To år efter at have begivet sig fra Afghanistan til Danmark med menneskesmuglere og livet som indsats sidder syttenårige Wasiullah fanget i den danske asyl-skærsild. På centret klovner han rundt med sine venner iført en ”I <3 CPH”-t-shirt, mens han venter på svar på sin asylansøgning.
Han kunne lige så vel vente på Godot.
Da han får sit sidste afslag, flygter han sydpå med håb om, at han kan vende tilbage med en italiensk opholdstilladelse i lommen.
Michael Graversens intime portræt af en skrøbelig skæbne giver tilskueren et førstehåndsindtryk af den nådesløse umenneskeliggørelse, der præger et liv på dørtærsklen til det vestlige fællesskab.
På den nervøse tur sydpå træder Wasi op på rækværket på en parisisk togstation og erklærer til natten: ”Danmark, hvor er du henne? Insh'allah, jeg kommer snart, når jeg får ophold!”
Men den melankolske musik undergraver hans noget anstrengte optimisme ved at minde om, at vi ser en tragedie. Wasis drøm om Danmark bliver ikke så meget knust, den bliver langsomt eroderet af et liv uden rødder og uden social kontakt.
Når han er alene, indhenter mareridtene ham. Hans fætre giver ham tæv og holder ham fast, mens onklen skærer hans hals over. Wasi fører insisterende sin hånd frem og tilbage over struben, mens han fortæller om drømmen, der vækkede ham. ”Han laver rah-rah-rah på kniv,” forklarer han med melodisk Pashto-intonering, imens han kigger ængsteligt omkring sig.
En traumatiseret ung mand er på vej til at blive en stille eksistens.
Hvad gør det ved et menneske at leve år efter år i usikkerhed? Hvad gør det ved en ung mand at leve på gaden i de år, hvor hans danske jævnaldrende går i gymnasiet, tager til fester og finder sig til rette med sig selv og hinanden?
Graversens mangeårige engagement giver en stigende fortrolighed med Wasi, som årene går, og kameraet er blandt de få konstante elementer i en tilværelse, hvor venner og kontakter støder til og falder fra, mens hovedpersonen skifter både sprog og omgivelser.
Han har problemer med hukommelsen, forklarer han i en tidlig scene, og efterhånden som hans holdepunkter forsvinder gør hans åndelige klarhed det også. Han bliver mere vægrende og rastløs – og blikket flakker, når han taler til kameraet på gebrokkent dansk-engelsk-italiensk i en sprogforvirret sammenblanding.
Det kommer i og for sig ikke sagen ved, hvordan Wasi er endt i denne situation. Portrættet søger det universelle i det specifikke og lader klogt distraherende teknikaliteter – hvorfor flygtede han i første omgang – glide i baggrunden.
I stedet peges kameraet selvsikkert på de menneskelige detaljer.
Som da Wasi får besøg af sin bedste ven fra asylcentret og får lov at holde hans spritnye danske pas. Eller da de senere sidder i sneen uden for en norditaliensk landsby og kaster til måls med snebolde: ”Hvis du rammer dér, du bliver præsident eller gangster, eller meget stor, rige mennesker!”
Selv om den patosfyldte musikledsagelse er en lidt skurrende kompensation for projektets økonomiske begrænsninger, er man ikke et sekund i tvivl om Graversens evner som socialt intelligent og engageret formidler.
Hvad der er på spil i portrættet, er de menneskelige konsekvenser af en ungdomsopvækst som randeksistens uden andet at klynge sig til end håbet om engang at blive lukket ind. Wasis Sisyfos-tilværelse er et gribende indspark i flygtningedebatten, og Drømmen om Danmark er noget så sjældent som en vigtig film.
Kommentarer