Man frygter, at Elena begynder med et teknisk uheld. Åbningsbilledet er en tre minutter lang statisk indstilling, hvor vi ser ud gennem et vindue i en lejlighed. Der er ingen personer, og der sker intet. Er dvd-afspilleren gået i stå?
Efterhånden synes lyset at ændre sig en anelse, og denne ekstreme langsomhed viser sig efterhånden at være filmens stil. Vi ser, hvordan mennesker står op om morgenen, reder senge, drikker kaffe, trækker gardiner fra, hører radio, kører i tog og ser tv. Da der er gået en halv time på den måde, har man lyst til at slå over på tv-avisen – og siden viser det sig, at det kunne man roligt have gjort, for man går ikke glip af noget særligt, hvis man vender tilbage til filmen efter at have brugt en halv time på andre gøremål.
Langsomt viser det sig, at filmen handler om en ældre mand, der ligger og dør, og om de forviklinger, det skaber mellem hans kone og hans og hendes børn. Men på intet tidspunkt bliver man grebet af personerne eller historien. Billederne er umanerligt smukt belyste, hvad der ikke er en ubetinget ros, for de matcher i deres æstetiske perfektion ikke rigtig med filmens lurvede fortælling. Philip Glass har skrevet et skummelt minimalistisk tema, der dukker op på de mest tilfældige steder og virker lige så malplaceret, som hvis Andrej Tarkovskij pludselig havde skruet op for et Miles Davis-tema.
Instruktøren Andrej Zvyagintsev blev af flere kritikere kåret som netop Tarkovskijs arvtager, da han vandt Guldløven i Venedig for sin fascinerende, både realistiske og symbolske debut The Return.
Hans næste film, The Banishment, var inviteret til Cannes-festivalens officielle konkurrence 2007. Elena er hans tredje film, men hurtigere end Tarkovskij synes han allerede at have mistet fodfæstet i avantgardefilmens sump.
Men meningerne er delte. Da filmen blev vist i Cannes-festivalens Un Certain Regard-sektion, udmærkedes den med juryens specialpris.
Denne anmeldelse har været bragt i dvd-sektionen i #59.
Kommentarer