En spinkel nordmand med iranske aner provokerer i 2014 en dørmand i Oslo ved at fægte koket omkring sig med et baseballbat. Muskelbøffen får nok og uddeler knytnæveslag, indtil chikanøren hoster blod op.
Teaterblod.
Det er nemlig ikke tilfældigt, at optrinnet blev fanget på video. Instruktør Kristoffer Borgli og komiker Amir Asgharnejad ville udstille det afskyelige og groteske ved virale videoer, og kort efter de smed det fingerede optrin på nettet, var det set af over en million mennesker.
Sådan blev et reklamebureau fra Los Angeles interesseret i Amir Asgharnejad.
Cph:Dox-aktuelle DRIB er en delikat metafilm, der arbejder med iscenesættelse i anden potens. Det iscenesatte overfald fra Oslo danner baggrund for en iscenesættelse af Amirs møde med et bizart og uendeligt skægt univers.
Reklameselskabet tror, Amir optræder autentisk i videoen, og nu vil de sælge energidrik til hele verdens teenagere gennem provokatøren.
Det fortæller Kristoffer Borgli i filmens indledning, før han starter et interview med Amir. Amirs fortælling fiktionaliseres herefter, når han rejser til USA. Her optræder han som sig selv blandt amerikanske skuespillere i en selviscenesat film om fup.
Borgli og Asgharnejad er filurer – de er ikke til at stole på.
Knibske dokumentarfolk vil formentlig køre træt i deres spidsfindige lege, men fans af drillepinden Andy Kaufman vil føle sig hjemme i de to nordmænds spacede univers.
I 2012 instruerede Kristoffer Borgli kortfilmen Whateverest om den fallerede musiker Inspector Norse, der vimser rundt som dansegal narkoproducent i en bowlinghal i Hjørring!
Det galsindige portræt er en vellykket mockumentary. Hæderkronede The Guardian troede imidlertid, at Norse var en virkelig person, og de gik altså durk i Borglis fælde.
Amir Asgharnejad dimitterede fra kunstakademiet i Oslo med en performance, hvor tilskuere fik uddelt stoffer brygget i et Ikea-køkken. Først senere fandt pressen ud af, at de vind og skæve stakler var skuespillere.
Vi har ingen mulighed for at kende den autentiske historie om Amir og energidrik-kampagnen, så DRIB kan ikke vurderes ud fra graden af autenticitet. Men som mediesatire fungerer filmen svimlende godt.
Tilblivelsesprocessen har været et juridisk forhindringsløb for Borgli, der ikke må bruge navnet på det egentlige varemærke, der ville hyre Amir. Derfor er DRIB hans eget bud på en grøn opkvikkervæske.
Reklamechefen Brady (spillet af Brett Gelman, der snart er aktuel i Twin Peaks) glimrer som overgearet psykopat, der fører Amir ind i en vanvidsverden befolket af kunstnere med bristede drømme. De har solgt deres sjæl til det kommercielle marked, så det er skruppelløse zombier, Amir møder i billedskønne Los Angeles.
Som tilskuer befinder man sig ganske vist ofte udenfor selve fortællingen, da de to bagmænds forhistorie inviterer én til at være opmærksom på, hvornår de sidder med en ræv bag ørerne.
Og Borgli og Asgharnejad dyrker deres renommé med snilde, når de stopper historien for at jonglere ekvilibristisk med de forskellige lag. På et tidspunkt skal Amir modtage utallige kindheste under et photo shoot. Karakteren Amir hader det. Og virkelighedens Amir hader det, for instruktør Borgli bliver ved med at ville tage scenen om.
Man bør ikke snyde sig selv for den herligt komplekse komedie under dette års Cph:Dox-festival.
For filmen undgår nemlig at blive en letkøbt latterliggørelse af reklameverdenen, da Amir løbende også udstiller sig selv som en tvivlrådig komiker, der mister overblikket i sin egen gimmick.
Det er absurd usympatisk at søge opmærksomhed på nettet gennem vold. DRIB fortæller, at det ikke er synderligt mere sympatisk at søge opmærksomhed gennem fingeret vold. Den infantile kamp for anerkendelse og views præger både reklamebranchen og Amir, og det er altid ekstra sjovt, når en lurifaks ikke skåner sig selv.
Kommentarer