Dansk film under nazismen

De danske spillefilmsproducenter var ikke bare normalt anpassungsfähige, da nazisterne stod i landet i april 1940.

De var ved at snuble over deres egne ben for at gå i samarbejde med tyskerne. Om at udsende deres antisemitiske propagandaspillefilm, sælge flest mulige danske film til besætterne og indgå i samarbejde med dem om at producere og distribuere de nazistiske ugerevyer, der i biografer over hele landet belærte danskerne om tyskernes ”store sejre” sydpå.

Filmbranchens kollaboration med tyskerne antager en ny og mere graverende dimension end hidtil registreret i Lars-Martin Sørensens store bog Dansk film under nazismen. En rigtig moppedreng på over 500 sider, der tilsyneladende kommer så dybt til bunds i sit emne, som tænkes kan.

Den er resultatet af en tre år lang researchperiode, hvor forfatteren er gået til primærkilderne og ikke har ladet sig nøje med at bygge videre på eksisterende afhandlinger om emnet.

Men bogen sander sjældent til i sin facts-rigdom. Dertil banker Lars-Martin Sørensens hjerte for stoffet for stærkt, når han hvæsser pennen og med tydeligt emotionelt engagement trænger ned i det etiske gråzone-morads af uhellige alliancer mellem de ivrige danske filmfolk og de magtfulde tyskere.

Nordisk film byder ind
Nordisk Film var under den stenrige vekseler Carl Bauders ledelse først fremme i skoene med ihærdige forsøg på at skaffe sig monopol på udlejning af tyske film til hele Skandinavien.

Det mislykkedes, men i stedet kom Nordisk til at stå for den nazistiske ugerevy og fik indsat en i Danmark bosat tysk nazist Heinz Graff som direktør. Et indbringende, om end upopulært foretagende, der blev forhandlet i land af Bauders arvtager på Nordisk, Holger Brøndum, som dermed sørgede for, at den tyske krigspropaganda nåede ud over hele landet.

Disse beretninger om Tysklands ”store sejre”, flettet sammen med ubehjælpsomme danske optagelser, blev hurtigt upopulære i biograferne.

Her synes der at være tale om regulært værnemageri, forstået som et økonomisk samarbejde ved et særlig anstødeligt initiativ.

Det skal tilføjes af hverken Bauder (der døde i 1944) eller Brøndum (der var Nordisk-direktør helt frem til 1964) var registrerede naziparti-medlemmer, men tilsyneladende væsentligst styret af forretningsmæssige interesser.

Meler sin egen kage
Det var den berygtede direktør Henning Karmark på ASA også – bakket op af samme selskabs spidser Lau Lauritzen jr. og Alice O’Fredericks, der var hans gode venner.

Karmark var til gengæld kortbærende nazist, så det battede. Måske også for at gavne købmandshandlen.

Men som Lars-Martin Sørensen slår fast, kan motiverne egentlig være underordnede, når man som Karmark fører sig så skamløst nazistisk frem gennem sine handlinger: angiver kolleger og skuespillere til tyskerne og på alle mulige andre ulækre måder står de tyske interesser bi for bedst muligt at mele egen kage.

Karmark var en Karl Smart, der ufatteligt nok undgik straf under retsopgøret efter besættelsen (beskrevet som et ”juridisk galehus” af den ansete advokat C. B. Henriques).

Heller ikke hans oprindelige ASA-partner John Olsen, der senere grundlagde det navnkundige Saga Studio, kommer godt ud af bogen, selv om han ikke er en nær så fremtrædende forretningsmæssig tyskerhåndlanger som Karmark. Også han forsøgte at modarbejde den statslige danske kortfilmproduktion, der skulle fortrænge de forhadte tyske ugerevyer fra biograferne.

Derudover spillede Palladiums tyskvenlige leder, Tage Nielsen, en lidet glorværdig rolle, da han sammen med Karmark angav stjernen Lillian Ellis som jøde for at skade konkurrent-selskabet Nordisk Films interesser.

Fru Alices tyske drøm
Det er klart, at bogen også rummer omtale af ideologisk overbeviste nazister som de to fotografer, der begge arbejdede sammen med instruktøren og divaen Bodil Ipsen – den berygtede morder Alf Schnéevoigt fra ASA, og Nordisk Films værdsatte fotografiske ankermand, Valdemar Christensen, der åbenlyst skiltede med sit tilhørsforhold.

De er i forvejen kendte tilfælde.

Derimod vil Lau Lauritzens jr.s og især Alice O’Fredericks’ tætte nazistiske forbindelser nok komme bag på en del. De to har så sent som i sommeren 1942 planer om at instruere film i Tyskland. O’Fredericks virker mest ivrig og tilbyder skriftligt at møde op i Berlin ”for egen regning og præsentere mig”.

Lykkeligvis blev det ikke til noget, men Lars-Martin Sørensen påviser, at nogle af O’Fredericks’ egne mange danske film fra besættelsestiden rummer nazistisk tankegods og er påvirket af datidens tyske propagandafilm.

Det gælder Det brændende spørgsmål (1943), hvor Poul Reumerts autoritative læge gør sig til fortaler for racehygiejne, og den lidet sete Affæren Birte (1945), hvor Reumert igen er på spil i en lægerolle, nu som forsvarer for selvtægt.

På bedre tanker
Da de store tyske sejre i 1943 forvandledes til ”strategiske tilbagetog” (for at bruge nazisternes egne ord) foretog også tyskernes danske forretningsvenner et ret pludselig tilbagetog.

Henning Karmark meldte sig ud af det danske nazistparti på selve dagen, efter at tyskerne led det endelige nederlag i Stalingrad-slaget 3. februar 1943, og de fleste andre tyskvenlige i branchen fulgte ham ind i, hvad der blev kaldt ”de kolde fødders klub”.

Nu blev både Karmark og Lauritzen jr. modstandsfolk, og den tidligere angiver Tage Nielsen hjalp jøden Sam Besekow over Øresund.

En kovending, der sammenholdt med en del andre faktorer var med til at friholde de danske producenter fra domme i retsopgøret efter besættelsen.

Undtagelsen Theodor Christensen
Er bogen da kun befolket med medløbere og opportunister?

Nej, hvis den har en helt (selv om Lars-Martin Sørensen ikke tror på helte), så er det den legendariske dokumentarist Theodor Christensen, der allerede i okkupationens første år optog illegalt dokumentarisk materiale om modstandsbevægelsen.

Det endte med den omdiskuterede store dokumentar om besættelsesårene Det gælder din frihed (1946), bestilt af Frihedsrådet og vendt mod samarbejdspolitikken.

Men trods Christensens protester blev filmen mere og mere udvandet i to efterfølgende versioner tituleret De fem år.

Problematiske billeder
Alt dette og meget mere med får man indgående besked om i den velillustrerede og velskrevne bog, der kun trætter en anelse, når Lars-Martin Sørensen fortaber sig i de indbyrdes intriger mellem de forskellige nazi-instanser.

Sørensen bagatelliserer nødigt eksempler på tyskvenlighed og glider af og til over i et Bent Jensensk forargelses-tonefald.

Astrid Henning-Jensen tages for eksempel i skole for at bruge en nazistisk skuespiller i Paw fjorten år efter krigsafslutningen (og det bliver ikke mere rimeligt af, at den sagesløse Asbjørn Andersen fejlagtigt identificeres som ”skurken” Paul Rohde/Smyrner i en billedtekst).

Og det er tilsvarende forkert, at komikeren Christian Arhoff kun var ude i kulden ”et par år”, efter at det blev kendt, at han havde været nazi-medlem. Han blev stort set frosset ude i hele tolv år, klart gjort til syndebuk.

Jeg studsede i øvrigt over at se Aksel Schiøtz reduceret til ”smørtenor” og over, at Aage Stentoft skulle have været hyggepianist for Otto Leisner over flere generationer.

Og til slut en gåde: Er det som hævdet i bogen Leni Riefenstahl, som Henning Karmark sidder ved siden af i et idyllisk sommerbillede fra Berlin 1941? Næppe. Men det må nok forblive en tros-sag.