The Disappearance of My Mother

33-årige Beniamino Barreses debutfilm starter en kende prætentiøst, da den unge debutinstruktør forsøger at bruge greb, som han endnu ikke mestrer.

Unge modeller bøjer og strækker hoved og nakke i sort-hvide closeups. Barreses stemme dirigerer positurerne. I et metalag er han ved at caste modeller, der skal spille hans mor i dokumentaren.

”Lige så længe jeg kan huske, har jeg filmet og fotograferet min mor uden at vide hvorfor,” forklarer teksten på det sorte lærred. ”Hun var min første og bedste model,” skriver fotografen, der nu også kan kalde sig instruktør.

Sådan er Barreses koncept. Han vil lave et portræt af sin berømte supermodel af en mor akkompagneret af bevingede floskler og fine dukkeansigter.

Heldigvis vil moren, Benedetta Barzini, det anderledes. Det er tydeligt fra første fantastiske scene med den spinkle stålvilje, der sidder – godt pakket ind med sit strikketøj på skødet – med ryggen til Barreses håndholdte kamera. Bøger, tegninger, malerier, aviser, fyldte poser, puder og plakater er stablet op i hvert et hjørne.

”Mor, hvad skal du have på til prisoverrækkelsen?”

”Det her!” siger hun og hiver ned i sin bordeauxrøde cardigan, der er ét af tre lag poset tøj, toppet med et lyseblåt tørklæde og lilla strikhue.

”Kunne vi ikke prøve at klæde dig lidt mere på til lejligheden, lidt mere elegant?”

På døren af den lille dames propfyldte lejlighed hænger invitationen. Milanos byråd vil overrække hende en æresmedalje klokken elleve på rådhuset.

”Jeg er perfekt klædt på til en begivenhed klokken elleve om formiddagen!”

Og sådan bliver det.

75-årige Benedetta Barzini har nået et punkt i livet, hvor hun kan tillade sig at sige nej. Og den ret benytter hun sig af. Meget. Ligesom retten til at sige ”fuck off!”

Selv om der er vidunderligt arkivmateriale fra Barzinis storhedstid i 60’erne, er det ikke meget vi får at vide om den aldrende skønhed. Men det er rigeligt til, at vi bliver fascineret af den bemærkelsesværdige kvinde.

Barzini voksede op med skiftende guvernanter og udviklede en spiseforstyrrelse som syvårig som et oprør mod de fraværende forældre. Hun kom på forskellige anstalter og flygtede fra den sidste, inden hun blev opdaget på gaden af en Vogue-redaktør.

Så gik det stærkt.

Tre uger senere stod hun i New York, hvor hun blev en af tidens supermodeller. Hun blev nære venner med Andy Warhol og Salvador Dalí, kurtiseret af Ted Kennedy og fotograferet af de største. I 1972 fødte hun tvillinger, og samme nat som de blev født, skred hendes mand.

Hun forlod modebranchen, blev marxistisk feminist og underviser nu i branchens undertrykkende adfærd.

Denne yderst intelligente, majestætiske elegance forsøges indfanget af hendes søn mod hendes vilje. Barrese vil så gerne have, at hun opfører sig, som han har forestillet sig, og da hun får besøg af supermodellen Lauren Hutton, kan han nærmest ikke være i sig selv: ”Det er jo historisk!”

”Ud!” siger de to storrygende madammer i kor.

Det er svært ikke at se The Disappearance of My Mother i lyset af det nylige, herostratisk berømte Radio24syv-portræt af Ghita Nørby.

Portrætmageren klamrer sig til sit koncept, og jo mere mageren klamrer, des mere modstand giver den portrætterede. Barzini hader kameralinsen, men elsker sin søn.

”Hvor er min Ben?” siger hun hen imod slutningen af den udmarvende kamp mod kameraet.

Det smukke ved Barreses dokumentar er, at instruktøren til sidst fatter det. Mor har ret. Hvis han dropper konceptet og rollen som beordrende instruktør, kan de skabe sammen. De begynder at lege.

Barzini har længe snakket om, at hun vil forlade denne verden, finde en øde ø til hendes sidste fase af livet. I en morsom montage forsøger de at skabe denne fortælling, og det mest livsbekræftende øjeblik er, da 75-årige Barzini sidder i en robåd mutters alene ude på det store hav og storgriner. Hun fucking elsker det!

Endelig har sønnike fanget livets store skønhed.