”Jeg savner dig, mor,” lyder det hjerteskærende fra instruktøren Patricia Bbaale Bandaks datter over et FaceTime-opkald. Et barn, der længes efter sin mor, men moren i den anden ende af røret er også selv et barn, som savner sin egen mor.
Patricia kan dog aldrig fortælle moren Imelda, hvor meget hun savner hende. Imelda blev på tragisk vis skudt i deres familiehjem i Uganda juleaften, da Patricia blot var to år gammel.
Patricia ved ikke særligt meget om hverken moren eller mordet, og netop dét søger hun svar på.
Englemord er en dokumentar om at søge sandheden om ens ophav og derved også komme tættere på at finde sig selv.
Patricia var to år gammel, da hun og hendes otte søskende sammen med deres far forlod hjemmet i Uganda og kom til Danmark i 1989. Således er Patricia opvokset i en dansk kultur med et modersmål, der ikke er hendes mors.
I både Danmark og Uganda er døden tabubelagt, men dog på forskellig vis. I Uganda tales der kun positivt om de døde, hvor vi i Danmark helst ikke vil talen om døden generelt.
I begge kulturer er der ikke plads til de svære følelser.
Patricia rejser ned til sin familie i Uganda i et forsøg på at komme nærmere moren. Mødet med Uganda bliver katalysator for en forestilling om det liv, som Patricia og hendes familie kunne have levet.
Hun forsøger ihærdigt at snakke med de familiemedlemmer, der var tæt på hendes mor, men hun bliver mødt af en modvillighed.
”Jeg tror faktisk, det er det sværeste spørgsmål. Hvorfor har han ikke snakket mere om hende, da vi voksede op?” siger Patricia om sin far.
Dokumentaren centrerer sig om de ubesvarede spørgsmål, som Patricia har svært ved at stille sin far, fordi hun er bange for at gøre ham ked af det. Men hvorfor vil han så nødigt tale om familiens fælles traume?
Den fjerde væg brydes adskillige gange, hvor Patricia italesætter sin egen rolle som instruktør og hovedrolleindehaver i dokumentaren. Der skiftes mellem håndholdt kamera, en professionel fotograf og grynede hjemmevideoer fra 90’erne. Det er alt sammen med til at give et helhedsindtryk af en krakeleret barndom.
Patricia filmer i flere scener sig selv med et håndholdt kamera, mens hun fortæller om sin paranoia og mareridt med indirekte reference til kultfilmen The Blair Witch Project.
”Daddy, drømmer du også om mor somme tider?” spørger Patricia faren for at få åbnet for den dialog, hun desperat drømmer om. Men inden faren når at svare, bliver de afbrudt af mælkemanden, der banker på.
Det er kendetegnende for størstedelen af dokumentaren, hvor vi konstant bliver afbrudt, inden vi når at få de svar, som både Patricia og publikum længes efter.
Langsomt bliver vi præsenteret for flere detaljer om det grusomme mord. Imelda havde Patricias lillebror Sylvester i armene, da hun blev skudt. Og hun var højgravid med en dreng, som heller ikke overlevede.
De to drabsmænd var lejemordere. Var mordet planlagt?
Til tider føles det, som om instruktøren har svært ved at beslutte sig for, om filmen er true crime, hvor der skal opklares et mord, eller et rørende portræt af en kvinde, der prøver at finde sit ophav.
Der er et stort fokus på at opklare de grumme detaljer bag mordet, men savn og kærlighed er tydeligvis den egentlige motivation for at fortælle historien. Og det kan være farligt at lede efter svar på et spørgsmål, som aldrig kan besvares tilfredsstillende.
Patricias hjerteskærende savn bliver genspejlet i hendes egen datter, Imelda, der er opkaldt efter sin afdøde mormor. Relationen mellem mor og datter bliver et slags symbol for det forhold, der kunne have eksisteret mellem Patricia og hendes mor.
Behovet for et fælles sprog står stærkt. Patricia forsøger konstant at komme på bølgelængde med sin familie, samtidig med at hun finder sit eget sprog for savnet – et sprog, som hun kan dele med sin mor.
Kommentarer