Endless Poetry

Endless Poetry, 88 år unge Alejandro Jodorowskys opfølger til sin auto­fabulerende barndomsskildring
The Dance of Reality fra 2013, er både en kukket, skøn film i sin egen ret og verdens bedste propaganda for jobbet som digter.

Næste gang jeg præsiderer for en Hvedekorn-oplæsning, arrangerer jeg simpelthen en filmvisning.

Den unge Alejandro, som spilles af Jodorowskys multi-talentfulde søn Adan, udbryder igen og igen, enkelt og triumferende: ”Jeg er digter!”

Efter han som rugende teenager har læst og skrevet sig frem til omsider at turde sige: ”Jeg vil være digter!” til sin kærlige mor (der ligesom i den første film operasynger samtlige replikker) og sin strenge købmandsfar (en ældre Jodorowsky-søn, Brontis).

Pligtskyldigt flytter Alejandro i kunstnerkollektiv i Santiago, får sig en dramatisk affære med en rødhåret femme fatale (spillet af samme kvinde, som spiller hans mor! – castingen er på alle ledder familiært kompleks) og bliver hjertevenner og senere dødsfjender og så hjertevenner igen med en lige så krølhåret kollega, den virkelige digter Enrique Lihn.

Med helt simple og billige midler, der ville gøre Michel Gondry græsgrøn af misundelse, stiliserer ­Jodorowsky sig ud i fine og forunder­lige effekter. Min yndlingsscene er lige ud ad landevejen, bogstavelig talt. Som en poetisk aktion beslutter Alejandro og Enrique sig for at gå lige frem efter næsen, hen over en bil og tværs gennem en gammel kones soveværelse.

Jodorowsky himself dukker op som hvidskægget vismand og afleverer dejligt banale visdomsord. Til allersidst sørger han bizart be­vægende for, at han selv og faren, spillet af de to sønner, får sagt det ordentlige farvel til hinanden, de ikke fik sagt i virkeligheden. Han er digter!