E.1027 – Eileen Gray and the House by the Sea

”Det her hus fascinerer mig. Det taler til mig og skubber mig så væk ligesom en ulovligt indtrængende. Det ånder af sindsro. Det er mere end arkitektur. Dets skønhed smerter mig.”

Den store modernistiske arkitekt Le Corbusier var ikke typen, der roste andre i flæng. Faktisk var han vist et temmelig stort røvhul.

Men huset E.1027 rammer ham på samme måde, som en kastestjerne rammer en statist i en billig kung fu-film. Øjeblikkeligt lammende effekt.

Og dér står Le Corbusier på den franske Riviera anno cirka 1932 med vandkæmmet ego, krøllet flonelskjorte og ansigtet paralyseret bag hornbrillen.

Huset, han befinder sig i, er ikke hans. Det er tegnet af en irsk kvinde, han kun kender af navn. Det er hendes første hus som arkitekt. Hun hedder Eileen Gray.

Ti år senere har Le Corbusier gjort huset til sit eget og de facto skrevet Eileen Gray ud af arkitekturhistorien.

Men som filmtitlen meget præcist indikerer, er dokumentaren E.1027 – Eileen Gray and the House by the Sea en tilbageerobring. Den giver den kvindelige arkitekt, der levede fra 1878 til 1976, fuld credit og klart mest tid på lærredet.

At det alligevel er Le Corbusier, der vel sammenlagt er med i ti minutter ud af 90, som står mest mindeværdigt frem, siger alt om filmens problem.

Den er rodet.

Instruktørerne Beatrice Minger og Christoph Schaub har tydeligvis været i Eileen Grays dagbøger, breve og interviews. 

Men selv om de både citerer og andre gange parafraserer meget frit, formår de ikke at skabe noget tilnærmelsesvis klart billede af, hvem Eileen Gray var. Det er som at se et portrætmaleri, hvor alle kræfter er blevet lagt i teksten under billedet.

Eileen Grays liv bliver til en usammenhængende citatbunke og årstal og levesteder uden den store gnist.

Grebene i filmen er ellers friske nok.

I stedet for en tredjepersonsfortælling vækkes Eileen Gray til live i skikkelse af skuespiller Natalie Radmall-Quirke. På den måde kommer filmskaberne ud over det indlysende problem med at sætte billeder på den unge Grays liv, som der ikke er mange optagelser af, hvis nogen overhovedet.

Radmall-Quirke trasker rundt i en stiliseret studiekulisse med diverse farveprojektioner. Vi er med andre ord vidne til en illustration, ikke en imitation.

Eileen Gray har, i Radmall-Quirkes fremtoning med jakkesæt og hjemmerullet smøg, et touch af Tilda Swinton over sig. Noget queer og noget selvstændigt. Vi hører om en affære med en kvindelig, parisisk sanger og en vision om at lave møbler til storbyens selvstændige kvinder.

Virginia Woolf talte om ”a room of one’s own”. Eileen Gray designer det. I plexiglas, læder og stålrør suppleret med unikakunst i form af lakplader med semiabstrakte motiver og struttende gulvtæpper.

Det er moderne og blander kolde og varme udtryk.

Da Eileen falder for journalisten og arkitekturnørden Jean Badovici, kommer der fart på. Han tilskynder hende til at tegne huset, som de i 1929 opfører på den franske sydkyst nær Italien. Et ærkemoderne hus med masser af glas og rektangulære flader, minimalt med udhæng og pynt. 

Det ligner en skibsside og ser ud på det azurblå hav og nåletræer.

Der er mange optagelser af det restaurerede E.1027, som filmskaberne tydeligvis er forgabt i. Men der er hverken logik eller gevinst i skiftene mellem disse optagelser og iscenesættelserne med skuespilleren.

Det er under en krise i Eileen og Badovicis forhold, at Le Corbusier, en nær ven af Badovici, drysser ind og forgriber sig. Ikke på hende, men på huset, som han i hendes fravær inseminerer med hele syv selvskabte murmalerier (en genre, han ellers havde forsaget i sine egne visioner kaldet ”boligen som maskine”).

Vi skriver nu 1938.

Medierne får øjnene op for E.1027 og tror naturligvis, at det er Le Corbusiers værk fra kælder til kvist. Han retter dem ikke og køber så i øvrigt – som for at understrege sin magt – byggegrunden lige ved siden af.

På dette tidspunkt har Gray lagt al queer-coolness på hylden, og hun savner sin irriterende ”Bado”. Hun opereres, hvorfor hun sælger sin faste ejendom.

Det er en tragedie for huset, men også for filmen. Når filmen for alvor går i gang med plottet om huset, bliver Eileen Gray en statist i arkitekthistorien på en måde, som selv ikke den feministisk opbyggelige slutning kan opveje.