El Conde

Den chilenske instruktør Pablo Larraín har spillet sine kort rigtigt, siden hans historiske drama No blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. 

Begge hans portrætfilm af store kvinder i krise, Jackie og Spencer, udløste Oscar-nomineringer til deres hovedrolleindehavere, og sideløbende har han brugt Hollywood-succesen til at finansiere personlige projekter i hjemlandet som El Club, Neruda og Ema.

Hvis Nikolaj Arcel, der var Oscar-nomineret samme år for En kongelig affære, er bare en smule misundelig, kan man ikke fortænke ham i det. 

I år dyster de igen om den samme pris, men hvor den episke Bastarden med Mads Mikkelsen i hovedrollen på forhånd ligner et godt bud til Guldløven, føles Larraíns El Conde som en ret uterlig genrefilmjoker.

Netflix-filmen, der springer biografen over og vises på streamingtjenesten allerede fra 15. september, er en morbid vampyrfortælling i stiliseret sort-hvid. Instruktøren forestiller sig den chilenske diktator Augusto Pinochet som en 250-årig vampyr omgivet af kævlende familiemedlemmer, der vil have fingrene i hans tilranede formue.

En kort prolog ridser præmissen op.

Opvokset på et børnehjem bliver den menige Charles Pinochet (Jaime Vadell) stolt soldat for Solkongen Louis XVI og sværger ved Marie Antoinettes guillotine at bekæmpe revolutionære.

Pinochet var på magthavernes side i Haiti, Algeriet og Rusland, før han søgte tilflugt i Chile, en nation, hvis blod han sugede til sig som landets skånselsløse diktator fra 1973 til 1990. Lige indtil pøblen vendte sig imod ham, og han besluttede sig for at iscenesætte sin egen død.

Diskret er det ikke.

Men Pablo Larraín har allerede taget sit hjemlands nationaltraume under lødig behandling i film som Tony Manero, Post Mortem og No. Og trods seriøsiteten kan ingen af de film matche et mere slagkraftigt billede på Pinochet-regimet end de tidlige scener i El Conde.

Her svæver diktatoren over Santiagos nattemørke gader i fuld militæruniform på jagt efter sit næste offer!

Jagtudflugterne foruroliger hans fem forvænte børn. De er ligeglade med, at han er vampyr, så længe de får deres arv. Jo før, desto bedre. ”Det er urimeligt, at vi skal vente hele vores liv på den!” vrænger en af sønnerne.

For at sætte skub i processen mødes de alle på forældrenes afsides landejendom, hvor Pinochet bor med sin afstumpede kone Lucía (Gloria Münchmeyer) og butleren Fyodor (Alfredo Castro). Butleren er eksilrusser i n’te generation, der lod sit had mod bolsjevikkerne gå ud over militærregimets fjender og blev belønnet ved selv at blive gjort til vampyr.

De får også selskab af eksorcist-nonnen Carmen. Hun er hidkaldt for at redde Pinochets salige sjæl – helst mens den forlader kroppen – og især for at finde hoved og hale i farmands fordækte finanser.

Paula Luchsinger er fremragende i rollen, når hun med from sleskhed taler Pinochet-familien efter munden, indtil de taler over sig med pral om korrupte handler og oversøiske bankkonti, som ingen endnu har haft held til at finde.

”Men kristendemokraterne gik jo kun med til ikke at lede, fordi din far truede med at begå endnu et kup,” indvender Carmen med et smil så indsmigrende, at børnene næsten tror, hun er på deres side.

Af og til tror man det samme som publikum, for hun skifter mellem at være vægelsindet og uudgrundelig – et spejl af kirkens ubeslutsomhed under regimet, der ligger i forlængelse af Pablo Larraíns katolikkritiske El club.

”Greven”, som Pinochet foretrækker at blive kaldt, og som er filmens titel på spansk, er en ensom, smålig skikkelse. Spillet af den store chilenske skuespiller Jaime Vadell stavrer han omkring i pelsuniform og med gangstativ, mens han brokker sig over sine utaknemmelige landsbørn og ønsker sig død.

Det er sjovt, men bag den ironiske distance brænder en berettiget vrede mod en leder af et korrupt rædselsregime, der dræbte tusinder og torturerede tusinder flere.

Det faldefærdige landpalæ er ikke ulig de gudsforladte torturcentre, hvor regimet fik tusindvis af politiske fanger, kriminelle og andre uønskede elementer til at forsvinde. Dybt nede i kælderen blender butleren menneskehjerter med tequila til en morbid proteinshake.

Men El Conde er også rodet.

Den kaster om sig med idéer og beskyldninger. Og det er, som om filmens forkastelige personer mest optræder som målskive for Pablo Larraín og medforfatter Guillermo Calderóns had mod de voldsopportunister, der blev rige på andres lidelse og gav rigdommen i arv til næste generation.

Den pointe slås i øvrigt fast med syvtommersøm i et herligt twist i filmens tredje akt.

Man kan sagtens fortabe sig i filmens smukke billeder og Grand Guignol-agtige hypervold og svælge i skadefryd over at se Pinochet-familien få som fortjent. Men i sidste ende er Pablo Larraíns vampyrfilm mere underholdende end egentlig tilfredsstillende.