De vildfarne

Inden visningen af De vildfarne på Cph Pix byder filmens instruktør Dariusz Steiness velkommen og fortæller, at han egentlig blev færdig med optagelserne i 2012.

Fire yderlige år skulle der altså gå inden premieren, og filmen kunne være blevet færdig før, havde det ikke været for penge – eller rettere: manglen på dem.

De vildfarne er nemlig det, man på engelsk ville kalde ”indie”. Derfor er filmen også en lille, begrænset affære med ganske få, centrale karakterer.

Til gengæld fornemmer man tydeligt, hvordan Steiness har skabt sin film med hjerteblod, varme og engagement.

Men hvem er Dariusz Steiness, spørger nogle måske så. Det er helt okay, for vi skal nemlig helt tilbage til 2002 for at finde den seneste – og første – spillefilm fra den polskfødte instruktør, der har boet i Danmark i mange år.

Den hedder Charlie Butterfly og har selveste Klaus Rifbjerg som medmanuskriptforfatter og jazzmusik af Carsten Dahl. Men filmen floppede gevaldigt, og siden har der været forholdsvis stille omkring Steiness.

Men gudskelov blev han ikke en af de instruktører, der laver deres første og sidste spillefilm samtidig!

Som en slags kollektivfortælling har De vildfarne flere hovedpersoner, som den kredser omkring. Først og fremmest møder vi svenske Rolf (Björn Andrésen), der lever sit liv som hjemløs i Ørstedparken i København.

Men hurtigt møder vi også Helle (Vibeke Ankjær), der har stjålet en bunke penge fra sin arbejdsplads og opgivet sit trivielle liv. Vi møder Helles datter (Laura Drasbæk), der også er en sørgelig og nedtrykt skikkelse. Og vi møder drengen Palle (Gustav Fischer Kjærulff), som har mistet begge sin forældre i en trafikulykke og spiller fodbold i Ørstedparken.

Og langsomt fletter De vildfarne sine karakterer sammen, så de mødes og knytter bånd på kryds og tværs. Fælles for dem er, at de alle færdes i eller omkring Ørstedparken og socialt befinder sig i samfundets yderkanter.

Tempoet i De vildfarne er langsomt og eftertænksomt. Det er en film, der lader publikum dvæle ved detaljen og det skrøbelige i forholdet mellem mennesker.

Mest interessant er nok den ranglede Rolf, der med sit lange, grå hår og skæg vandrer rundt i parken som en slags Jesus-skikkelse. Da han tilbydes en normal tilværelse i en rigtig lejlighed med en varm seng og mad, vælger han alligevel livet i parken.

Steiness finder mange fine øjeblikke undervejs. Den lommefilosofiske pingpong mellem de hjemløse undgår heldigvis de mest irriterende stereotypiske forestillinger. I stedet klukker man roligt over deres selvironiske snak, som når den ene fortæller, at ”man sgu skal ikke pisse på dem, der allerede pisser på sig selv”.

Den tekniske side er ikke fantastisk. Billederne savner noget dybde, og skuespillet tangerer visse steder det dilettantiske. Brugen af børn er for eksempel ikke overbevisende, og en rockerbande, der sælger stoffer, bliver stereotypt fremstillet.

Det er en svaghed, at strukturen, hvor personerne krydser hinanden, flere steder mere har karakter af tegnebordskonstruktioner end en organisk sammenhængende fortælling.

Til gengæld køber man uden problemer hovedpersonerne som rigtige mennesker. Selv om man nødvendigvis ikke får særligt meget at vide om dem, føles de nærværende og virkelige. De er skabt med hjertevarme og sans for detaljen.

Det er godt gået med de få midler, Steiness har haft til rådighed.

Selv om fortællingen om de fire-fem personer mest er tragisk og melankolsk i sin grundtone, er det svært ikke at fnise for sig selv og trække på smilebåndet undervejs. Som når vi møder postbuddet, der hele tiden drejer samtalen ind på sin jyske hjemegn. Små karaktertræk eller replikker, der tilsammen gør godt for filmen.

De vildfarne er lun og vellykket på sine egne præmisser.