Steven Patrick Morrissey er en herligt sær snegl, der består af store kontraster.
I arbejder-Manchester fremturede han som kønsnedbrydende laps med en klagende, men himmelstræbende baryton, der spiddede en regnfuld hverdags meningsløshed med sardonisk humor og melodiøs lethed.
The Smiths idealiserede melankoli, så enhver forvirret gymnasieelev siden har følt sig inviteret ind i en særlig klub ved mødet med Morrisseys stemme.
Nu har den debuterende instruktør Mark Gill valgt at lave et portræt af kunstneren som ung mand, og England Is Mine fokuserer på årene, før The Smiths bliver dannet.
Som noget ganske opsigtsvækkende optræder ikke en eneste af Morrisseys sange i filmen. Soundtracket består i stedet af sangerens inspirationskilder: New York Dolls, Roxy Music og Françoise Hardy.
Ambitionen har naturligvis været at skildre, hvad der senere gjorde Morrissey til en stilskabende rockmyte. Men desværre fortæller England Is Mine aldrig andet end, at vi her følger et menneske, som for alvor først bliver interessant efter filmens slutning.
Vi starter med billeder af vand.
Det regner konstant i Manchester, og Mark Gill anvender tunge dråber som tung symbolik: Den unge Steven (Jack Lowden) er depressiv, misantropisk og endnu uden virketrang.
En forfatterdrøm ulmer i ham, og i det beskedne hjem huserer faren. Morrisseys far forstår selvfølgelig ikke sin søns opslugthed af æstetik og andre verdener, så knægten, der endnu ikke har fået det karakteristiske, høje hår, bygger sig en verden af plader og skønlitteratur. Herinde sjosker han rundt om en skrivemaskine.
Når han altså ikke lige ligger flad på en sofa paralyseret af depression.
Men det inciterende ved Morrissey har aldrig været den gennemsyrende melankoli. Han fænger, fordi han formår at beskrive tristesse med et velgørende overskud af humor.
Humoren fylder alt for lidt i England Is Mine, der skildrer 70’ernes England i mørkeblå og brune farver. Af og til får Steven lov at piske med tungen, som da han afslutter det velmenende råd ”life is too short …” med: For clichés.
Men gennemgående beskriver Mark Gills portræt teenage-Morrissey som en melankoliker på randen af den totale resignation, og Jack Lowdens øjne fremstår mere tunge end samtidsdissekerende.
Der er ingen fysiske lighedstræk mellem Lowden – der kan ses som pilot i Christopher Nolans Dunkrik – og Steven. Og som Morrissey-fan føler man sig aldrig tæt på idolet mig, og der smøres alt for tykt på for at fremstille Morrissey som en særling i arbejdermiljøet.
Mark Gill forsøger dog at uddele lidt godbidder til kendere af The Smiths.
Mark Gills film fokuserer især på Morrisseys venskab med Linder Sterling (Jessica Brown Findlay). En dag sidder de unge mennesker og diskuterer liv og litteratur i en park. Linder siger: ”Be yourself, everyone else is already taken.” Morrissey genkender det som et Oscar Wilde-citat, og det senere The Smiths-nummer Cemetry Gates handler om rapse citater fra andre – og blive taget med fingrene i kagedåsen.
Den sang får vi altså heller ikke lov at høre, selv om referencen kommer til at stå som en ledetråd til årene efter filmen.
I de seneste har Morrissey excelleret i mærkværdige udtalelser om monarki og veganisme, og det understreger bare, at den vigtigste periode i kunstnerens liv var The Smiths-epoken. Her blev sørgmodigheden i de sylespidse tanker holdt i ave af guitaristen Johnny Marrs æteriske spil.
Morrissey når at møde Johnny Marr i England Is Mine, men de når ikke at skabe noget sammen.
Duoens produktive år i 1980’erne, hvor de blandt meget andet udtrykte leden ved Margaret Thatcher, kunne være glimrende materiale for en biopic.
Kommentarer