyen.

At guerillafolk sætter deres liv på spil i modstand mod en brutal opposition kan man måske godt sætte sig ind i, selv om man ikke ligefrem bliver opflammet af deres engagement i denne film.

Men at Ying er parat til ikke kun at ofre sit eget liv, men også sin datters, virker utroværdigt. Kærlighedens veje er selvfølgelig uransalige, men de to virker ikke engang særligt forelskede.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt forledes til at tro, at The Chinese Widow var lavet direkte til tv. For krigsskibet, man ser i starten, er elendigt computeranimeret. Bag piloten Jack og hans overordnede Doolittle står mandskab – og de er også computeranimerede!

Der var nok ikke råd til statister …

Der er ikke noget at sige til, at skuespillet fra Emile Hirsch er helt ugideligt. Det samme er manuskriptet. Og instruktionen. Og fotograferingen. Ja, faktisk er så godt som alle aspekter af filmen blottet for engagement.

Yifei Liu, der spiller Ying, er måske den eneste, der gør en indsats. Hendes præstation indfanger glimrende splittelsen mellem familie og forelskelse. At man så overhovedet ikke køber forelskelsen, er en anden sag.