Den skjulte korruption

Da jeg blev bedt om at anmelde Hans Kristian Pedersens Den skjulte korruption, kom jeg til at mindes en for længst glemt injuriesag i Aalborg-retten i 1992. 

Sagen drejede sig om, at Pedersen havde skrevet, at advokat Johan Schlüter var ”den største forbryder i Danmarkshistorien”. Schlüter havde derfor bedt mig om på sine egne vegne at stævne forfatteren for ærekrænkelse. 

Hans Kristian Pedersen ejede landets ældste videoforretning, Laserdisken i Aalborg, hvor man kunne købe og leje film, som medlemmerne af Foreningen af Danske Videodistributører (FDV) ikke importerede til landet. 

Oprindelig markedsførte Laserdisken videosystemet LaserDisc, der både teknisk og kunstnerisk var verdens bedste videosystem. Senere tilbød forretningen også film på dvd og Blu-ray. 

Karakteristikken af Schlüter skyldtes, at han som advokat for FDV bekæmpede Laserdisken, fordi han mente, at den krænkede medlemmernes rettigheder. 

Men efter Pedersens opfattelse havde foreningen sat sig på hele det danske marked, skabt et ulovligt monopol og dermed suspenderet princippet om frihandel. Med overpriser og et begrænset filmudvalg til følge. 

Foreningen FDV forsøgte blandt andet med fogedrettens bistand at forhindre, at Laserdisken uden om foreningen opkøbte film fra USA – såkaldt parallelimport – som butikken selv prissatte og solgte til danske filmfans. 

”Johan Schlüter og hans folk står bag overgangen fra almindelig, forståelig ophavsret til jernhård markedskontrol, men han var blot en svindler. Jeg bruger ordet ’korruption’, for de, der burde beskytte os mod ham, tværtimod hjalp ham og dækkede over ham,” skriver Hans Kristian Pedersen. 

Den skjulte korruption handler om forfatterens kamp gennem en menneskealder mod kunstigt høje priser på film i Danmark, indsnævring af filmudbuddet, kartelvirksomhed, fejlimplementeret EU-lovgivning, tvivlsomme dommerafgørelser, bizarre fogedforretninger og sågar påstået korruption i samfundets top. 

Bogen handler ikke kun om den fysiske distribution af film, der jo i dag er blevet udkonkurreret af streaming. Men også om en lang række andre produkter – for eksempel Levi’s og Converse-sko – som danske forbrugere ifølge forfatteren betaler højere priser for, end man gør i mange andre lande. 

Faktisk er priserne, skriver Pedersen, i Danmark 37-42 procent over EU’s gennemsnit, hvilket gør vort land til det dyreste i EU. Han ser det som et bevis på, at det indre marked i Europa med frihandel ikke fungerer. Ellers ville der kun være små prisforskelle medlemslandene imellem. 

Bogen er et mammutværk bestående af to bind på tilsammen 1.184 sider foruden et introduktionshæfte på 28 sider. Bogen kan også læses gratis som interaktiv pdf med links til 1.200 dokumenter og 90 videoklip. 

Man bliver som læser imponeret af det store arbejde, Hans Kristian Pedersen har lagt i bogen. Det må have taget tusindvis af timer. Og der kan være noget om hans grundlæggende pointe, at hverken politikere, dommere eller andre jurister ofte er tilstrækkeligt inde i de problemer, som de behandler, hvorfor man som borger ikke kan føle sig tryg. 

Bemærkelsesværdig er en udtalelse i 2002 fra nuværende statsminister Mette Frederiksen, som bliver citeret i bogen: 

”Jeg opfatter det faktisk som et helt og aldeles grundlæggende – og dermed også alvorligt demokratisk – problem, at hver eneste gang vi behandler ophavsret (…), er det faktisk næsten umuligt at læse og forstå den tekst, der foreligger. (…) Implementeringen af EF-direktiv eller ej, dansk lovgivning skal være til at forstå. Ellers kan den af indlysende årsager ikke udfylde den rolle, som lovgivningen nu engang skal.” 

Hans Kristian Pedersen sammenligner sig ubeskedent med astronomen Galilei, der i 1600-tallet blev fængslet, fordi han gik imod de religiøse magthavere og sagde sandheden: At Jorden kredser omkring solen – ikke omvendt. 

Men man kommer uvægerligt også til at tænke på den gamle spanske ridder Don Quijotes kamp mod vindmøllerne. 

Selv de dygtigste jurister og politikere har svært ved at forstå området, fordi de mangler indsigt i ophavsretten, herunder den såkaldte spredningsret, der sikrer fri konkurrence i forhold til salg af udgivne film, men forbyder salg af piratkopier. 

Det at have ret er ikke altid det samme som at få ret. Når jeg i sin tid som advokatfuldmægtig hos højesteretssagfører Hjejle mødte i Højesterets ankeudvalg, stødte jeg ofte på selvmøderne – blandt juristerne kaldet ”selvmordere” – der førte deres egne sager for Højesteret uden advokatbistand. 

Jeg husker fra den tid mange samtaler med selvmødere med sager, som klart burde kunne få medhold, hvis blot selvmøderne kunne have formuleret sagens problem med de rette, få juridiske ord. 

At procedere en sag er nemlig et håndværk, der ligesom andre håndværk kræver en god uddannelse og praktisk erfaring. Amatørens indsats er – også når det gælder retssager – ofte at ligne med Don Quijotes forgæves kamp. Samtidig kan ingen sag vindes, hvis dens synspunkter ikke har vind i sejlene. 

Bogens svaghed er forfatterens hang til umådeholden snak, når han skal forklare sin sag. Men det skygger ikke for, at Den skjulte korruption stiller en omfattende indsigt til rådighed – en indsigt, som forfatteren har oparbejdet i sin lange, seje indsats for retfærdigheden. 

Hans Kristian Pedersens kamp handler dybest set om at sikre den frie konkurrence, således at vi – kunderne – får et stort og bredt udbud af varer til den billigste pris. Vi har inden for film- og musikbranchen set små, uafhængige forretninger gennem specialimport sikre danskerne skæve og sjældne værker. I dag har internethandlen overtaget, men området rummer stadig en fare for monopoldannelser og kulturelle handelsmure. 

Tilbage i 1992 ville Hans Kristian Pedersen ikke trække sit udsagn om Johan Schlüter tilbage og tabte injuriesagen. 

Det hører dog med til Pedersens fortælling, at den fornærmede advokat, som ikke ville kaldes den største forbryder i Danmarkshistorien, i 2018 blev idømt fire års betinget fængsel for at have svindlet med filmbranchens rettighedspenge. 

Nu skal det blive spændende at se, om det efter over 30 år endelig vil lykkes Hans Kristian Pedersen med sin bog at få skabt tilstrækkelig interesse hos magthaverne – Margrethe Vestager og EU-Kommissionen, politiet og bagmandspolitiet, Den Danske Dommerforening, Kulturministeriet og Folketingets medlemmer – til at få taget forfatterens synspunkter op til fornyet overvejelse.