”Kender du følelsen af at sidde i biografen, hvor alle griner. Men du forstår ikke hvorfor?”
Sådan lyder åbningsreplikken i Disclosure, mens vi ser en montage af transpersoner i film- og tv-historien.
Vi ser folk grine ad mænd forklædt som kvinder og pinlige spørgsmål fra talkshow-værter, som når koryfæet Oprah Winfrey spørger en transkvinde, hvordan hun skjuler pikken.
Men for filmens medvirkende er det ikke en spøg. Det er deres identitet, som bliver udstillet.
Men tilskueren forstår hurtigt, at dokumentaren har mere på hjerte end en løftet pegefinger. Transpersoner er mere udsatte for vold og mord end andre befolkningsgrupper, og det kan de ikke flygte fra i fiktionen, hvor de primært optræder i voldelige sammenhænge.
Det går instruktør Sam Feder i clinch med, og sammen med prominente transpersoner i mediebranchen sætter han film- og tv-historien i kritisk lys.
De medvirkende fortæller, at de altid gerne har villet leve et almindeligt liv, men det kan være svært uden rollemodeller at spejle sig i. Derfor vælger de at offentliggøre deres kønsidentitet.
Deraf titlen Disclosure.
”Vil du være ligesom Buffalo Bill i Ondskabens øjne?” fortæller skuespilleren Jen Richards, at en kollega har spurgt hende. Hun siger det halvt spøgende, men også lidt trist. Det var kollegaens eneste reference til transpersoner, da Jen fortalte, at hun ville skifte køn.
Men det er ikke kun ciskønnede, der mangler en referenceramme for at forstå transkønnethed. Jen fortæller, hvordan hendes selvværd blev sønderslidt af kun at se transkønnede som frygtindgydende skurke i Ondskabens øjne og Hitchcocks Psycho.
Vi ser flygtige sekvenser fra de senere års tv-serier som Pose og Transparent med transpersoner i bærende roller. Og selv om dokumentaren hylder milepæle som The Queen (1968) og Paris Is Burning (1990), ser vi stadig en verden farvet af årtiers skildring af transkønnede som enten skurk eller hofnar. Typisk er komedien Tootsie, hvor en mand forklædt som kvinde desperat forsøger at holde balancen i højhælede sko.
Det er filmens force, at den iscenesætter menneskers sande erfaringer i filmhistorien. Den læner sig således op ad The Celluloid Closet (1995), der fortæller homoseksuelles kulturhistorie set igennem Hollywoods perspektiv.
Men hvor forbilledet holdt et snævert fokus på de filmiske skildringer, giver Disclosure mere plads til de medvirkendes egne historier.
Blandt dem skiller især den karismatiske skuespiller Laverne Cox (Orange Is the New Black) sig ud. Hun er en både underholdende og nærværende fortæller, der rundhåndet deler ud af sin indgående filmviden og egne oplevelser.
Således giver Disclosure et sælsomt indblik i en problemstilling, vi sjældent ser behandlet, ligesom den perspektiverer transkønnedes udfordringer med kvindekampen i det 20. århundrede.
Laverne fortæller, hvordan man førhen grinte ad filmiske skildringer af mænd i dametøj, fordi man så kvindelighed som noget useriøst. Ligeledes pointerer hun, at vold mod transkvinder er det samme som vold mod kvinder.
”Nogle fremhæver, at film som Boys Don’t Cry er baseret på virkelige hændelser. Men hvorfor må vi ikke se transkønnede, uden at vi bliver tæsket, nedgjort og myrdet?” spørger hun.
Imens ser vi voldelige klip fra filmen, hvor Hilary Swank forklædt som mand bliver tæsket og voldtaget. Det er hendes straf for ikke at tilpasse sig samfundets normer.
”Tænk at vokse op med forældre, der forstår én,” siger en hulkende kvinde til kameraet. Hun hæfter sig i højere grad ved sine personlige traumer, end Laverne gør.
Men i stedet for at spørge ind til traumerne og gå et spadestik dybere ned, klippes der tilbage til talkshow-værters upassende spørgsmål om deres transkønnede gæsters kønsorganer.
Ikke desto mindre er Disclosure en yderst nærværende skildring af kønsidentitet og sammenhængen mellem medier og moderne kultur, der fortsat er med til at forme vores forståelse af verden.
Kommentarer