De sidste mænd i Aleppo

Dokumentaren er ikke for børn.

Dog er det børn, der graves ud af den syriske by Aleppos ruiner ved højlys dag. Voksne mænd står i støvet af et netop missilbombet hus. Med deres store, jordede hænder løfter de endnu en sten. Et lille, sorthåret hoved dukker frem. De hiver drengen ud. En tyk, rød stribe blod løber ned og dækker den ene halvdel af ansigtet. Han er i live. En mand bærer barnet væk i favnen.

Barnet er et af mange mennesker – fra babyer til gamle – som foran kameraerne bliver fundet under murbrokkerne. Ikke alle er i live, ofte finder de blot fødder og hænder, men alle er ofre for borgerkrigen. Med Syriens regime på den ene side og oprørerne på den anden.

Det oprørskontrollerede Aleppo er hårdt ramt af Ruslands missilangreb fra luften, da De sidste mænd i Aleppo tager sin begyndelse i efteråret 2015. 250.000 af byens civile er belejret af kampfly. Familier risikerer dagligt, at et missil rammer ned i deres hjem.

Hænderne, der redder liv, er en del af den syriske nødhjælpsorganisation De Hvide Hjelme. De udgør cirka 3.000 frivillige i hele Syrien, og redningstjenesten har, ifølge dem selv, i skrivende stund hjulpet mere end 78.000 mennesker ud af sammenstyrtede bygninger siden 2013.

Vi følger tre selvopofrende mænd på arbejde: Khalid, Mahmoud og Subhi. Vi følger dem i gaderne og i boliger med tyrkiske tæpper og kakkelovne. Stor ros til kamerafolkene for deres unikke og skarpe optagelser, ikke bare hjælpernes hverdag med tydelige billeder af murbrokkerne, men også gentagne luftfotos af den stadig stolte by.

Mahmoud og Subhi er draget af sted langt hjemmefra for at hjælpe. Mahmoud har løjet over for sine forældre om, hvor han befinder sig. Særligt Khalid får opmærksomhed i dokumentaren. Han er familiefar. Han tager sin datter med på apoteket for at få medicin mod fejlernæring, men der er intet medicin i de seks apoteker, han besøger.

Sådan er det at bo i en belejret by.

Som tiden går, lærer vi, at Khalid har forsøgt at nå til den tyrkiske grænse. Men efter Ruslands missiler er det umuligt at flygte. De tre hovedpersoner priser sig lykkelige for, at byen i det mindste ikke er ramt af hungersnød.

Men alle regner med, at de skal dø.

De sidste mænd i Aleppo giver plads til den slags hårde hverdagsspekulationer. Den virkelighedsnære film benytter sig ikke af udtalte melodramatiske virkemidler, og den syriske instruktør Feras Fayyads fortid som journalist skinner igennem. Og filmen har et kraftigt dansk islæt, idet medinstruktøren er Steen Johannessen, der mest er kendt som klipper, og produceren Søren Steen Jespersen (Blekingegadebanden).

Den ligeledes danske komponist Karsten Fundals smukke symfoni, der ledsager nogle scener, er med til at hæve filmen fra journalistik til kunst.

Og kunst er der mere af.

En haltende kat symboliserer lidelserne. Farverige fisk er et gennemgående symbol. Vores hovedpersoner køber smukke akvariefisk og sætter dem i et springvand.

”Jeg er som fisken,” forlyder det. Fisken kan ikke leve uden for vandet. Mændene kan ikke leve uden for Aleppo.

Der er efterhånden lavet en del håndholdte og hårdkogte dokumentarfilm fra Mellemøsten og Syrien. Den fem timer lange nøgterne, men mesterlige Homeland (Iraq Year Zero) fulgte en familie før og efter invasionen af Irak i 2003, ligesom vi har set Syrien-doku’er som Silvered Water, Syria Self-Portrait ogdanske The War Show. Og Netflix-filmen De Hvide Hjelme vandt en Oscar for bedste korte dokumentar i februar.

På den måde kommer De sidste mænd i Aleppo lidt sent.

Det skader heldigvis ikke filmen, for desværre er de eksisterende film blevet set af alt for få. Og i øvrigt er det givende at få indsigt fra flere vinkler.

Tør man skrive, at dokumentaren slutter tragisk i efteråret 2016?

I hvert fald er det offentligt, at i december 2016, efter filmen er færdig med optagelserne, fandt et afgørende slag sted i Aleppo. Byen blev ”befriet” af Syriens diktator Assad!