Ting her i verden hænger sammen. Og det er i grunden en smuk og ret gennemført bevægelse, som Christian Sønderby Jepsen laver i Faderen, Sønnerne & Helligånden, der er en selvstændig fortsættelse af hans Testamentet fra 2011.
I den første film, hvor vi møder brødrene Henrik og Christian, ser det i første omgang ud til, at de skal dele et tocifret millionbeløb med mosteren Petra, da deres morfar dør.
Men i stedet bryder en vild fejde i familien ud, og spørgsmålet er, om det testamente, det hele drejer sig om, og som filmen har titel fra, er falsk.
Så hvem arver hvor meget? Det ender med, at hele familien er ved at falde fra hinanden.
Fra denne historie om en konkret, juridisk arv bevæger instruktøren sig nu, mange år senere, over i en anden type arvesag, nemlig den sociale arv. For kan man undslippe sin fortid og sine gener? Kan man blive en anden – en anden end sin familie, sine rødder, sit ophav?
Det undersøger filmen, og den gør det fremragende, nysgerrigt og åbent, men også med den nøgterne erfaring, at de færreste formår at lægge deres liv radikalt om.
Alene det realtidslige aspekt, afstanden på hele fjorten år imellem de to film, giver filmen en fortællemæssig råstyrke. Det giver mindelser om Richard Linklaters Before-serie, der havde premiere i 1995, 2004 og 2013 – altså med niårsintervaller.
Også i Faderen, Sønnerne & Helligånden ser man, hvordan folk er nænsomt ældet – hovedpersonen Henrik bliver faktisk gråhåret i løbet af toeren! – og man er for narkomanen Christians vedkommende glad for at se, at han overhovedet er i live endnu.
På samme måde er tumlinger nu gymnasieelever, og små drenge er allerede blevet fædre.
Udgangspunktet er flere forskellige typer af personlige kriser. Henrik prøver stadig at finde sig selv og et arbejde, men er i en helt ung alder for længst indstillet til en førtidspension.
Hans søn Alexander er – som en lærer udtrykker det – måske på vej ud af gymnasiet. Han møder i hvert fald ikke op til timerne, men spiller i stedet – ret habilt ser det ud til – hård og vred heavyrock. Henriks hustru Ceci prøver at forholde sig fornuftigt til sin noget udfordrede familie. Og Christian slås stadig med stoffer, druk og en følelse af, at han ikke rigtigt betyder noget for nogen.
Det smukke ved Faderen, Sønnerne & Helligånden er, at den lander alle historierne, der har fået luft under vingerne i første akt. Henrik ender med at rive sit hampedrivhus ned i filmens måske mest forløsende vendepunkt, og siden får han også en voksenlæreplads som elektriker.
Ceci forsøger desperat at opdrage sine børn og få dem i skole, men må også erkende, at hun har et alkoholproblem, der ligger bag hendes stadig voldsommere opførsel. Og Alexander … nej, det må du selv opleve i biografen.
Christian, der hele tiden har virket som den mest udsatte, bliver radikaliseret i gruppen ”Hellige Danmark”, som åbenbart har forbindelse til den serbisk-ortodokse kirke. Her bliver han en slags euronationalist med romerhilsen und alles.
Begge Christian Sønderby Jepsens film – som med fordel kan ses i sammenhæng – imponerer gennem deres humor og loyale skildring af alle involverede. Dog med én undtagelse: brødrenes intrigante far, hvis fravær i toeren er markant.
Der er også de poetiske åndehuller med storslåede naturbilleder fra blandt andet Dollerup Bakker og de nære, hudløse scener med tårer, drukture og jammerdal. Og samtidig den let forbløffende happy ending, der bæres af tilgivelsen som menneskeligt grundvilkår.
Filmen bæres imidlertid næsten alene af karaktererne, der alle medvirker ret aktivt i dokumentaren. De er indimellem både kameraflirtende og udstillingsparate, hvilket sammen med instruktørens allestedsnærværende empati er med til at løfte filmen over socialpornografi.
Henrik har den første films plakat hængende i køkkenet, og man får indtryk af, at dette filmprojekt – som han efter sigende selv fik idéen til – har bidraget til at skubbe ham i en mere positiv retning.
Bag det hele ligger dobbeltfortællingens dybere årsag. En mors tidligere drukdød og en fars afsporede, nærmest incestuøse sexturistrejse med sine store drenge.
Christian Sønderby Jepsen har udtalt, at han vil følge op med en treer i 2040 for at skabe en generationshistorie over tre årtier. Den er vi mange, der glæder os til. Hvis vi – og historien og dens galleri af spektakulære mennesker – ellers lever så længe.
Kommentarer