En fantastisk familie

”Hvorfor tror du, jeg laver den her film?” spørger Nicoline sin far.
Kim griner opgivende. ”Du prøver på at lukke et hul i din opvækst.”

Nicoline puster balloner op og binder dem på stænger, der er fastgjort i gulvet. Det ser festligt ud. Filminstruktøren forbereder filmstudiet, hvor hun, moren Annette Sofia Skotte og Kim Jacobsen skal mødes og tale om det hul. Om hvad der egentlig skete den dag i 1997, hvor moren fortalte, at hun var forelsket i en anden og ville skilles.

Et filmstudie er som et laboratorium.

Nicoline Skotte er en søgende instruktør, der eksperimenterer med sit eget familietraume. I afgangskortfilmen fra Filmskolen, Min far forfra (2015), etablerede hun et møde med den far, hun havde mistet forbindelsen til efter forældrenes skilsmisse.

Mødet blev til en ny begyndelse – et humoristisk og legende forsøg på at nærme sig hinanden igen. ”Jeg mindes ikke at have set en så enkel og dog så kærlig og rørende far/datter-film,” skrev Ekkos chefredaktør.

I den svære toer forsøger instruktøren sig igen med mødet som omdrejningspunkt. Men denne gang er det en konfliktfyldt og problematisk trepartsforhandling.

Nicoline efterprøver de divergerende forklaringer, som Annette og Kim leverer om den traumatiske hændelse. Annette fortæller, at Kim slog hende, truede med kniv, sad overskrævs på hende og tog kvælertag.

Ifølge Kim slog han Annette tre gange med flad hånd og smadrede deres bryllupsbillede. Nicoline var ti år og reddede moren fra døden, da hun kastede sig over faren på gulvet, siger moren, men Nicoline har svært ved at huske, hvad der egentlig skete.

Dokumentaren veksler imellem forskellige vidneudsagn fra Kim, hans bedste ven Torben, Annette, hendes mor og to søstre og endelig Nicoline selv. Kims verden brød sammen, og han var indbegrebet af fortvivlelse, fortæller Annettes mor, der i sig selv er stof til en film.

Fotografier fra en fjern firserfortid lægges ned på bordet. Smarte, sjællandske Annette – iført stramme cowboybukser, permanentet hår og mørk øjenskygge – drømmer om at slippe fri af Jehovas Vidners jerngreb og flygte til Paris. I stedet bliver hun af sin strenge mor sendt til Skjern for at missionere, og her vækker hun straks opsigt.

Ingen har set noget lignende, når hun farer igennem den lille by på rulleskøjter. ”Barbie,” bliver hun kaldt. Kim ansætter den ti år yngre kvinde og scorer over sin liga. En appelsin i turbanen. De bliver kærester, men i Jehovas Vidner fanger bordet. Sex betyder bryllup, så parret bliver gift, selv om Annette har svært ved at se sig selv i det.

En tilfældighed af hændelser fører to meget forskellige temperamenter sammen – ild og vand – og nogle år senere kommer Nicoline til verden.

I dag læser Annette filosofi på Aarhus Universitet og drømmer om at blive gammel i Paris. Hun er altid på vej til nye erobringer i en selvvalgt singletilværelse. Kim er groet sammen med den vestjyske stationsby, bor i hønsehuset, følger trofast skjernboernes håndboldhold, spiller oldboys-fodbold med de livslange kammerater, fisker og laver havehøns sammen med sin kone Mona.

Man husker det, der giver mening for én selv, siger Annette til Kim og Nicoline. Resten retoucheres væk og fortrænges, for ellers kan vi ikke holde fast i vores selvbillede. Man kan selvfølgelig også bare lyve, som hun siger.

Har de fleste af os ikke prøvet som Nicoline at få vores forældre i tale omkring fortidens uretfærdigheder? Set med barne- eller teenageøjne?

Kim virker stadig ordentlig og stabil, som da Annette mødte ham, inden hun begyndte at uddanne sig og slå sig i tøjret. Så længe han er i kontrol, skal det nok gå godt. Men i Nicolines laboratorium for familiesammenføring ryger han ud af sin komfortzone.

Nicoline vil samle puslespilsbrikkerne til en ny start for den familie, hun har brug for at have. Hun bygger et alter op med familiebilleder, stearinlys og Kims tre havehøns af en fantastisk familie.

Det ligner en begravelse, siger Annette lakonisk.

Der leges gemmeleg og tegnes omrids af far, mor og barn på væggen med store stykker kridt. Men på trods af balloner og glimmer er det svært for Nikoline at skabe en forløsning eller bare en afklaring af, hvad der rent faktisk skete dengang. Det er nedfældet i skilsmissesagen, hævder Annette, men dokumenterne findes ikke længere, konstaterer Nicoline efter en aktindsigt.

Men det er heller ikke sådan en film, hvor man tager tilbage til gerningsstedet, understreger hun på lydsiden, selv om hun måske bruger lovligt mange kræfter på netop det faktuelle.

En fantastisk familie er en film om miskommunikation, om at vokse fra hinanden og ikke mindst enebarnets længsel efter samhørighed. Om en lille pige, der kom i klemme imellem mor og far, og som voksen stadig angler efter omsorg, drømmer om en forsoning og insisterer på at fortælle de historier, som far og mor prøver på at glemme.

I laboratoriet blandes de uforenelige væsker sammen, og det bliver ved med at give små eksplosioner og faretruende røg op ad kolberne.

Denniz Göl Bertelsen har raffineret klippet interviews, absurd-sjove situationer a la Max Kestner og kulminationen i studiet sammen til et kalejdoskopisk mønster af fragmenter og perspektiver. Stort og småt, kakao på molen og en grufuld abort, humor og dyb alvor, glider sammen, og til sidst er man faret vild i den traumatiske rejse, ligesom Kim gør i starten af filmen, fordi hans GPS har ledt ham på afveje.

”Jeg er resultatet af to uforenelige mennesker,” konstaterer Nicoline, og man må have respekt for dem alle tre, der med et enormt mod eksponerer sig selv. Og får ens egne tanker til at kredse om familien, hvorfor den er fantastisk eller ikke, og at den er den eneste, vi har.

Det er en præstation at kunne vise det. Sådan en fantastisk film har Nicoline Skotte lavet.