Der sker noget nu. Det kribler og krabler i den danske filmmuld. Talentspirer skyder op i alle egne af landet.
Ekko #76 havde fokus på den nye generation af danske filmskabere og Cph Pix har ikke færre end femten nye, danske spillefilm på programmet – heraf seks af debuterende instruktører!
Der er eksperimenter, vi aldrig har set før i dansk film, høj production value, genrefilm, der går hele vejen. De unge instruktører er udstyret med en god portion selvtillid, et voldsomt gåpåmod og er ikke bange for at tage chancer eller brande sig selv.
Og så lige dér, midt i det jyske, trasker 30-årige Kasper Rune Larsen ubemærket rundt.
Uddannet fra Super8, Vestdanmarks frie filmuddannelse. Vinder af den århusianske SPOT-festivals pitch-konkurrence i 2014.
Præmien på de 100.000 kroner har Kasper Rune Larsen brugt på debutspillefilmen Danmark, som han selv har skrevet og instrueret, og som på fornem vis demonstrerer, at less is more.
Selvfølgelig er kameraet håndholdt. Med et så skrabet budget er der ikke råd til andet. Men det er samtidig et klogt valg, som bidrager til fortællingen.
For virkeligheden i Danmark er af den skramlede, skødesløse slags. Den slags, hvor livet mangler retning. Den slags, hvor man ikke tager aktive valg for at styre livet i den retning, man ønsker, men i stedet sidder på bagsædet og lader det drive forbi.
Norge (Jonas Lindegaard Jacobsen) sidder behageligt på bagsædet. Sammen med bedstevennen Myre (Jacob Skyggebjerg) får han tiden til at gå med at skate, drikke øl og ryge joints. Fra tid til anden får han også en dame på krogen. Og ellers passer han sit job som handicaphjælper for Mads, som han har hjerteligt drillende dialoger med.
Netop dialogen er filmens altoverskyggende force. Vi glider lydefrit fra den ene samtale til den næste, fra diskussion om nutidens rappere til fluefiskeri. Fra bowling til Jørgen Leth.
”Fuck, du snakker meget. Du snakker fucking meget,” siger sekstenårige Josephine (Frederikke Dahl Hansen), da hun prøver at fortælle Norge, at hun er blevet gravid. Og Norge snakker meget. På den rolige, jyske facon, der lige kan komme op på et ”fucking helvede”, da hun fortæller ham nyheden.
Josephine er den mystiske pige, der pludselig kommer ind i Norges liv. En dag ringer hun på hans dør, tager hans smøg og et glas mælk, som hun med vilje spilder. Da Norge prøver at finde en ren trøje til hende, begynder hun at kysse ham, før de har sex ved højlys dag.
Det skaber en spænding, at man ikke helt kan greje hende ”Jose”. Norge synes også, hun er lidt interessant. Han lader hende flytte ind, da hun fortæller, at hendes mor har smidt hende ud. Langsomt begynder en forelskelse at spire, samtidig med de tumler med abort-planer.
Det kan måske lyde som endnu en romantisk ungdomsfilm, men kærligheden er underlagt et slacker-portræt, som sjældent er set så troværdigt.
Jonas Lindegaard Jacobsen er det helt store scoop.
Den uprøvede skuespiller prøver ikke på at spille skuespil med stort S. I stedet gestalter han Norge med en enorm ro og autenticitet, hvor ikke en eneste replik føles unaturlig. Han er en slacker, men en slacker med stor omsorg for sine omgivelser. Både Mads, som han passer, og Jose tager han under sine beskyttende vinger.
Også Frederikke Dahl Hansen gør det fremragende.
Den efterhånden erfarne skuespiller (You & Me Forever, Heartless) spiller Jose med tilpas ungdommelig naivitet. Hun er vanvittigt præcis i sine lige dele usikre og påståelige udsagn, sine hmm’er og sådn’er.
Sammen med kultforfatteren Jacob Skyggebjerg som den sorgløse Myre er de bare hamrende godt selskab. Man får helt lyst til at tage til Fredericia og tage en øl med dem.
Og det er instruktøren Kasper Rune Larsens fortjeneste, at vi er så meget på bølgelængde.
Han har ikke forsøgt at score billige point på hardcore socialrealisme, selvom det tunge, sociale boligbyggeri tårner i baggrunden. Det er ikke en medlidenhedshistorie om unge arbejdsløse, teenagegraviditet og alkoholproblemer. Det er et intelligent portræt, en vaskeægte slacker-film med fødderne solidt plantet i den jyske muld. Halleluja!
Kommentarer