Coup de chance

Det kan godt være, at han er lagt på is i sit amerikanske hjemland som følge af en overgrebsanklage fra datteren. 

Og det kan godt være, at hans film nr. 50, den fransksprogede Coup de chance, for det meste er mere hyggelig end decideret sjov. 

Men når Woody Allen i en alder af 87 stadig kan sætte trumf på en film med en vittighed så oplagt og uventet, at den får salen til at udbryde i latterbrøl og spontan applaus, må man trods alt tage hatten af. 

Det er ikke kun af høflighed, at den legendariske satiriker er inviteret med til Lidoen – modsat den indrømmede seksualkrænker Roman Polanski, hvis farce The Palace er så ubønhørligt usjov, at det alene af den grund kribler i fingrene efter en høtyv. 

Det er ellers ikke, fordi Woody Allen udfordrer sig selv. 

Coup de chance – ”lykketræf” – starter med en forfatters tilfældige møde med sin store skoleforelskelse og forvikler sig ud i en galgenhumoristisk utroskabskomedie. 

Alain (Niels Schneider) var så håbløst forgabt i Fanny (Lou de Laâge), at han giftede sig med den pige i klassen, der mindede mest om hende. Det fortæller han på deres første frokostmøde, selv om hun angiveligt er lykkeligt gift med finansmanden Jean (Melvin Poupaud), der tjener fyrsteligt på at gøre rige folk rigere. 

”Er det nu også helt lovligt?” spørger Fanny, da hun kommer i tvivl om, hvordan han egentlig finansierer et hus midt i Paris og en jagthytte på landet, diamantsmykker til hende og en gigantisk modeljernbane til sig selv. 

Han trækker lidt på det: ”Dybest set.” 

Fanny har det egentlig meget mageligt med et job på et auktionshus og en overklassetilværelse som skattet trofæhustru. Men Alain vækker nyt liv i den oprørsånd, hun troede, hun havde uddrevet med sit første ægteskab til en musiker med misbrugsproblemer. 

”Én gang rebel, altid en rebel,” bebrejder Jean hende, da hun ikke vil tage den nye diamantring på, han så gerne vil vise frem. ”Nu er du altså en societykvinde!” 

Fanny er ham utro kort efter. Men affæren stikker til hendes samvittighed, og Jean lytter opmærksomt til hendes fortielser og nervøse løgne. Han hyrer en privatdetektiv og går inden længe et fatalt skridt videre. 

Man sadler ikke helt om efter et halvt hundrede film. 

Coup de chance har mindelser om alt fra Manhattan, Små og store synder, Match Point og Midnight in Paris. Rent bortset fra, at Coup de chance er på fransk og foregår i Paris, er filmen en klassisk Allen’sk trekantskomedie fra det bedre borgerskab, rundet af hans ironiske vid og med en morderisk kant, der dog aldrig skærer dybt. 

At almindelige mennesker kan overtræde den grænse uden at snuble, har fascineret Woody Allen siden han første gang læste Dostojevskij. Men karaktererne i Coup de chance overbeviser ikke som almindelige mennesker. 

Forfatteren Alain er ensporet forførende, mens Fanny reduceres til et vægelsindet byttedyr, der køres helt ud på et sidespor i tredje akt. 

Heldigvis er Lou de Laâge og Niels Schneider smukke mennesker, man gerne ser grine fjoget til hinanden, mens de lommefilosoferer om poesi, litteratur og selvfølgelig de små skæbnepuds, der er filmens røde tråd. 

Woody Allen har lige så mange værker, der er gået i glemmebogen som i historiebøgerne, men hans nye film glider let ned. 

Ikke mindst takket være den 83-årige, italienske mesterfotograf Vittorio Storaro (Dommedag nu, Den sidste kejser). 

I Coup de chance får han kærlighedens by til at gløde i gyldne efterårsfarver med kontraststænk af køligt blå, hvis det da ikke er omvendt. Imens sætter jazztrompetisten Nat Adderley en lystig tone med især Herbie Hancocks perlende glansnummer Cantaloupe Island. 

Den lyssky rigmand Jean er den mest sprælske af de tre hovedpersoner. Dels fordi han med sin kontroltrang og pyntesyge er en morsom karikatur, dels fordi Melvin Poupaud overspiller ham med drivende, kostelig arrogance. 

Den franske skuespiller viser, at han er helt med på Woody Allens projekt i en scene, hvor Jean diskuterer utroskab med en ven og bliver fjern i blikket ved tanken om sin kone og hendes elsker, ”der ligger i sengen sammen og griner ad den bedragede mand”. 

”Ja, undskyld,” siger han og ryster billedet af sig. ”Hør, vil du se mit modeltog?” 

Så selv hvis man kunne ønske, at der var mere på spil, er Woody Allens seneste – og ikke nødvendigvis sidste, påpegede han til pressekonferencen – en kærkommen påmindelse om, hvor dygtig en forfatter og filmfortæller, han kan være. 

Man klukler på vej ud af biografen. Og som enhver instruktør ved, kan man redde meget hjem på de sidste fem minutter.