Cloud Chamber

Hvordan kan det egentlig være, at vi ikke er blevet kontaktet af rumvæsener endnu, når der er mere end 200 milliarder stjerner alene i vores galakse og derfor masser af potentiale for andet intelligent liv derude?

Det paradoks eksisterer der mange yderst interessante forklaringer på. Og dem stifter jeg i den grad bekendtskab med på min vej gennem det danskproducerede onlinemysterium Cloud Chamber, som man har kunnet spille på internettet siden 4. oktober.

En af de sjovere teorier er, at de rumcivilisationer, som er så sofistikerede, at de ville være i stand til at tage kontakt til os, sandsynligvis også har opfundet så underholdende medieformater, at de er blevet helt opslugt af dem og ikke længere gider rejse ud i rummet.

De har kort sagt for travlt med at være online til at orke at tage kontakt til os.

Den teori kan jeg så meget passende sidde og fundere over, mens jeg lader mig opsluge af at diskutere kvanteskum og konspirationsteorier med en flok fremmede mennesker på internettet i stedet for at være ude i verden på en fredag aften.

Og selvom jeg dog, i modsætning til de teoretiske rumvæsener, ikke har ladet mig fuldstændig opsluge af mit Cloud Chamber-forbrug, sætter mysteriet nogle meget effektive kroge i min opmærksomhed. Den mest effektive af dem alle vender jeg tilbage til.

Historien udspiller sig omkring et rumforskningsinstitut i København, hvor den 25-årige fysiker Kathleen (Sara Hjort), som er opdraget til at skulle overtage instituttet efter sin magtfulde far Gustav Petersen (Jesper Christensen), forsker i et mystisk signal. Det sendes tilsyneladende fra det ydre rum og indeholder måske en dyster advarsel til menneskeheden.

Signalet har været centrum i instituttets forskning i årtier. Men da Kathleen sammen med den talentfulde, elektroniske musiker Max (Gethin Anthony fra Game of Thrones) opdager, at man kan trænge længere ind i signalets subatomariske advarsler via elektronisk musik, udvikler de nogle nye og temmelig uortodokse arbejdsmetoder, som ikke er ufarlige for Kathleens mentale helbred.

Fortællingen kombinerer meget avancerede rumforskningsteorier med et par knapt så avancerede kærlighedshistorier og nogle familiemæssige traumer, og man guides af sted via spørgsmål, der strækker sig fra personlige mysterier til de helt store kosmiske perspektiver: Blev Kathleens mor, som også forskede i signalet, slået ihjel? Er Kathleen ved at miste forstanden? Hvad er relationen mellem lysets hastighed og tidsrejser?

Man bevæger sig frit rundt inde i en databasefyldt med filmstumper, fortrolige mails, mystiske gamle fotos og stumper fra dagbøger – og undervejs stykker man selv historien sammen ved at debattere de mange filmklip og notater med de andre mysterieløsere.

Databasen gengives som kulørte 3D-universer, hvor man navigerer rundt mellem filerne til tracks af eksempelvis Trentemøller, Lulu Rouge, Mike Sheridan og Burial, der alle understøtter mysteriets grundlæggende fornemmelse af ensomhed og melankoli aldeles fremragende. Og bevægelserne mellem de enkelte filer krydres af indlagte rytmespil, der alt efter ens præcision og entusiasme gør de mørkt-tonede lydlandskaber mere eller mindre mudrede.

Ved de enkelte filer debatterer man (på engelsk) med de andre spillere om, hvad der egentlig foregår, og her samler man de point, der bringer én videre i historien – enten ved selv at bidrage til debatten eller ved at like de andres teorier og kommentarer. Ligesom på Facebook. Det er her, fortællingen i Cloud Chamber for alvor folder sig ud og bliver saftig.

De mest aktive bidragydere (jeg havde følgeskab af omtrent ti medspillere fra start, men kapitlerne er betydeligt mere tætbefolkede nu) lænser lystigt derudaf med vilde teorier, der hurtigt udvikler sig i nogle meget fantasifulde retninger, som får historien til at knopskyde frodigt.

Samtidig bevæger den sig helt bogstavelig talt ud på internettet i nogle interessante forgreninger, som man lynhurtigt bliver opslugt af. Og pludselig sidder man så der, dybt begravet i en Wikipedia-artikel om helio-seismologi og hypotetiske partikler, mens klokken helt ubemærket er gået hen og blevet tre om natten. At man ofte er uenig med sine medspillere i, hvad der faktisk foregår, gør absolut intet, og historien kan tydeligvis engagere folk på mange forskellige niveauer. Også selvom pointsystemet kunne trænge til en opstramning, og dele af skelettet i fortællingen vakler.

Jeg har for eksempel været meget optaget af musikdelen af mysteriet og er fuldstændig vild med musikerfiguren Max – en begejstring, jeg tydeligvis deler med nogle af mine medspillere, men bestemt ikke alle.

Derimod har det trukket gevaldigt ned for min samlede oplevelse, at hovedpersonen Kathleen er så spektakulært utroværdig som ”genial forsker”. En kommende institutleder med en naturvidenskabelig uddannelse, hvis video-logs er omtrent så professionelle som en elleveårigs sniksnak på Youtube?

Ak, det er dæleme ærgerligt.

Til gengæld giver det mig rig mulighed for at opfinde nogle spændende alternative teorier undervejs. Hey, måske er det ikke dårligt skuespil? Måske er hun i virkeligheden en robot?! Og vupti, så er mysteriet pludselig blevet endnu sjovere.

I det hele taget bliver den samlede oplevelse af Cloud Chamber i høj grad udformet af, hvad man selv bidrager med. Effekten er opslugende, samtidig med at resultatet stritter i alle retninger. Selv når man er nået igennem samtlige mediefiler, kan fortællingen boble videre, hvilket er noget af en bedrift, men desværre også giver en fornemmelse af, at mysteriet er noget løst i kanten. Til gengæld giver Cloud Chamber som helhed et ganske fint billede på forskningens grundvilkår, hvor der også hele tiden ligger et nyt og endnu vildere mysterium gemt bag de opdagelser, man allerede har gjort sig.

Man kan da også roligt sige, at der lægges op til en fortsættelse. Og selvom jeg allerede har brugt mere end 25 timer i Cloud Chambers landskaber, er der ingen tvivl: Lå fortsættelsen online i morgen, var jeg på med det samme.