Et hjem i verden

Dokumentarfilmen Et hjem i verden har været lang tid undervejs, men sikke et tidspunkt, den får premiere på – den er skræmmende aktuel.

Magomed, Sehmuz, Heda, Amel og Ali er asylbørn i Danmark. I dokumentaren er de er ti år, men til slut ser vi dem som teenagere.

Det er ikke for småbørn at være vidne til deres hverdag på Røde Kors Skole, hvor de lærer dansk og får hjælp til at håndtere deres fortid.

Instruktøren Andreas Koefoed har lavet en nøgtern film. Her er ingen fortællerstemme, ingen interviews. Der er intet, der fortolkes eller analyseres – bare et kamera, der som en flue på væggen følger børnene. Så er det op til publikum selv at afkode deres udtryk og handlinger.

Magomed er den, man følger tættest. Han er en stille dreng, der får ros af sin lærer Dorte for at være både kvik og en god kammerat. Men han er forknyt.

”Mine børn er meget generte. Lige siden russerne kom og brød ind i vores hus, har frygten siddet i dem,” siger Magomeds far til Dorte. De har forældresamtale med en tolk via telefonhøjtaler, for Dorte mener nemlig, at Magomed er klar til at komme i en ”rigtig” dansk skole.

Men Magomed vil helst ikke væk fra det, han kender. Selv om det er en ren svingdør af børn, der kommer eller forlader Røde Kors Skole. For før eller siden skal de videre på en dansk skole – eller tilbage til deres hjemland, fordi deres familie ikke får tilkendt ophold. Hvis de da ikke går under jorden og flygter videre.

Det med opholdstilladelse er noget, der bliver fejret i klassen. Når de storøjede poder kommer til Dorte og siger: ”Jeg har fået ophold,” så udløser det kys og kram, tillykke og fejring i form af popcorn eller chokolade til kammeraterne.

Og blege Magomed med de følsomme øjne kigger væk, når det sker for kammeraterne. Hvad mon han tænker?

Amel er ofte udfarende. Han bliver rasende og løber væk, når han irettesættes. Men han er også den, der synger højest med på børnesangen om de ti indianere, mens han stolt ifører sig sin fjerkrone og kalder sig ”Stærke Bjørn”.

Han er altså som så mange andre børn. Bortset fra, at han er flygtet fra Bosnien med sin mor og sin bror.

Tidens gang illustreres ved hjælp af flotte billednedslag fra den danske natur. Musikken er florlet. Alt er underspillet. Det er også på nippet til at blive lidt langtrukkent. Men med knap en times spilletid er der alligevel intet overflødigt, og roen giver plads til eftertænksomhed, efterhånden som situationerne folder sig ud.

”Han kan slippe ud, hvis han vil. Men måske er han træt,” siger Ali om en fugl i et bur. Han har åbnet lugen. Han er selv træt, for han har mareridt hver nat. Ali fortæller en skolepsykolog, hvordan han med sin familie måtte flygte fra Afghanistan. Nu drømmer han hver nat, at der kommer uhyggelige mænd efter faren.

Faren får medicin, fordi han også har mareridt og skriger ”hjælp mig” i søvne. Og nu er han en dårlig far, men det har han ikke altid været.

Det er voldsomme ting at høre fra et barn, der kun taler gebrokkent dansk og derfor formulerer sig simpelt og ærligt. Til slut får man at vide, at Ali får opholdstilladelse efter fem år i Danmark, fordi hans forældre er psykisk syge. Men han går i dansk skole, hvilket virker til at være en sejr, for så heldige er ikke alle de børn, vi møder i dokumentaren.

Også Magomed får ophold, og hans øjne stråler, da han fortæller det til den empatiske Dorte. Men gnisten slukkes hurtigt, da det siden går op for ham, at det kun gælder ham, hans mor og hans søskende. Faren skal tilbage til Tjetjenien.

Først da tør Magomed spørge, hvad det vil betyde for faren, der blev tortureret i hjemlandet.

Svaret er alt andet end børnevenligt. Og netop derfor er denne film med rette indstillet til Nordic:Dox Award, for man er sgu en kynisk idiot, hvis den ikke rammer lige i hjertet.