”Det er svært at være elleve år,” sang danske Krumme i 1991. At det heller ikke er nemt at være tretten år, kommer franske Julien til at sande i Alt for min søn.
Men kaosset i hans familie er langt fra den hos gakkede og hyggelige familien Krumborg. Tværtimod bliver det decideret uhyggeligt, når den grimme skilsmisse mellem Juliens forældre Miriam og Antoine udvikler sig fra det ubehagelige til det livsfarlige.
Det starter dog fredeligt, ja, faktisk lidt kedeligt i instruktør Xavier Legrands ellers fortættede og medrivende spillefilmdebut.
Inden det begynder at fyge med psykisk vold og overhængende trusler om fysisk vold, skal vi nemlig først igennem et kvarter langt retsmøde, hvor advokater taler på vegne af forældrene. Intet bliver løst.
Uden for kontorlokalet bliver hverdagsrealismen mere inciterende. Her udskiftes uskyldige miner og gode forklaringer hurtigt med hæslig udnyttelse af Julien, når Antoine hver anden weekend bruger sønnen til at terrorisere Miriam og Juliens snart attenårige søster Joséphine.
Dermed skifter filmen overraskende genre til en slags stille, psykologisk thriller, hvor man får hvide knoer af at følge Juliens ødelagte barndom.
Alt for min søn er i årets hovedkonkurrence på Cph Pix, New Talent Grand Pix, der giver prisen til en debutinstruktør, som vi uden tvivl kommer til at høre mere til i fremtiden.
Her er Xavier Legrand et godt bud, for mens han startede som skuespiller, blev hans kortfilm Avant que de tout perdre Oscar-nomineret i 2014. For nylig vandt Legrand en Sølvløve for bedste instruktør af Alt for min søn i Venedig, og franskmanden har en åbenlys sans for den store fortælling i det små.
Eksempelvis bipper Antoines bil som velsagtens alle nyere modeller, når passagererne ikke har deres seler på. Men den lille detalje får instruktøren meget drama ud af, når Julien først gør oprør mod sin far ved at nægte at tage den på, og senere selv må huske den, da faren er blind af raseri.
Denis Ménochet er fremragende som den forsmåede og aggressive Antoine, hvis sårbare sammenbrud både virker ynkeligt og såre ægte, men samtidig har noget iskoldt beregnende over sig.
Vi forstår, at han har voldelige tendenser, men hans verbale trusler er skræmmende nok. På den måde får han Julien til at udlevere Miriams nye telefonnummer og vise, hvor den lille familie er flyttet hen. På den måde kan Antoine fortsætte sit jerngreb om deres liv.
Også Thomas Gioria som Julien, der bliver brugt som kastebold mellem forældrene, leverer en imponerende præstation. Teenagedrengen tvinges til svære valg, når han prøver at beskytte sin mor, og i Giorias flakkende øjne er der hele tiden en forhandling om, hvordan han bedst tackler den forestående udfordring.
Alt for min søn er en slice of life-film, hvor man virkelig engagerer sig i de ulykkelige skæbner.
Men for en gangs skyld kommer man faktisk til at savne lidt information. Hvorfor sker skilsmissen først nu? Man har svært ved at tro, at parholdet startede i ren idyl og pludselig blev voldeligt. Hvordan så familiens liv ud, inden det for alvor gik ned ad bakke?
Den fortællemæssige konsekvens, der er filmens styrke, bliver således også dens hæmsko, hvis man går på jagt efter kompleksiteten i baghistorien.
Som en sanselig mavepuster om en fars vanvid, der skubber et hverdagsdrama ud i det katastrofale, fungerer Alt for min søn dog overmåde godt. Det er nervepirrende som en home invasion-gyser, når Antoine utrætteligt ringer på dørklokken i lejlighedskomplekset, mens mor og søn rystende holder om hinanden.
Filmens sidste billede er lidt for moraliserende, men den altoverskyggende følelse er den indignerede vrede over, hvordan forældre kan ødelægge livet for deres børn.
Kommentarer