Erik Balling

Er Erik Balling en stor dansk filminstruktør?

Nu kan stor gradbøjes. Men skrives det med samme s som i succes, var han vitterlig kæmpestor. Manden, der ikke kun gav os Olsen-banden-filmsuiten, men også filmisk fornøjelige Huset på Christianshavn og Matador.

Sidstnævnte er blevet lurmærket lektie for udlændinge, hvis de vi være og forstå det at være dansk. Men ser man sådan mere nøgternt på hans virke, sådan som kritikeren Christian Monggaard tematisk gør det i sit ærlige og velskrevne, udvidede værk af sin bog fra 2011, er størrelsen relativ. Især til sammenligning med Carl Th. Dreyer og Lars von Trier.

Monggaards Erik Balling – Fra Olsen Banden og Matador til Sommer i Tyrol og Midt om natten er så klart det abolutte værk og årets julegave for familiens filmbuff.

En digert underholdende biografi om en dansk filmkunstner, som både havde plads til kritisk selverkendelse, eftertanke og evaluering af egne film og et livslangt mindreværd for ikke at blive anerkendt kunstnerisk som instruktør.

Erik Balling bliver firmaets førsteinstruktør og direktøren for det hele på Nordisk Film. Denne dobbeltrolle bruger Monggaard berettiget meget tid på, og det gør hans bog til et interessant dansk stykke filmhistorie, hvor hovedpersonen skal skabe film og samtidig få kassen til at stemme.

Hele bogen er et sagligt og sobert signalement af et sympatisk dobbeltmenneske, og den fejrer med ris og ros 100-årsdagen for sit emnes fødselsdag, 29. november 1924.

Erik Balling foragtede den danske folkekomedie, som han så paradoksalt selv kom til at forny. I stedet for Morten Korchs sødmælksgårde ude på landet kom vi ind i storbyens mondæne såvel som småborgerlige kvarterer. Fra Danmarks første farvefilm Kispus’ modeverden i 1956 til den slumromantiske tv-serie Huset på Christianshavn (1970-77).

Men han drejede også nogle slemme af slagsen. Såsom den ærkedanske, træskorustikke Landmandsliv og den klamme, tysk-finansierede trekantshistorie Halløj i himmelsengen, begge fra 1965.

Hans krimifilm, Døden kommer til middag og Hændeligt uheld, hører til de kedeligste i dansk film. Balling elskede Ernst Lubitsch, især dennes mesterværk fra 1942, At være eller ikke være. Men tyskerens raffinerede touch blev hos Balling erstattet af en tung bukolisk og burlesk humor. Dansk lune i stedet for dristig elegance. Jørgen Leth har kaldt hans humor for germansk.

Præstesønnen Balling var noget af et vidunderbarn, der allerede før han var 30 år, blev verdensberømt som instruktør i Danmark med spillefilmene Vi som går køkkenvejen og Adam og Eva.

Herefter fulgte succeser, hvor Balling serverede sine lunefulde lystspil i diverse ombæringer. Den bedste er Poeten og lillemor (1959), der fik to svagere opfølgere.

Den kære familie fra 1962 blev hans flotte historiske udstyrsstykke. Men ironisk for denne frankofile perfektionist er hans filmatisering af den østrigske operette Sommer i Tyrol fra 1964 måske hans mest perfekte film. Nok kendte han til den franske nybølge fra slutningen af 50’erne, men sporadisk påvirkning ses kun her og der i hans gennemgående traditionelt iscenesatte film.

Hans sidste film, Midt om natten fra 1984 med Kim Larsen og Erk Clausen, blev et gigantisk publikumshit, men den såkaldte storby-western er tynget af firskårne replikker og bastante budskaber. 

Christian Monggaard fortolker Erik Balling som en auteur, hvor hans angreb på magthavere i og uden for samfundet og solidariske forsvar for småkårsfolk er den populistiske røde tråd. Hans films holdning er socialdemokratisk, men han holdt sine personlige kort ind til kroppen og var en østers omkring privatliv og politik.

Klart nok bliver den surrealistiske og spøjse Olsen-banden-serie sammen med den humanistiske og feministiske tv-serie Matador hans absolutte mesterværker. Men Egon Olsen med sine mange skøre planer blev også spejl for en kunstner med lige så mange ufuldendte projekter, hvor kun de to serier blev perfekt gennemført.