En gang til for prins Knud

Birgitte Reimer (1926-2021) var en elegant komet i den danske teater- og revyverden og dansk films korte sommer, hvor ambitionen var at dreje lystspil langt væk fra folkekomediens Morten Korch-landbrug.

Reimer – bankdirektørens datter fra Nykøbing Falster – kom ind på Det Kongelige Teaters elevskole i første forsøg i 1945. Men paradoksalt nok skal hun aldrig optræde på de kongelige skrå brædder.

Hun debuterer i 1947 og bryder fire år senere igennem i Johan Jacobsens Som sendt fra himlen, hvor hun på flugt fra sit bryllup flirter med mændene på sin vej. En stjerne fødes over natten, i hvert fald bliver hun hurtigt anmeldernes yndling.

Hun er fransk frivol, pikant skæg og en erotisk ballade på lange ben med et charmant smil.

Langt senere i karrieren bliver hun sammenlignet med amerikanske Shirley MacLaine. Interessant nok er Reimers eneste eklatante fiasko hovedrollen i Broadway-stykket Irma la Douce, MacLaines glansrolle i teater og på film.

Birgitte Reimers svar på MacLaines ideelle modspiller, Jack Lemmon, er skuespilleren Kjeld Petersen. Desværre dør han allerede i 1962, blot 41 år gammel, og kort tid efter møder Reimer sin ægtemand nummer to, levemanden og krimiforfatteren Ole Bornemann.

I 1964 lokker han hende til Sydfrankrig, og snart lukkes hun inde på egen kro, La Brouette, hvor hun for det meste får lov til at være i køkkenet. Efter en filmkarriere på blot sytten år hedder hendes sidste film Når enden er go’, hvad den desværre ikke var, som leksikonet Danske filmskuespillere tørt konstaterer.

Først i 2010 som 84-årig genfinder Reimer sin frihed, da hendes mand går bort. Muligvis med den bitre selverkendelse, at hun nok ikke skulle have forladt stjernevejen i utide.

Birgitte Reimer er i løbet af årene i Frankrig blevet kult, og nu har filmhistorikeren Brian Petersen, kendt fra Ekkos spalter, og revyeksperten Hans Skaarup skrevet en interessant, grundigt researchet og rigt illustreret biografi om Danmarks største komedienne.

En gang til for prins Knud, opkaldt efter Reimers sanghit fra Cirkusrevyen 1959, er også en ujævn bog.

Det skyldes til dels hovedpersonen, som forfatterne først kunne komme i nærheden af, da hendes mand var væk. Birgitte Reimer kom ud af sit skjul og kunne i det mindste på sine meget ældre dage opleve sig selv som beundret filmstjerne, da hun vendte frelst tilbage til fædrelandet.

Bogen er anekdotisk sat op, og selv om vi får Reimers liv og levned, mangler der en karakteristik af hendes særegne spillestil, som bjergtog publikum.

Et eller andet sted i DR’s arkiver findes vel tv-optagelserne af musicalen Cranks fra 1962, en bedårende original blanding af kabaret, versehus og syngespil. Meget engelsk, men med franske toner.

Ellers må man nyde Birgitte Reimer i mere eller mindre gode danske film såsom Solstik, Vi er alle sammen tossede og Vi som går køkkenvejen, hvor hun leverer evergreen-sangen Jeg er en rigtig lille køkkenheks (som hun følte sig forfulgt af). En ung Ingmar Bergman havde også et godt blik til Reimers talent og gav hende en birolle i En lektion i kærlighed fra 1954.

Birgitte Reimer synes at være besat af fordommen om, at det sjove aldrig er lige så kunstnerisk seriøst og alvorligt som det tragiske. En sygdom, som hun delte med Kjeld Petersen og til en vis grad Dirch Passer.

Hun ville hellere spille tragisk Medea end være morsom med frækt blik og skælmske smilehuller, men kunne ikke forhindre at blive sat i bås med revyen, teatrets miskendte barn.

Vennerne og skuespilkollegaerne – Bodil Udsen og ægteparret Lise Ringheim og Henning Mouritzen – forsøgte forgæves at få hende tilbage på de danske tribuner.

Det var mest trist for dansk film, der langsomt gjorde sig fri af folkekomediens tunge åg. Men der kom en tendens til at sjovt ikke måtte være for løssluppent, og her har Reimers kokette spillestil været savnet.

Forfatterne kommer ikke ind på det hypotetiske: Ville Birgitte Reimer have haft en fremtid i dansk film og teater, hvis hun havde forladt Frankrig i tide? Mon dog ikke.