Dansk Filmskat

En streaming-tjeneste med et stort udvalg af danske film, lød som en god idé, da Nordisk Film 25. februar lancerede sin nye vod-portal: Dansk Filmskat. Men glæden forsvandt hurtigt, efter at jeg havde logget ind for at tage hul på introduktionstilbuddet.

For det første er der i skrivende stund kun 105 titler at vælge mellem, hvilket er ualmindeligt pauvert sammenlignet med konkurrerende tjenester. Og intet tyder på, at det lille tal skyldes, at man går grundigt til værks.

Lad os dog starte med positivt at konstatere, at udvalget spænder over mange genrer og årtier – fra den første lange, dansksprogede tonefilm, Præsten i Vejlby (1931), til Niels Arden Oplevs Bodil- og Robert-belønnede drama To verdener (2008). Der er en absolut pæn frekvens af gode film, men heldigvis også plads til bras såsom den evigt elskelige Reptilicus (1961). Og filmene kommer ikke eksklusivt fra Nordisk Films egen fabrik.

Til ti af filmene tilbydes ekstramateriale i form af korte interviews.

Ligesom på Netflix præsenteres filmudvalget med billeder af plakater, hvor man nemt åbner en dropdown-tekst. Der er ikke nogen tekstbaseret søgefunktion, men det kræves heller ikke, når udvalget er så lille.

Filmudvalget kan ses enten inddelt i mere eller mindre kuriøse kategorier eller listet alfabetisk. Her skal man dog være opmærksom på, at Nordisk Film ikke korrekt kan alfabetisere værktitler, som starter med et kendeord eller med bogstavet ”ø”!

I det hele taget vidner teksterne om sprogligt underskud. Brugen af små og store bogstaver er eksempelvis tilfældig. Vagabonderne på Bakkegaarden kaldes for Vagabonderne på Bakkegård, og de ansvarlige bag tjenesten kan ikke stave til Olsen-banden. Teksterne, der skal vejlede brugerne, virker som tilfældigt, mekanisk genbrug fra arkivet.

Kærlighedens melodi fra 1959 er en musical med Nina & Frederik og Louis Armstrong som hovedattraktionerne, men på rollelisten nævnes kun Christian Arhoff, Gunnar Lauring og Preben Mahrt.

Den slags formidlingssjusk ville være til at leve med, hvis ellers selve indholdet var i orden.

Når man står over for at genudsende en film, er den forbilledlige arbejdsproces som følger: Man undersøger de tilgængelige kopier med et grundigt, velinformeret blik, hvorefter man om nødvendigt laver en ny scanning af originalmaterialet, ligesom man i rimeligt omfang efter bedste evne retter eventuelle problemer med kontrast, ridser etc.

Hvad man ikke gør, er at tage en gammel videokopi fra hylden, lavet til dengang tv-skærme var næsten kvadratiske, og fuldstændigt i blinde uploade den til distribution via sin nye vod-service.

Men det er efter resultatet at dømme arbejdsgangen på Nordisk Film, verdens ældste eksisterende filmstudie, som ellers har adgang til de originale negativer.

Kvaliteten af de enkelte kopier varierer fra det ulastelige til et skræmmeeksempel som adventurefilmen Syd for Tana River (1963). Den er oprindeligt produceret til visning via en såkaldt widescreen-maske i projektoren. Men her er den gengivet, så man på et tidspunkt ser et kabel fra boomstangen falde ned i den del af billedet, man ikke burde se, og som en opmærksom videoteknikker ville have afmasket eller bortskåret digitalt. Man kan ligefrem se, når der skiftes kamera.

Yderligere er der tale om en grumset, rødligt falmet kopi i lav opløsning.

Jeg oplevede Dansk Filmskat på en 16:9-fladskærm forbundet med min laptop. Flere af filmene startede i forkert format, squeezed, og jeg tvivler på, at ret mange vil opdage, at man kan unsqueeze billedet ved at skifte fra ”bred” til ”tilpasset” i en skjult værktøjskasse.

I de fleste af de film, jeg så, var lyden mere eller mindre ude af sync. Om problemet skyldes selve kopierne eller streaming-teknikken, kan jeg ikke sige, men fælt er det.

Endelig er der dét med antallet af film.

Sådan her lyder reklamen på danskfilmskat.dk: ”For 49 kr. om måneden får du ubegrænset adgang til at se Dirch, Olsen Banden, Lille-Per og de andre danske klassikere, når du har lyst. Hver uge tilføjes film i forskellige genrer.”

Sandheden er imidlertid, at adgangen er endog særdeles begrænset, for selvom der ifølge planerne tilføjes nye film hver fredag, fjernes lige så mange titler igen, så antallet holdes nede på angiveligt 100.

Nordisk Film går stille med dørene omkring dette forhold, men må nok forberede sig på sure miner, når kunderne opdager, hvad de har betalt for. En sådan kunstig begrænsning virker ikke alene utidssvarende og nærig, men efter omstændighederne som en sag for Forbrugerombudsmanden.

Alt i alt må man desværre sige, at Nordisk Film med Dansk Filmskat har sat en ny bundstandard for den moderne online-videobranche.