Cph:Dox 2017
23. mar. 2017 | 12:44

City of Ghosts

Foto | Matthew Heineman
City of Ghosts er historien om journalisterne bag hashtagget ”Raqqa is Being Slaughtered Silently”, der leverer de grusomme, men sande historier om Islamisk Stats rædselsregime i Raqqa.

Matthew Heinemans dokumentar om almindelige syrere, der skildrer Islamisk Stats rædselsregime i Raqqa, er den ultimative beretning fra krigen i Syrien.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

”Jeg vil ikke lade mig skræmme,” fortæller en af de centrale personer i starten af Matthew Heinemans City of Ghosts.

Filmen følger en gruppe syriske mænd, der har besluttet at tage kampen op imod Islamisk Stats propagandamaskine. Ikke med våben og vold, men med nyhedsartikler!

Efter opstanden mod Assads styre i 2014 indtog Islamisk Stat byen Raqqa i det nordlige Syrien og gjorde den til sin hovedstad i et rædselsregime med henrettelser på åben gade og indbyggerne fastholdt i et horribelt jerngreb.

Islamisk Stat lukker ned for informationsstrømmen i Raqqa og begynder at tegne et propagandistisk billede af byen som et islamistisk paradis.

I virkeligheden er tilnavnet ”spøgelsesbyen” i filmens titel nok mere dækkende for den raserede by.

Men en gruppe af byens indbyggere beslutter at fortælle resten af verden de sande og ufiltrerede historier fra Raqqa. Under navnet ”Raqqa is Being Slaughtered Silently” grundlægger de et slags undergrundsmedie, der bringer nyheder fra byen til resten af verden.

”Vi er sikre på, at vores ord er stærkere end deres våben,” som en af grundlæggerne fortæller undervejs.

I starten af filmen er vi med i New York, da gruppen får tildelt en stor international pressefrihedspris i 2015. De mange jakkesæt og den fine prisceremoni i USA står i skærende kontrast til gruppens livsfarlige, journalistiske arbejde i det hærgede og sønderbombede Syrien.

Men pressefrihedsprisen er en tydelig markering af gruppens vigtige arbejde.

City of Ghosts fortæller den stærke og meget vigtige historie om gruppen helt fra den spæde begyndelse efter Det Arabiske Forår. Da Islamisk Stat begynder at henrette flere af gruppens medlemmer for deres journalistiske arbejde, tvinger det dog store dele af gruppen til at flygte ud af Syrien.

Vi følger især tre centrale mænd, der er spredt rundt på forskellige sikre opholdssteder. Mohamad bor i Tyrkiet, Aziz og Hamoud i Tyskland. Gruppen kommunikerer og spreder deres nyheder via internettet på sider som Facebook og Twitter.

Ingen af dem er uddannede journalister. Mohamad var matematiklærer og Aziz studerende før opstanden, men Islamisk Stats rædsler tvinger dem til at handle.

Instruktør Matthew Heineman, der i 2015 vakte opsigt med den Oscar-nominerede Cartel Land, følger med stort overblik og vedholdenhed de centrale personer og viser os en gruppe mennesker, der kun tror mere og mere på deres projekt, efterhånden som Islamisk Stats overgreb vokser.

Med et miks af rå og hemmelige optagelser fra Raqqa, der viser kalifatets mareridtsagtige kontrol med byen, og interviews med Aziz, Mohamad og Hamoud, er filmen et vigtigt og engagerende portræt af gruppens arbejde.

City of Ghosts er en del af hovedkonkurrencen på Cph:Dox, der i år også byder på et andet stærkt vidnesbyrd fra den syriske borgerkrig, De sidste mænd i Aleppo. I begge film bliver det efterhånden evident, at det er den universelle historie om mennesker, der blot kæmper for at få deres liv, hverdag og hjem tilbage.

Selv om den syriske borgerkrig har fyldt massivt i medierne de seneste år, kan man nemt miste overblik og sansen for krigens betydning.

Her lykkes City of Ghosts med at skabe en nogenlunde kronologisk gennemgang af konfliktens udvikling med nyhedsindslag, skjult kamera og kommentarer fra Raqqa is Being Slaughtered Silently-gruppen, samtidig med at filmen er en meget personlig og intim skildring af de mennesker, der betaler en høj pris for deres kamp.

Aziz, Mohamad, Hamoud og de andre journalister er ukuelige og tapre, men bryder næsten alle i gråd foran rullende kamera, når de modtager nedslående nyheder eller bukker under for den permanente livsfare, de lever under.

Det er barskt og modbydeligt, men hvis man kun skal se én film om konflikten i Syrien, er det City of Ghosts.

Kommentarer

Titel:
City of Ghosts

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Matthew Heineman

Spilletid:
90 minutter

Premiere:
22. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko