På en beverding vil man ofte lægge øre til fuldemands-algebra. Fænomenet indtræffer, når en øltørstig starut forsøger at få utallige røverhistorier til at passe sammen med løgn som den sammenhængende lim.
Det lader også til, at den navnløse strejfer (Paw Henriksen) i Doctor Harvig lyver hurtigere, end en hest kan rende, da han over for den pensionerede titelfigur (Kristian Halken) febrilsk trækker utrolige tråde mellem forskellige variabler: Indien, voldtægt, en hund, lort, opkast, New Orleans, ko-kneppere, sexede tvillinger, ferskenbryster, falske pengesedler og en fængselsdom.
Doctor Harvig foregår i bodega-brune omgivelser, og hovedpersonen har gerne et tocifret antal fadøl i blodet. Det udmønter sig i et præcist portræt af alkoholisme, men desværre også en ganske vraltende film.
Gamlingen Harvig har selv mytomaniske træk, og filmen fungerer bedst, når der antydes forskelle mellem verden og den tidligere kirurgs opfattelse af den.
Instruktør og manuskriptforfatter Craig Frank beskæftiger sig normalt med animation. Han står bag komedierne Rejsen til Saturn og Jensen & Jensen, og så har han også produceret Ekko Shortlist-perlen Et børnehjem. Denne gang sætter han fokus på alkohols forvrængning af virkeligheden.
Harvig har sat den navnløse i stævne, fordi han har en plan. Han skal bruge intet mindre end en snigmorder. Sådan sjosker Doctor Harvig lettere kluntet fra værthus-kammerspil til politisk thriller.
På stolene oppe ved baren sidder fulde englændere og gør sig som et græsk kor, der slår terrorisme og international krig an som tema. Med ølskum i skægget ævler de om droner og jihadisme, sådan som man af og til gør på druk, og Craig Frank rammer med disse gæster en god balance mellem det store og det små.
Mindre elegant fortæller filmen om, hvor manisk Harvig går op i politik. Med floromvundne, fortærskede argumenter om Bush, Blair og Fogh plæderer han for, at Danmark skal stoppe ethvert militært engagement i udlandet.
Hvordan vil han få verden til at lytte? Jo, den engelske udenrigsminister skal slås ihjel!
Den egentlige motivation bag Dr. Harvigs vanvidsplan kommer først frem senere i filmen. Slutscenen får ganske vist plottets ligning til at gå op, men Craig Franks sene plottwist giver store dele af Doctor Harvig en distanceskabende uklarhed.
Paw Henriksen optræder med stor overbevisning som drenget globetrotter med en ræv bag øret og utallige øl i løgnhalsen, og erfarne Kristian Halken brillerer som mystisk fantast fuld af virketrang og hævnfantasier. Han sluger fadøl som et glubsk bæst, og i sine mest berusede stunder råber Harvig sine pointer rungende højt.
Igen er portrættet af alkoholikeren rammende, men de mange brøl bliver i længden enerverende.
Harvig har et særligt forhold til den unge servitrice, Laura (Sofia Saabye Mehlum), på sit stamsted. Først på aftenen møder han hende med en høflighed, der synes at pege tilbage på den glorværdige fortid som kirurg. Men alkohol kan være en dæmonisk væske, der forvandler en distingveret herre til en bidsk hund med galoperende paranoia.
Harvig bliver ond i sulet, og Halken finder fornemt de svinske sider frem i Harvig.
Hjemme i sin enkemandslejlighed præsenteres den drikfældige enspænder som decideret galning, når han klipper i aviser og bykort for at planlægge mordet på udenrigsministeren. Planens detaljer er skrevet ned på så mange gule post-it-sedler, at end ikke Conan Lurbakke fra Casper & Mandrilaftalen kan være med.
Til sidst udvider Craig Frank sin genreleg til også at omfatte familiedramaet, og her kastes sygdom ind i filmen med lidt klumset hånd.
Doctor Harvig viser effektfuldt en ordentlig branderts stadier. Men de mange slørede passager hindrer samtidig indlevelse i den forrykte fusentast. Både i virkeligheden og fiktionen er det vanskeligt at engagere sig i planer brygget over ti fadøl.
Kommentarer